Mangel på talent ingen hindring
3.0
Tim Burton sagde nej til at lave "Batman Forever" for i stedet at lave en sjov lille film om Ed Wood. Ed Wood var en virkelig person - og hvilken person! Han regnes for at være den dårligste instruktør, der nogensinde har fået lov til at lave spillefilm. Derudover var han også en vaskeægte excentriker.
Ekstremer er interessante - Alle vil vide, hvem der er verdens hurtigste mand, mens det er totalt ligegyldigt, hvem der er nr. 117 på verdensranglisten. Men af en eller anden pervers grund er det faktisk også ret sjovt at finde ud af, hvem der er verdens langsommeste mand.
På samme måde er det da meget sjovt at diskutere, hvem der er verdens bedste filminstruktør, de fleste kritikere stemmer på Orson Welles, andre holder på Francis Ford Coppola, franskmændene kan selvfølgelig bedre lide Truffaut, osv. Men hvem er egentlig verdens dårligste intruktør? Faktisk har man lavet afstemninger om netop dette emne blandt kritikere, og resultatet er flere gange blevet: Edward D. Wood Jr.
Den rigtige Ed Wood
Hvem i alverden er så denne Edward D. Wood Jr.? Han var en amerikansk filmskaber i 50'erne, der selv skrev, instruerede og spillede i sine film - og hvilke film! Hans debut fra 1953 var transvestitfilmen "Glen Or Glenda" (Wood var selv glad for at gå i dametøj, især angorasweatere), men hans mest kendte film er det fuldkommen utrolige science fiction/horror-makværk "Plan 9 From Outer Space" (1958).
Den er legendarisk for alle sine mangler: Dårlig historie, elendige skuespillere, katastrofale kulisser (de "flyvende tallerkener" er i sig selv hele filmen værd), fraværet af continuity (det kan bl.a. nå at skifte mellem nat og dag flere gange i løbet af en enkelt scene) og sidst men ikke mindst den lille detalje, at filmens stjerne, den gamle Dracula-mester Bela Lugosi, døde efter at have medvirket i optagelsen af ganske få scener. Da man ikke havde råd til en ny stjerne, blev hans rolle spillet af en stand-in i resten af filmen - vel og mærke en stand-in der absolut ikke lignede Lugosi, hvilket man forsøgte at skjule ved at lade hans ansigt være dækket af en kappe.
Ed Woods faste stab af skuespillere var, bortset fra Bela Lugosi, en samling nobodys og outsidere, der i højere grad var med i filmene på grund af deres udseende og venskab med Wood fremfor deres talent; f.eks. Vampira der havde hvepsetalje og store bryster eller den svenske kæmpebryder Tor Johnson.
For at fuldende billedet skal det nævnes, at filmene naturligvis var lavet på ultrasmå budgetter og var vaskeægte flops, da de kom frem, men efter at Wood blev udråbt til "verdens dårligste intruktør" (desværre først efter hans død) er hans film blevet store kult-hit. Set med den rette ironiske distance er de ustyrligt morsomme i deres totale inkompetence.
"Ed Wood"
Tim Burton ("Batman", "Batman Returns", "Beetlejuice", "Edward Scissorhands", etc.) har lavet en humoristisk biografisk film om Ed Wood, hvor der nok tages nogle kunstneriske friheder undervejs, men samtidigt vises en utrolig omhu i genskabelsen af scenerne fra de originale Ed Wood-film. Ed Wood spilles af Johnny Depp som en temmelig naiv filmentusiast, der udover at mangle talent også totalt mangler evnen til at vurdere andres og især egne evner. Hans drøm er at være den nye Orson Welles, der jo også selv skrev, instruerede og spillede med i sine film.
Filmens postulat er, at Wood selv mente, at hans film var gode, hvilket kan være svært at tro, når man ser dem i dag. Men Johnny Depp spiller Wood så tilpas barnligt naiv, at man egentlig godt kan acceptere dette postulat, så længe man sidder i biografens mørke - det er først, når man kommer ud og misser med øjnene, at man begynder at tvivle; kan man være så blind for egne fejl? Woods kommentar til selv de mest uhyrlige fejl under optagelserne er "Perfect!", han mener, at publikum er ligeglade med detaljer, det de er interesserede i er 'The Big Picture'.
Samtidigt er Depps portræt af Wood dog så unuanceret, at man har svært ved for alvor at blive engageret i hans person. At man alligevel oplever filmen som mere end blot humor, skyldes Martin Landaus suveræne spil som den gamle og glemte Bela Lugosi, engang den største horrorstjerne i Hollywood, nu en ludfattig og ensom morfinjunkie, som den unge Ed Wood danner et varmt venskab med - her er Woods manglende evne til at bedømme og især dømme andre pludselig en kvalitet.
Landau ligner Lugosi i foruroligende grad og spiller ham med en smuk blanding af værdighed og (som den eneste i filmen) en art selverkendelse. Han er den eneste, der virker som en ægte person, alle andre virker mere som typer, f.eks. Bill Murrays portræt af den affekterede bøsse Bunny Breckenridge. En enkelt lille birolle skal dog fremhæves, nemlig Vincent D'Onofrio som Orson Welles - jeg var nødt til at checke credits for at være helt sikker på, at det ikke var en computermanipuleret optagelse af den store mester - scary!
Men til trods for humoren, forstår man godt, hvorfor Ed Wood blev ved med at lave film - alternativet var et kedeligt og almindeligt liv - og eftertiden har jo rent faktisk givet ham en høj status som instruktør, omend nok ikke lige den han havde forestillet sig!
Filmen er en lidt for ujævn til at blive regnet blandt Tim Burtons bedre, men den er dog rent visuelt lige så imponerende som hans tidligere værker - hvis man tænker efter er det jo egentlig heller ikke de troværdige personskildringer, der er Burtons stærke side, hvilket så har gjort sig bedre i tegneserie-filmatiseringer end i denne biografiske film.
