Tomme tinder buldrer mest
2.0
Selv om de dramatiske scener står i kø i "Vertical Limit", er filmen en tam omgang. Overmæt af chok må man konstatere, at den gode historie lades i stikken
Søskendeparret Garrett er på det nærmeste født på en klippeside. Når deres kammerater tog med familien i Dyrehaven og satte drager op, tog familien Garrett ud at klatre. En dag faldt far Garrett desværre ned, til gengæld var det en heroisk affære, hvor han tryglede sønnen Peter om at kappe rebet, så ikke hele familien skulle styrte i afgrunden på én gang.
Et par år efter står Peter og hans søster, Annie, stadig med fødderne solidt plantet midt i dette traume. Peter klatrer ikke rigtig mere, mens Annie er i gang med at bestige alverdens tinder på faderens vegne. Imidlertid rammes Annie af en lavine og falder i en klippespalte i 7300 meters højde, da hun skal hjælpe en milliardær med at nå toppen af K2, og så må Peter finde rebet og isøksen frem igen. En lille redningsekspedition bevæbnet med nitroglycerin klatrer nu om kap med tiden for at finde Søs og de andre overlevende, før de dør af højdesyge.
Chok-overload
"Uha, det er spændende med sådan noget bjergbestigning", synes James Bond-instruktøren Martin Campbell at have tænkt ved sig selv, da han krøllede papiret med personkarakteristik og post-it-sedlen med det menneskelige drama sammen og smed det over i hjørnet. Så "Vertical Limit" bugner med laviner, styrt, eksplosioner, selvopofrelse og - i sagens natur - de obligatoriske cliffhangersekvenser. Der er simpelthen så meget af den slags, at det mod slutningen ganske enkelt bliver kedeligt. "Nå, faldt de nu ned igen? Ptøh, sådan en smule afgrund." Til gengæld er man ikke bare i nærheden af at lade sig engagere i de figurer, der firer sig ned og gisper efter vejret. Man bevæges ikke, selv om der lægges i primussen til den helt store gang patos.
Nosseløst bjerg
Som antydet er filmen mildest talt jævn. Det virker ikke som om, at Campbell har haft nogen andre ambitioner end at lave en film med en smart titel, der kunne danne platform for et comeback til sin (guderne må vide hvorfor) yndlingsskuespillerinde, den polsk/svenske Izabella Scorupco, samt stryge overskuddet på den slet skjult product placement, der i bedste Bond-stil er et stærkt iøjnefaldende element i filmen.
Chris O'Donnell kæmper bravt mod tyngdekraften og manuskriptets ligegyldigheder, og Scott Glenn og Bill Paxton leverer rutinerede, men standardprægede præstationer. Derimod skuffer bjerget fælt ved slet ikke at træde i karakter. Film-K2 er nogenlunde verdens mest gemytlige bjerg, og der skal en del nitroglycerin og folk med skumle motiver til, før at det bliver bare lidt farligt at kravle rundt på det. Skønne, spildte muligheder.
Søskendeparret Garrett er på det nærmeste født på en klippeside. Når deres kammerater tog med familien i Dyrehaven og satte drager op, tog familien Garrett ud at klatre. En dag faldt far Garrett desværre ned, til gengæld var det en heroisk affære, hvor han tryglede sønnen Peter om at kappe rebet, så ikke hele familien skulle styrte i afgrunden på én gang.
Et par år efter står Peter og hans søster, Annie, stadig med fødderne solidt plantet midt i dette traume. Peter klatrer ikke rigtig mere, mens Annie er i gang med at bestige alverdens tinder på faderens vegne. Imidlertid rammes Annie af en lavine og falder i en klippespalte i 7300 meters højde, da hun skal hjælpe en milliardær med at nå toppen af K2, og så må Peter finde rebet og isøksen frem igen. En lille redningsekspedition bevæbnet med nitroglycerin klatrer nu om kap med tiden for at finde Søs og de andre overlevende, før de dør af højdesyge.
Chok-overload
"Uha, det er spændende med sådan noget bjergbestigning", synes James Bond-instruktøren Martin Campbell at have tænkt ved sig selv, da han krøllede papiret med personkarakteristik og post-it-sedlen med det menneskelige drama sammen og smed det over i hjørnet. Så "Vertical Limit" bugner med laviner, styrt, eksplosioner, selvopofrelse og - i sagens natur - de obligatoriske cliffhangersekvenser. Der er simpelthen så meget af den slags, at det mod slutningen ganske enkelt bliver kedeligt. "Nå, faldt de nu ned igen? Ptøh, sådan en smule afgrund." Til gengæld er man ikke bare i nærheden af at lade sig engagere i de figurer, der firer sig ned og gisper efter vejret. Man bevæges ikke, selv om der lægges i primussen til den helt store gang patos.
Nosseløst bjerg
Som antydet er filmen mildest talt jævn. Det virker ikke som om, at Campbell har haft nogen andre ambitioner end at lave en film med en smart titel, der kunne danne platform for et comeback til sin (guderne må vide hvorfor) yndlingsskuespillerinde, den polsk/svenske Izabella Scorupco, samt stryge overskuddet på den slet skjult product placement, der i bedste Bond-stil er et stærkt iøjnefaldende element i filmen.
Chris O'Donnell kæmper bravt mod tyngdekraften og manuskriptets ligegyldigheder, og Scott Glenn og Bill Paxton leverer rutinerede, men standardprægede præstationer. Derimod skuffer bjerget fælt ved slet ikke at træde i karakter. Film-K2 er nogenlunde verdens mest gemytlige bjerg, og der skal en del nitroglycerin og folk med skumle motiver til, før at det bliver bare lidt farligt at kravle rundt på det. Skønne, spildte muligheder.
19/11-2018
