Forlist
3.0
Tom Hanks skylles op på en øde ø og genforenes med "Forrest Gump"-instruktøren Robert Zemeckis i "Cast Away" - en fascinerende, men ikke ubetinget vellykket meditation over begrebet tid
Der sidder en mand på en tømmerflåde. Han hedder Chuck, men ligner til forveksling Tom Hanks på en dårlig dag. Og det med den dårlige dag er der en naturlig forklaring på. Chuck Noland har netop brugt fire år på at lave absolut ingenting.
Dybt at falde
Tid er penge, hedder et gammelt ordsprog, og det er Chuck helt enig i. Han arbejder for det transatlantiske pakkepostfirma FedEx, hvor alt opgøres i minutter og sekunder. "Tiden holder os varme eller slår os ihjel - og man må aldrig begå den synd at tabe tiden", råber han i en peptalk til sine medarbejdere. Det betyder desværre også, at der ikke er meget tid til samvær med kæresten Kelly (Helen Hunt). Selv under julemiddagen med familien kalder Chucks bipper ham af sted. Men flyet, der skal bringe ham til Fjernøsten, når aldrig sin destination. Det suges ind i et uvejr og nødlander i Stillehavet, hvor det knækker midt over som en våd langelænderpølse.
Næste morgen vågner Chuck med sand i munden på en ukendt strand. Han er alene. Det eneste andet levende væsen på øen er en krabbe. Med kun ganske få rekvisitter til sin rådighed - blandt andet et par FedEx-pakker, som er skyllet op på bredden - skal Chuck nu bruge tiden på at overleve og vente på hjælp. Men her hjælper ingen kære Mygind, og der er bestemt ikke megen Blå Lagune-romantik over "Cast Away". Hvad i alverden giver man sig til, når man vader rundt på en øde ø i hele fire år? Leder efter mad. Kommer til skade. Sover. Slår syge tænder ud af munden. Taler med sin volleyball. Sover noget mere. Bygger en tømmerflåde. Sender den af sted på prøve og ser den blive slået til smadder mod klipperne. Bygger en ny tømmerflåde.
Tavshed er guld
Man kan ikke sige andet, end at Chucks ophold på øen er gennemført med beundringsværdig filmisk konsekvens. Sjældent har man hørt så lidt dialog i en amerikansk mainstream-film, og det er der selvfølgelig indlysende grunde til - der er for fanden ingen andre mennesker på den skide ø.
Men også Robert Zemeckis' faste komponist, Alan Silvestri, holder sig tilbage i uhørt grad. Mens Zemeckis ventede på, at Hanks skulle blive tilpas udmagret, så "Cast Away" kunne optages færdig, instruerede han gyseren "Bag facaden" (2000). Den udmærkede sig ved at lade et imponerende antal scener foregå i stilhed, og i "Cast Away" er der slet ingen musik overhovedet i de godt fem kvarter, Hanks' ø-robinsonade varer. Zemeckis' blændende visuelle sans mærker man desværre ikke så meget til, og selv om man udmærket forstår hensigten med at trække opholdet på øen i langdrag - fire år er trods alt meget længe under sådanne omstændigheder - så undgår man som tilskuer ikke at kede sig lidt og i sit stille sind ønske, at Zemeckis og hans manuskriptforfatter havde disponeret deres stof en smule anderledes.
Ude af fokus
For det er først, da Chuck kommer tilbage til civilisationen - og det er ikke nogen overraskelse, at det gør han selvfølgelig - at filmen bliver reelt gribende. Hvordan forliger man sig med en verden, der for længst har afskrevet én som død, og en kæreste, som i mellemtiden har fundet en anden? Det bliver hurtigt klart, at Chuck er lige så strandet og forlist tilbage i sine vante omgivelser, som han var på den forrevne klippeø, og det er en tankevækkende problemstilling, som man næsten føler, at Zemeckis burde have brugt mere plads på. Her er potentiale til, at filmen endelig kan løfte sig og for alvor svæve af sted, men det hele er ovre lidt for hurtigt, og dramaet forbliver sært uforløst.
