Mine glade 90'ere
4.0
"Kids" er en af de mest skræmmende ungdomsskildringer, der længe er set i de danske biografer
I USA raser der for tiden en heftig debat om udgangsforbud for teenagere. Argumentet er, at ungdomskriminaliteten falder, hvis man holder teenagerne indendøre om natten. Når man har set Larry Clarks film "Kids", forstår man godt de amerikanske politikeres bekymring. Men man må samtidig erkende, at de unge (ligesom alle andre mennesker) styres af nogle grundlæggende og til tider meget skræmmende drifter og ideer, der ikke bare lader sig stoppe af et udgangsforbud.
"Kids" foregår over 24 timer. Her følger vi de to teenagere Telly (Leo Fitzpatrick) og Casper (Justin Pierce), der lever i New York City. Tiden går med at drikke, tage stoffer, hænge rundt på gader og stræder, feste, slås og bolle! Telly har tilnavnet 'The Virgin Surgeon' ('jomfru-kirurgen), fordi han elsker at bolle små 13-årige jomfruer! Han lokker dem i kanen med den værste omgang sødsuppe-romantiske ugebladsfloskler, og bagefter praler han højlydt om sine seksuelle eventyr. Mens Telly fjoller rundt med sine venner og forsøger at forføre endnu en lille tøs, er pigen Jennie (Chloe Sevigny) blevet konstateret HIV-positiv. Hun er blevet smittet af Telly. Han er nemlig den eneste fyr, hun nogensinde har været i seng med. Jennie beslutter sig for at finde Telly, og fortælle ham den forfærdelige nyhed.
Råt for usødet
Tonen i "Kids" er ekstremt rå. Både drengene og pigerne taler om f.eks. sex med en sådan ekspertise og ligefremhed, at det til tider næsten bliver for meget. Emner som anal- og oralsex, smagen af sæd, rå dyrisk sex og lugten af fisse(!) er bare nogle af de ting, der berøres. Skuespillerne er selv teenagere, og mange af dem er amatører. Det forstærker sammen med den troværdige miljøbeskrivelse og filmens intensive brug af håndholdt, kornet kamera, den dokumentariske og naturalistiske stil.
Denne autencitet bliver endnu større af, at manuskriptet er skrevet af debutanten Harmony Korine, da han var bare nitten år gammel, og at det bygger delvist på hans egne livserfaringer. Filmen bærer dog også præg af, at grundlaget er et 'første gangs manuskript'. Handlingen er tynd og bliver efterhånden en smule ensformig, flere af scenerne virker unødvendigt konstruerede eller ligefrem overdrevne, og personernes motivation er ikke altid helt ligetil at forstå. Det er imidlertid ikke så vigtigt, for det er den generelle tone, den underliggende tematik, miljøbeskrivelsen og de mange eftertanker publikum får, man bør bedømme "Kids" på.
Ingen moral, intet håb
"Kids" glimter ved sit næsten totale fravær af klassiske autoriteter. Her er intet politi, ingen skole og ingen forældre - pånær Tellys mor, der fremstilles som en fed, udkørt, grim og karakterløs kvinde hvis liv tilbringes foran fjernsynet. Hun indgyder langt fra respekt, men bliver derimod endnu en genstand for drengenes umættelige sexfantasier, idet Casper betror Telly, at moderen har 'nogle gode nødder'!
I fraværet af autoriteter dianogstiserer "Kids" mere eller mindre ubevidst roden til teenagernes amoralske handlinger. De unge hovedpersoner i filmen er produktet af et samfund, der forlængst har opgivet eller ladet stå til; et samfund, der på alle områder er blevet forkvaklet og dvask. De unge søger ind i gruppefællesskabet med de jævnaldrende, der giver dem mulighed for, at de kan udfolde sig uhindret, men det medfører også en grænseløshed og normfrihed, der er blottet for moral og i sidste ende håb.
