Mørkets hjerter
2.0
Hvordan er det nu en godt gys er skruet sammen? Er det ikke noget med enlige, unge kvinder i øde omgivelser? Små, tætknyttede øsamfund, hvor beboerne dækker over flere mord, som var det den naturligste ting i verden? Trods dårlige anmeldelser i Norge, strømmer publikum til for at se "Mørkets ø".
Denne gang foregår det i Norge, hvortil en ung lærinde, Julie, flytter for at undervise på den lokale skole. Fyret fra både job og kæreste i Danmark, ankommer hun en solskinsdag til en lille ø i den norske skærgård. Men fra starten passer hun ikke lige ind i det lille religiøse øsamfund. Hun skiller sig ud med sine storbymanérer og sit danske sprog, men mest af alt stikker hun sin næse i ting, der ikke kommer hende ved. Som hvorfor to piger og den tidligere lærer har begået selvmord. Og hvorfor lærerens efterladte datter Solveig bliver mobbet og chikaneret i skolen. Derudover forfølges og skræmmes hun af landsbytossen Lars. Heldigvis er der mennesker, der gerne støtter den vildfarne lærinde, og tilbyder hende plads i kirkekoret. Blandt disse er den lokale præst Roald, der spiller en altafgørende rolle for det isolerede samfund. Men Julie skal være forsigtig med hvem hun sætter sin lid til.
Mennesker på en ø
Sofie Gråbøl har hovedrollen i denne dansk/norsk produceret thriller, der nøje følger genrens konventioner. Hun spiller en yderst handlekraftig ung dame, der ikke sådan lader sig skræmme, og ikke er bange for at slå fra sig. Hun er helt igennem en person, der er sikker på sig selv og som står ved sine handlinger, overbevist om at de kan retfærdiggøres. Hun forstår at dele ud af sin kærlighed, hvilket især viser sig i hendes forhold til den yngre Solveig, der i den grad har brug for et par beskyttende vinger.
Sofie Gråbøl har hovedrollen, men Sina Langfeldt er den virkelige stjerne i rollen som Solveig. Med sit uskyldige og udtryksfulde ansigt bringer hun troværdighed til sin person trods sin unge alder (hun er født i 1984), i en rolle der psykologisk set er krævende. Paul-Ottar Haga gør sit bedste som præsten. Men ligesom Anneke von der Lippe i "Barbara" (1997) ikke har seksuel tiltrækningskraft nok til at mændene skulle drages i hobetal, så kan han ikke bringe den dér religiøse fanatisme op på et niveau, hvor hele samfundet lukker øjnene for mord og seksuel misbrug. Det drama, der udspiller sig mellem Solveig, Julie og den lokale præst Roald afspejler en god personinstruktion, og er velspillet af alle tre skuespillere. Desværre er det i selve personernes motiver og handlinger at troværdigheden går tabt.
Instruktøren Trygve Allister Diesen, der her debuterer med sin første spillefilm, må siges at gå målrettet til værks. Han holder sig til én historie, og fortæller den så enkelt som muligt for at øge spændingen. De mange nærbilleder af hovedpersonerne og store panoramaer er meget smukke og ofte fyldt med solskin. I kontrast virker håndholdte, hurtige kamerabevægelser som det ondes skjulte øjne. Vekselvirkningen bliver understreget af en blanding af iørefaldende rockmusik og stemningsskabende underlægningsmusik, hvilket skaber en dynamik, der fastholdes filmen igennem. En dynamik, der desværre brydes, fordi det er svært at forholde sig til øboernes sektagtige religion.
Min Gud, hvorfor har du forladt mig?
"Mørkets ø" er lagt stort op, og har den tekniske side af genren på plads, men den halter bagefter hvad plottet angår. Der antydes gentagne gange, at de tre ikke har begået selvmord, men er blevet myrdet, men hvorfor? Hvad er motivet? At de er Satans yngel? Religionen bliver gjort til den store, lystne syndebuk, og selv om religiøs fanatisme ikke er et ukendt begreb idag, så virker øboernes zombieagtige tilstand f. eks. i kirken i filmens dramatiske slutning ikke overbevisende. Slutningen efterlader for mange ubesvarede spørgsmål, og gøres så åben, at det er dybt utilfredsstillende i en film, der ellers er meget klar og tydelig i sin fortællemåde.