Ekstremer er interessante - Alle vil vide, hvem der er verdens hurtigste mand, mens det er totalt ligegyldigt, hvem der er nr. 117 på verdensranglisten. Men af en eller anden pervers grund er det faktisk også ret sjovt at finde ud af, hvem der er verdens langsommeste mand.
På samme måde er det da meget sjovt at diskutere, hvem der er verdens bedste filminstruktør, de fleste kritikere stemmer på Orson Welles, andre holder på Francis Ford Coppola, franskmændene kan selvfølgelig bedre lide Truffaut, osv. Men hvem er egentlig verdens dårligste intruktør? Faktisk har man lavet afstemninger om netop dette emne blandt kritikere, og resultatet er flere gange blevet: Edward D. Wood Jr.
Den rigtige Ed Wood
Hvem i alverden er så denne Edward D. Wood Jr.? Han var en amerikansk filmskaber i 50'erne, der selv skrev, instruerede og spillede i sine film - og hvilke film! Hans debut fra 1953 var transvestitfilmen "Glen Or Glenda" (Wood var selv glad for at gå i dametøj, især angorasweatere), men hans mest kendte film er det fuldkommen utrolige science fiction/horror-makværk "Plan 9 From Outer Space" (1958).
Den er legendarisk for alle sine mangler: Dårlig historie, elendige skuespillere, katastrofale kulisser (de "flyvende tallerkener" er i sig selv hele filmen værd), fraværet af continuity (det kan bl.a. nå at skifte mellem nat og dag flere gange i løbet af en enkelt scene) og sidst men ikke mindst den lille detalje, at filmens stjerne, den gamle Dracula-mester Bela Lugosi, døde efter at have medvirket i optagelsen af ganske få scener. Da man ikke havde råd til en ny stjerne, blev hans rolle spillet af en stand-in i resten af filmen - vel og mærke en stand-in der absolut ikke lignede Lugosi, hvilket man forsøgte at skjule ved at lade hans ansigt være dækket af en kappe.
Ed Woods faste stab af skuespillere var, bortset fra Bela Lugosi, en samling nobodys og outsidere, der i højere grad var med i filmene på grund af deres udseende og venskab med Wood fremfor deres talent; f.eks. Vampira der havde hvepsetalje og store bryster eller den svenske kæmpebryder Tor Johnson.
For at fuldende billedet skal det nævnes, at filmene naturligvis var lavet på ultrasmå budgetter og var vaskeægte flops, da de kom frem, men efter at Wood blev udråbt til "verdens dårligste intruktør" (desværre først efter hans død) er hans film blevet store kult-hit. Set med den rette ironiske distance er de ustyrligt morsomme i deres totale inkompetence.
"Ed Wood"
Tim Burton ("Batman", "Batman Returns", "Beetlejuice", "Edward Scissorhands", etc.) har lavet en humoristisk biografisk film om Ed Wood, hvor der nok tages nogle kunstneriske friheder undervejs, men samtidigt vises en utrolig omhu i genskabelsen af scenerne fra de originale Ed Wood-film. Ed Wood spilles af Johnny Depp som en temmelig naiv filmentusiast, der udover at mangle talent også totalt mangler evnen til at vurdere andres og især egne evner. Hans drøm er at være den nye Orson Welles, der jo også selv skrev, instruerede og spillede med i sine film.
Filmens postulat er, at Wood selv mente, at hans film var gode, hvilket kan være svært at tro, når man ser dem i dag. Men Johnny Depp spiller Wood så tilpas barnligt naiv, at man egentlig godt kan acceptere dette postulat, så længe man sidder i biografens mørke - det er først, når man kommer ud og misser med øjnene, at man begynder at tvivle; kan man være så blind for egne fejl? Woods kommentar til selv de mest uhyrlige fejl under optagelserne er "Perfect!", han mener, at publikum er ligeglade med detaljer, det de er interesserede i er 'The Big Picture'.
Samtidigt er Depps portræt af Wood dog så unuanceret, at man har svært ved for alvor at blive engageret i hans person. At man alligevel oplever filmen som mere end blot humor, skyldes Martin Landaus suveræne spil som den gamle og glemte Bela Lugosi, engang den største horrorstjerne i Hollywood, nu en ludfattig og ensom morfinjunkie, som den unge Ed Wood danner et varmt venskab med - her er Woods manglende evne til at bedømme og især dømme andre pludselig en kvalitet.
Landau ligner Lugosi i foruroligende grad og spiller ham med en smuk blanding af værdighed og (som den eneste i filmen) en art selverkendelse. Han er den eneste, der virker som en ægte person, alle andre virker mere som typer, f.eks. Bill Murrays portræt af den affekterede bøsse Bunny Breckenridge. En enkelt lille birolle skal dog fremhæves, nemlig Vincent D'Onofrio som Orson Welles - jeg var nødt til at checke credits for at være helt sikker på, at det ikke var en computermanipuleret optagelse af den store mester - scary!
Men til trods for humoren, forstår man godt, hvorfor Ed Wood blev ved med at lave film - alternativet var et kedeligt og almindeligt liv - og eftertiden har jo rent faktisk givet ham en høj status som instruktør, omend nok ikke lige den han havde forestillet sig!
Filmen er en lidt for ujævn til at blive regnet blandt Tim Burtons bedre, men den er dog rent visuelt lige så imponerende som hans tidligere værker - hvis man tænker efter er det jo egentlig heller ikke de troværdige personskildringer, der er Burtons stærke side, hvilket så har gjort sig bedre i tegneserie-filmatiseringer end i denne biografiske film.
19/11-2018