Det er netop manglen på moral og håb, der gør "Kids" til en af de mest skræmmende film, jeg længe har set. Selv de værste teenageskildringer rummer som regel en form for moral eller i det mindste en smule håb. I "Kids" derimod er moral et ikke-eksisterende begreb, og det spæde håb, der bygges op i forbindelse med den spinkle handling, smadres fuldstændigt til slut. Det skræmmende ligger i den naturlighed, ja, man kunne ligefrem sige: Ligegyldighed, hvormed "Kids" formidler sin historie. Filmen kommer ikke med nogle løftede pegefingre, tværtimod - den overtager fra starten de unges synspunkt og videregiver det samtidig til publikum. Herigennem tvinges vi til, selv at tage stilling, til at konfrontere vores egen moral og til at dykke ned i de sorte sider af sjælen, der indeholder de samme amoralske tanker, som filmen videregiver.
Hvis "Kids" var en film om og med voksne mennesker, ville den måske ikke være så tankevækkende. Som voksen kan man tillade sig mere - også på film. Men her konfronteres vi med 'små uskyldige børn', der opfører sig, så selv forhærdede voksne må korse sig. Man kan indvende at "Kids" overdriver for bevidst at provokere. Det er umiddelbart en meget rimelig antagelse, men jo mere jeg tænker over det, desto mindre føler jeg, at overdrivelsen er. For mig at se, har "Kids" ramt en realistisk beskrivelse af mange - ikke bare amerikanske - teenageres hverdag og tankeverden. Hvor skræmmende og provokerende det end måtte synes.
Larry Clark, der debuterer som instruktør med "Kids", har altid ønsket at lave en teenage-film, hvis lige ikke er set før. Det er lykkedes med "Kids", der på mange fronter markerer et brud med nagelfaste holdninger og opfattelser, og hvis billeder og personer har svært ved at forlade tilskuerens (eller i hvert tilfælde undertegnedes) tanker. "Kids" vil for eftertiden stå som et skræmmende dokument fra 'mine glade 90ere'
I USA raser der for tiden en heftig debat om udgangsforbud for teenagere. Argumentet er, at ungdomskriminaliteten falder, hvis man holder teenagerne indendøre om natten. Når man har set Larry Clarks film "Kids", forstår man godt de amerikanske politikeres bekymring. Men man må samtidig erkende, at de unge (ligesom alle andre mennesker) styres af nogle grundlæggende og til tider meget skræmmende drifter og ideer, der ikke bare lader sig stoppe af et udgangsforbud.
"Kids" foregår over 24 timer. Her følger vi de to teenagere Telly (Leo Fitzpatrick) og Casper (Justin Pierce), der lever i New York City. Tiden går med at drikke, tage stoffer, hænge rundt på gader og stræder, feste, slås og bolle! Telly har tilnavnet 'The Virgin Surgeon' ('jomfru-kirurgen), fordi han elsker at bolle små 13-årige jomfruer! Han lokker dem i kanen med den værste omgang sødsuppe-romantiske ugebladsfloskler, og bagefter praler han højlydt om sine seksuelle eventyr. Mens Telly fjoller rundt med sine venner og forsøger at forføre endnu en lille tøs, er pigen Jennie (Chloe Sevigny) blevet konstateret HIV-positiv. Hun er blevet smittet af Telly. Han er nemlig den eneste fyr, hun nogensinde har været i seng med. Jennie beslutter sig for at finde Telly, og fortælle ham den forfærdelige nyhed.
Råt for usødet
Tonen i "Kids" er ekstremt rå. Både drengene og pigerne taler om f.eks. sex med en sådan ekspertise og ligefremhed, at det til tider næsten bliver for meget. Emner som anal- og oralsex, smagen af sæd, rå dyrisk sex og lugten af fisse(!) er bare nogle af de ting, der berøres. Skuespillerne er selv teenagere, og mange af dem er amatører. Det forstærker sammen med den troværdige miljøbeskrivelse og filmens intensive brug af håndholdt, kornet kamera, den dokumentariske og naturalistiske stil.
