Når katten er ude...
4.0
Spillefilmsdebutanten Gore Verbinski lægger ud med en energisk komedie om to brødre, der gerne vil sælge det værdifulde hus de lige har arvet. Først må de dog krydse klinger med en stædig mus.
Man tager først et manuskript af en forfatter, der har tegnefilm i blodet. Derpå tager man to skuespillere, der i væremåde tilsammen bringer tankerne tilbage til Gøg og Gokke, og sætter dem så op mod en lille, men meget intelligent mus i et plot, der trækker på alle slapstick-formlens ingredienser. Og så befolker man iøvrigt historien med en god portion særlinge og interessante personer, tilsætter alt hvad den kan trække af visuelt artisteri og spektakulære effekter, for så til sidst at give hele afæren en gennemgående stemning af anarkistisk galskab, sådan som man blandt andet husker det fra Coen-brødrenes "The Hudsucker Proxy".
Halen på komedie
Nogenlunde sådan kunne man beskrive den hæsblæsende "Mus i Eget Hus". Filmen er instrueret af spillefilmsdebutanten Gore Verbinski, der før har lavet reklamefilm, og den erfaring fornægter sig ikke. Fra start til slut er der en umiskendelig sans for visuelle gimmicks, ekstreme close-ups, fotogene kulisser og svimlende kamerature i blandt andet museperspektiv. Det hele går op i en højere dramatisk helhed, og bortset fra at plottet taber pusten lidt i sidste trediedel, så er det godt tænkt. De to hovedpersoner Ernie og Lars Smuntz (henholdsvis Nathan Lane og Lee Evans) er som sagt brødre, og fra deres nyligt afdøde far har de netop arvet en antikveret sejlgarnsfabrik, det famøse hus med musen samt en kasse gammelt skrammel. I fabrikken arbejder lutter gamle mennesker, maskinerne ser ud og fungerer som om Storm P. har haft en finger med i spillet, men til trods for mafiaens generøse tilbud nænner brødrene ikke at sælge den. For "en verden uden sejlgarn er kaos", som deres far tit og ofte har fortalt sønnerne. Men faktisk har de ingen penge og intet sted at bo. Lars - den godtroende - er blevet smidt ud af konen på grund af sin blødsødenhed, og Ernie - den lidt dumsmarte - er lige gået rabundus med sin fine restaurant, fordi en kakkelak i maden gav byens kommende borgmester et fatalt hjertestop. Så de beslutter at tage ud og besigtige huset, der ligger på landet. Ved et tilfælde finder de første aften nogle gamle tegninger over huset, hvilket viser sig at være tegnet af en berømt arkitekt. "It's the missing LaRue!", udbryder kenderne på stribe, som om der var tale om en forsvunden symfoni, og snart vælter tilbuddene ind.
Undervurdér aldrig fjenden
Ernie og Lars kan dårligt vente med at gøre huset istand så det kan sælges på auktion, men den lille mus, de stødte på allerede første aften er virkelig om sig og kender sit domæne ud og ind. De mange hulrum i gulve og vægge, alle rørene og diverse snore og revner, som musen bevæger sig i og på og omkring fremstår som en fuldendt og gådefuld parallelverden, hvor alskens gammelt bras og nips stadigt er at finde. Først sætter de to brødre nogle musefælder op, så lidt flere, for til sidst selv at blive ofre for et helt køkkengulv fyldt med fælder. Så anskaffer de sig den drabelige kat ved navn Catzilla (fnis-fnis!), hvilket heller ikke er nok, og sidste udvej bliver så skadedyrsbekæmperen Caesar (Christopher Walken). Med en djævelsk blanding af John Goodmans kollega fra "Araknofobi" (1990), Robert DeNiros brandmand fra "Backdraft" (1991) og agent Dale Cooper fra tv-serien "Twin Peaks" går denne dedikerede pro til værks, dog uden meget held. Her kører filmen på højtryk, og det er både sjovt og forbandet effektivt.
Huset er næsten smadret nu, men det lykkedes faktisk de uheldige helte at fange musen og sende den til Cuba. Desværre er der bare for lidt porto på æsken, så musen kommer tilbage og gør sit til at brødrenes højdepunkt, nemlig auktionen på huset, går totalt i vasken. Men det ender selvfølgeligt godt, omend temmeligt fabulerende. Nu har de kun sejlgarnsfabrikken tilbage, og med faderens mantra i minde bygger Ernie og Lars fabrikken om - med hjælp fra den sejlivede lille mus. Joh, der er skam fart over feltet og ægte fortælleglæde i "Mus i Eget Hus", der som antydet fungerer efter sin egen specielle logik og med sin perlerække af mærkværdige peroner. Udover de nævnte er det værd at notere sig en figur som den hollandske pige Hilde (vores hjemlige Camilla Søeberg - det varmer) med håret opsat som en sejlgarnsrulle, der selvfølgelig går ild i under den afsluttende auktion. "Der er en underfundighed midt i kaoset, som giver den dynamik, jeg søger. Og så er det i øvrigt fuldstændig absurd, og det har jeg en svaghed for," som Verbinski siger om historien. Vi må give ham ret: filmen er temmeligt overstyret, men vinder ved at være så stringent i sin galskab.
