Himlen kan vente
2.0
Kevin Smith forsøger at udvide sit repertoire med den ambitiøse religionssatire "Dogma", men farer vild i et alt for besværligt plot.
Kevin Smiths "Clerks - Døgneren" indvarslede i 1994, sammen med Richard Linklaters "Slacker" (1991) og Quentin Tarantinos "Håndlangerne" (1992), det nybrud i amerikansk independent-film, som vi stadig ikke har set det sidste af. "Clerks"' to hovedpersoner, der ikke har større mål i livet end at snakke om Star Wars, æde chips og spille hockey, blev eksponenter for den 90'er sensibilitet, der er blevet kaldt Generation X.
Smith forsøgte at gentage succesen med den katastrofalt pubertære "Mallrats" (1995) og "Chasing Amy" (1997), hvor han skildrede forholdet mellem mænd og kvinder med større modenhed. Nu kommer "Dogma", hvor Smith vil træde helt ud af Generation X's skygge og angribe livets store spørgsmål. Imidlertid skulle han nok have taget et lidt større skridt, for vi er stadig i Smith-land, hvor 20-somethings plaprer løs om alt og ingenting.
Et himmelsk virvar
Handlingen er kompliceret og involverer et væld af personer, de fleste af dem mere eller mindre overflødige. De faldne engle Bartleby (Ben Affleck) og Loki (Matt Damon) blev smidt ud af Paradis og vandrer nu rundt i USA og afliver syndere. Imidlertid har de opdaget en vej tilbage til Himlen og hvis det lykkes dem, vil verden gå under, for da er Gud ikke længere ufejlbarlig (man skulle tro, at det faktum, at de overhovedet har mulighed for at komme tilbage, allerede beviser Guds fejlbarlighed, men lad os nu ikke grave dybere i det). Gud sender ærkeenglen Metatron (Alan Rickman) til Bethany (Linda Fiorentino), der er Jesu sidste efterkommer og derfor udvalgt til at stoppe de to onde engle. Som hjælpende profeter får hun Jay og Silent Bob (Jason Mewes og Kevin Smith), den trettende apostel Rufus (Chris Rock) og en tidligere græsk muse (Salma Hayek).
En guddommelig komedie?
Det er et klassisk komisk trick at konfrontere det hellige med det profane, og den taktik er naturligvis ikke gået Kevin Smiths næse forbi. "Dogma" er fuld af bandende engle, liderlige profeter og andre obskøniteter, heriblandt en ondsindet dæmon, der er lavet udelukkende af menneskelig afføring. Elegant.
Herudover forsøger Smith et par satiriske stik: En poppet ny-katolsk bevægelse, "Catholicism WOW!", er skyld i muligheden for verdens undergang, den trettende apostel var sort, og Gud er en kvinde (faktisk Alanis Morissette). Men Smith er et tolerant 90'er-barn, der ikke for alvor vil sige noget ondt om nogen. Religion er selvfølgelig OK, bare det ikke er ligesom alt for organiseret, vel?
Dræb dine favoritter
Selvom historien har nye boller på suppen, er stilen stadigt helt Kevin Smiths egen. Handlingen lunter af sted og består mest af lange dialog-scener. Det bizarre møde mellem Kevin Smiths prutte-sprog og fem-minutters Bibel-udredninger virker forfriskende til at begynde med, men holder ikke interessen i 2 timer og femten minutter. Det er lidt synd, for Smith har fået lokket en masse gode skuespillere med i noget, der på papiret så betydeligt mere spændende ud, end det er i virkeligheden.
Et mundheld for manuskriptskrivere hedder 'Kill your darlings', hvilket betyder, at man nogle gange skal ofre, hvad man holder mest af, hvis det ikke passer ind i historien. Måske skulle manuskriptskrivernes dødsengel have besøgt Smith lidt oftere?
Kevin Smiths "Clerks - Døgneren" indvarslede i 1994, sammen med Richard Linklaters "Slacker" (1991) og Quentin Tarantinos "Håndlangerne" (1992), det nybrud i amerikansk independent-film, som vi stadig ikke har set det sidste af. "Clerks"' to hovedpersoner, der ikke har større mål i livet end at snakke om Star Wars, æde chips og spille hockey, blev eksponenter for den 90'er sensibilitet, der er blevet kaldt Generation X.
Smith forsøgte at gentage succesen med den katastrofalt pubertære "Mallrats" (1995) og "Chasing Amy" (1997), hvor han skildrede forholdet mellem mænd og kvinder med større modenhed. Nu kommer "Dogma", hvor Smith vil træde helt ud af Generation X's skygge og angribe livets store spørgsmål. Imidlertid skulle han nok have taget et lidt større skridt, for vi er stadig i Smith-land, hvor 20-somethings plaprer løs om alt og ingenting.
Et himmelsk virvar
Handlingen er kompliceret og involverer et væld af personer, de fleste af dem mere eller mindre overflødige. De faldne engle Bartleby (Ben Affleck) og Loki (Matt Damon) blev smidt ud af Paradis og vandrer nu rundt i USA og afliver syndere. Imidlertid har de opdaget en vej tilbage til Himlen og hvis det lykkes dem, vil verden gå under, for da er Gud ikke længere ufejlbarlig (man skulle tro, at det faktum, at de overhovedet har mulighed for at komme tilbage, allerede beviser Guds fejlbarlighed, men lad os nu ikke grave dybere i det). Gud sender ærkeenglen Metatron (Alan Rickman) til Bethany (Linda Fiorentino), der er Jesu sidste efterkommer og derfor udvalgt til at stoppe de to onde engle. Som hjælpende profeter får hun Jay og Silent Bob (Jason Mewes og Kevin Smith), den trettende apostel Rufus (Chris Rock) og en tidligere græsk muse (Salma Hayek).
En guddommelig komedie?
Det er et klassisk komisk trick at konfrontere det hellige med det profane, og den taktik er naturligvis ikke gået Kevin Smiths næse forbi. "Dogma" er fuld af bandende engle, liderlige profeter og andre obskøniteter, heriblandt en ondsindet dæmon, der er lavet udelukkende af menneskelig afføring. Elegant.
Herudover forsøger Smith et par satiriske stik: En poppet ny-katolsk bevægelse, "Catholicism WOW!", er skyld i muligheden for verdens undergang, den trettende apostel var sort, og Gud er en kvinde (faktisk Alanis Morissette). Men Smith er et tolerant 90'er-barn, der ikke for alvor vil sige noget ondt om nogen. Religion er selvfølgelig OK, bare det ikke er ligesom alt for organiseret, vel?
Dræb dine favoritter
Selvom historien har nye boller på suppen, er stilen stadigt helt Kevin Smiths egen. Handlingen lunter af sted og består mest af lange dialog-scener. Det bizarre møde mellem Kevin Smiths prutte-sprog og fem-minutters Bibel-udredninger virker forfriskende til at begynde med, men holder ikke interessen i 2 timer og femten minutter. Det er lidt synd, for Smith har fået lokket en masse gode skuespillere med i noget, der på papiret så betydeligt mere spændende ud, end det er i virkeligheden.
Et mundheld for manuskriptskrivere hedder 'Kill your darlings', hvilket betyder, at man nogle gange skal ofre, hvad man holder mest af, hvis det ikke passer ind i historien. Måske skulle manuskriptskrivernes dødsengel have besøgt Smith lidt oftere?
19/11-2018