Det, der trækker filmens karakter op, er underlægningsmusikken, billederne samt skuespillernes præstationer, det, der trækker karakteren ned, er selve handlingen og især slutningen.
Denne gang foregår det i Norge, hvortil en ung lærinde, Julie, flytter for at undervise på den lokale skole. Fyret fra både job og kæreste i Danmark, ankommer hun en solskinsdag til en lille ø i den norske skærgård. Men fra starten passer hun ikke lige ind i det lille religiøse øsamfund. Hun skiller sig ud med sine storbymanérer og sit danske sprog, men mest af alt stikker hun sin næse i ting, der ikke kommer hende ved. Som hvorfor to piger og den tidligere lærer har begået selvmord. Og hvorfor lærerens efterladte datter Solveig bliver mobbet og chikaneret i skolen. Derudover forfølges og skræmmes hun af landsbytossen Lars. Heldigvis er der mennesker, der gerne støtter den vildfarne lærinde, og tilbyder hende plads i kirkekoret. Blandt disse er den lokale præst Roald, der spiller en altafgørende rolle for det isolerede samfund. Men Julie skal være forsigtig med hvem hun sætter sin lid til.
Mennesker på en ø
Sofie Gråbøl har hovedrollen i denne dansk/norsk produceret thriller, der nøje følger genrens konventioner. Hun spiller en yderst handlekraftig ung dame, der ikke sådan lader sig skræmme, og ikke er bange for at slå fra sig. Hun er helt igennem en person, der er sikker på sig selv og som står ved sine handlinger, overbevist om at de kan retfærdiggøres. Hun forstår at dele ud af sin kærlighed, hvilket især viser sig i hendes forhold til den yngre Solveig, der i den grad har brug for et par beskyttende vinger.
Sofie Gråbøl har hovedrollen, men Sina Langfeldt er den virkelige stjerne i rollen som Solveig. Med sit uskyldige og udtryksfulde ansigt bringer hun troværdighed til sin person trods sin unge alder (hun er født i 1984), i en rolle der psykologisk set er krævende. Paul-Ottar Haga gør sit bedste som præsten. Men ligesom Anneke von der Lippe i "Barbara" (1997) ikke har seksuel tiltrækningskraft nok til at mændene skulle drages i hobetal, så kan han ikke bringe den dér religiøse fanatisme op på et niveau, hvor hele samfundet lukker øjnene for mord og seksuel misbrug. Det drama, der udspiller sig mellem Solveig, Julie og den lokale præst Roald afspejler en god personinstruktion, og er velspillet af alle tre skuespillere. Desværre er det i selve personernes motiver og handlinger at troværdigheden går tabt.
Instruktøren Trygve Allister Diesen, der her debuterer med sin første spillefilm, må siges at gå målrettet til værks. Han holder sig til én historie, og fortæller den så enkelt som muligt for at øge spændingen. De mange nærbilleder af hovedpersonerne og store panoramaer er meget smukke og ofte fyldt med solskin. I kontrast virker håndholdte, hurtige kamerabevægelser som det ondes skjulte øjne. Vekselvirkningen bliver understreget af en blanding af iørefaldende rockmusik og stemningsskabende underlægningsmusik, hvilket skaber en dynamik, der fastholdes filmen igennem. En dynamik, der desværre brydes, fordi det er svært at forholde sig til øboernes sektagtige religion.
Min Gud, hvorfor har du forladt mig?
"Mørkets ø" er lagt stort op, og har den tekniske side af genren på plads, men den halter bagefter hvad plottet angår. Der antydes gentagne gange, at de tre ikke har begået selvmord, men er blevet myrdet, men hvorfor? Hvad er motivet? At de er Satans yngel? Religionen bliver gjort til den store, lystne syndebuk, og selv om religiøs fanatisme ikke er et ukendt begreb idag, så virker øboernes zombieagtige tilstand f. eks. i kirken i filmens dramatiske slutning ikke overbevisende. Slutningen efterlader for mange ubesvarede spørgsmål, og gøres så åben, at det er dybt utilfredsstillende i en film, der ellers er meget klar og tydelig i sin fortællemåde.
Det, der trækker filmens karakter op, er underlægningsmusikken, billederne samt skuespillernes præstationer, det, der trækker karakteren ned, er selve handlingen og især slutningen.
19/11-2018