Man tager først et manuskript af en forfatter, der har tegnefilm i blodet. Derpå tager man to skuespillere, der i væremåde tilsammen bringer tankerne tilbage til Gøg og Gokke, og sætter dem så op mod en lille, men meget intelligent mus i et plot, der trækker på alle slapstick-formlens ingredienser. Og så befolker man iøvrigt historien med en god portion særlinge og interessante personer, tilsætter alt hvad den kan trække af visuelt artisteri og spektakulære effekter, for så til sidst at give hele afæren en gennemgående stemning af anarkistisk galskab, sådan som man blandt andet husker det fra Coen-brødrenes "The Hudsucker Proxy".
Halen på komedie
Nogenlunde sådan kunne man beskrive den hæsblæsende "Mus i Eget Hus". Filmen er instrueret af spillefilmsdebutanten Gore Verbinski, der før har lavet reklamefilm, og den erfaring fornægter sig ikke. Fra start til slut er der en umiskendelig sans for visuelle gimmicks, ekstreme close-ups, fotogene kulisser og svimlende kamerature i blandt andet museperspektiv. Det hele går op i en højere dramatisk helhed, og bortset fra at plottet taber pusten lidt i sidste trediedel, så er det godt tænkt. De to hovedpersoner Ernie og Lars Smuntz (henholdsvis Nathan Lane og Lee Evans) er som sagt brødre, og fra deres nyligt afdøde far har de netop arvet en antikveret sejlgarnsfabrik, det famøse hus med musen samt en kasse gammelt skrammel. I fabrikken arbejder lutter gamle mennesker, maskinerne ser ud og fungerer som om Storm P. har haft en finger med i spillet, men til trods for mafiaens generøse tilbud nænner brødrene ikke at sælge den. For "en verden uden sejlgarn er kaos", som deres far tit og ofte har fortalt sønnerne. Men faktisk har de ingen penge og intet sted at bo. Lars - den godtroende - er blevet smidt ud af konen på grund af sin blødsødenhed, og Ernie - den lidt dumsmarte - er lige gået rabundus med sin fine restaurant, fordi en kakkelak i maden gav byens kommende borgmester et fatalt hjertestop. Så de beslutter at tage ud og besigtige huset, der ligger på landet. Ved et tilfælde finder de første aften nogle gamle tegninger over huset, hvilket viser sig at være tegnet af en berømt arkitekt. "It's the missing LaRue!", udbryder kenderne på stribe, som om der var tale om en forsvunden symfoni, og snart vælter tilbuddene ind.
Undervurdér aldrig fjenden
Ernie og Lars kan dårligt vente med at gøre huset istand så det kan sælges på auktion, men den lille mus, de stødte på allerede første aften er virkelig om sig og kender sit domæne ud og ind. De mange hulrum i gulve og vægge, alle rørene og diverse snore og revner, som musen bevæger sig i og på og omkring fremstår som en fuldendt og gådefuld parallelverden, hvor alskens gammelt bras og nips stadigt er at finde. Først sætter de to brødre nogle musefælder op, så lidt flere, for til sidst selv at blive ofre for et helt køkkengulv fyldt med fælder. Så anskaffer de sig den drabelige kat ved navn Catzilla (fnis-fnis!), hvilket heller ikke er nok, og sidste udvej bliver så skadedyrsbekæmperen Caesar (Christopher Walken). Med en djævelsk blanding af John Goodmans kollega fra "Araknofobi" (1990), Robert DeNiros brandmand fra "Backdraft" (1991) og agent Dale Cooper fra tv-serien "Twin Peaks" går denne dedikerede pro til værks, dog uden meget held. Her kører filmen på højtryk, og det er både sjovt og forbandet effektivt.
Huset er næsten smadret nu, men det lykkedes faktisk de uheldige helte at fange musen og sende den til Cuba. Desværre er der bare for lidt porto på æsken, så musen kommer tilbage og gør sit til at brødrenes højdepunkt, nemlig auktionen på huset, går totalt i vasken. Men det ender selvfølgeligt godt, omend temmeligt fabulerende. Nu har de kun sejlgarnsfabrikken tilbage, og med faderens mantra i minde bygger Ernie og Lars fabrikken om - med hjælp fra den sejlivede lille mus. Joh, der er skam fart over feltet og ægte fortælleglæde i "Mus i Eget Hus", der som antydet fungerer efter sin egen specielle logik og med sin perlerække af mærkværdige peroner. Udover de nævnte er det værd at notere sig en figur som den hollandske pige Hilde (vores hjemlige Camilla Søeberg - det varmer) med håret opsat som en sejlgarnsrulle, der selvfølgelig går ild i under den afsluttende auktion. "Der er en underfundighed midt i kaoset, som giver den dynamik, jeg søger. Og så er det i øvrigt fuldstændig absurd, og det har jeg en svaghed for," som Verbinski siger om historien. Vi må give ham ret: filmen er temmeligt overstyret, men vinder ved at være så stringent i sin galskab.
19/11-2018