Denne autencitet bliver endnu større af, at manuskriptet er skrevet af debutanten Harmony Korine, da han var bare nitten år gammel, og at det bygger delvist på hans egne livserfaringer. Filmen bærer dog også præg af, at grundlaget er et 'første gangs manuskript'. Handlingen er tynd og bliver efterhånden en smule ensformig, flere af scenerne virker unødvendigt konstruerede eller ligefrem overdrevne, og personernes motivation er ikke altid helt ligetil at forstå. Det er imidlertid ikke så vigtigt, for det er den generelle tone, den underliggende tematik, miljøbeskrivelsen og de mange eftertanker publikum får, man bør bedømme "Kids" på.
Ingen moral, intet håb
"Kids" glimter ved sit næsten totale fravær af klassiske autoriteter. Her er intet politi, ingen skole og ingen forældre - pånær Tellys mor, der fremstilles som en fed, udkørt, grim og karakterløs kvinde hvis liv tilbringes foran fjernsynet. Hun indgyder langt fra respekt, men bliver derimod endnu en genstand for drengenes umættelige sexfantasier, idet Casper betror Telly, at moderen har 'nogle gode nødder'!
I fraværet af autoriteter dianogstiserer "Kids" mere eller mindre ubevidst roden til teenagernes amoralske handlinger. De unge hovedpersoner i filmen er produktet af et samfund, der forlængst har opgivet eller ladet stå til; et samfund, der på alle områder er blevet forkvaklet og dvask. De unge søger ind i gruppefællesskabet med de jævnaldrende, der giver dem mulighed for, at de kan udfolde sig uhindret, men det medfører også en grænseløshed og normfrihed, der er blottet for moral og i sidste ende håb.
Det er netop manglen på moral og håb, der gør "Kids" til en af de mest skræmmende film, jeg længe har set. Selv de værste teenageskildringer rummer som regel en form for moral eller i det mindste en smule håb. I "Kids" derimod er moral et ikke-eksisterende begreb, og det spæde håb, der bygges op i forbindelse med den spinkle handling, smadres fuldstændigt til slut. Det skræmmende ligger i den naturlighed, ja, man kunne ligefrem sige: Ligegyldighed, hvormed "Kids" formidler sin historie. Filmen kommer ikke med nogle løftede pegefingre, tværtimod - den overtager fra starten de unges synspunkt og videregiver det samtidig til publikum. Herigennem tvinges vi til, selv at tage stilling, til at konfrontere vores egen moral og til at dykke ned i de sorte sider af sjælen, der indeholder de samme amoralske tanker, som filmen videregiver.
Hvis "Kids" var en film om og med voksne mennesker, ville den måske ikke være så tankevækkende. Som voksen kan man tillade sig mere - også på film. Men her konfronteres vi med 'små uskyldige børn', der opfører sig, så selv forhærdede voksne må korse sig. Man kan indvende at "Kids" overdriver for bevidst at provokere. Det er umiddelbart en meget rimelig antagelse, men jo mere jeg tænker over det, desto mindre føler jeg, at overdrivelsen er. For mig at se, har "Kids" ramt en realistisk beskrivelse af mange - ikke bare amerikanske - teenageres hverdag og tankeverden. Hvor skræmmende og provokerende det end måtte synes.
Larry Clark, der debuterer som instruktør med "Kids", har altid ønsket at lave en teenage-film, hvis lige ikke er set før. Det er lykkedes med "Kids", der på mange fronter markerer et brud med nagelfaste holdninger og opfattelser, og hvis billeder og personer har svært ved at forlade tilskuerens (eller i hvert tilfælde undertegnedes) tanker. "Kids" vil for eftertiden stå som et skræmmende dokument fra 'mine glade 90ere'
19/11-2018