Tag ikke fejl, "Cast Away" er skam en interessant film, og værd at bruge to en halv time af sin dyrebare tid på. Alligevel forlader man biografen med en fornemmelse af, at den burde have været endnu bedre brugt.
Der sidder en mand på en tømmerflåde. Han hedder Chuck, men ligner til forveksling Tom Hanks på en dårlig dag. Og det med den dårlige dag er der en naturlig forklaring på. Chuck Noland har netop brugt fire år på at lave absolut ingenting.
Dybt at falde
Tid er penge, hedder et gammelt ordsprog, og det er Chuck helt enig i. Han arbejder for det transatlantiske pakkepostfirma FedEx, hvor alt opgøres i minutter og sekunder. "Tiden holder os varme eller slår os ihjel - og man må aldrig begå den synd at tabe tiden", råber han i en peptalk til sine medarbejdere. Det betyder desværre også, at der ikke er meget tid til samvær med kæresten Kelly (Helen Hunt). Selv under julemiddagen med familien kalder Chucks bipper ham af sted. Men flyet, der skal bringe ham til Fjernøsten, når aldrig sin destination. Det suges ind i et uvejr og nødlander i Stillehavet, hvor det knækker midt over som en våd langelænderpølse.
Næste morgen vågner Chuck med sand i munden på en ukendt strand. Han er alene. Det eneste andet levende væsen på øen er en krabbe. Med kun ganske få rekvisitter til sin rådighed - blandt andet et par FedEx-pakker, som er skyllet op på bredden - skal Chuck nu bruge tiden på at overleve og vente på hjælp. Men her hjælper ingen kære Mygind, og der er bestemt ikke megen Blå Lagune-romantik over "Cast Away". Hvad i alverden giver man sig til, når man vader rundt på en øde ø i hele fire år? Leder efter mad. Kommer til skade. Sover. Slår syge tænder ud af munden. Taler med sin volleyball. Sover noget mere. Bygger en tømmerflåde. Sender den af sted på prøve og ser den blive slået til smadder mod klipperne. Bygger en ny tømmerflåde.
Tavshed er guld
Man kan ikke sige andet, end at Chucks ophold på øen er gennemført med beundringsværdig filmisk konsekvens. Sjældent har man hørt så lidt dialog i en amerikansk mainstream-film, og det er der selvfølgelig indlysende grunde til - der er for fanden ingen andre mennesker på den skide ø.
Men også Robert Zemeckis' faste komponist, Alan Silvestri, holder sig tilbage i uhørt grad. Mens Zemeckis ventede på, at Hanks skulle blive tilpas udmagret, så "Cast Away" kunne optages færdig, instruerede han gyseren "Bag facaden" (2000). Den udmærkede sig ved at lade et imponerende antal scener foregå i stilhed, og i "Cast Away" er der slet ingen musik overhovedet i de godt fem kvarter, Hanks' ø-robinsonade varer. Zemeckis' blændende visuelle sans mærker man desværre ikke så meget til, og selv om man udmærket forstår hensigten med at trække opholdet på øen i langdrag - fire år er trods alt meget længe under sådanne omstændigheder - så undgår man som tilskuer ikke at kede sig lidt og i sit stille sind ønske, at Zemeckis og hans manuskriptforfatter havde disponeret deres stof en smule anderledes.
Ude af fokus
For det er først, da Chuck kommer tilbage til civilisationen - og det er ikke nogen overraskelse, at det gør han selvfølgelig - at filmen bliver reelt gribende. Hvordan forliger man sig med en verden, der for længst har afskrevet én som død, og en kæreste, som i mellemtiden har fundet en anden? Det bliver hurtigt klart, at Chuck er lige så strandet og forlist tilbage i sine vante omgivelser, som han var på den forrevne klippeø, og det er en tankevækkende problemstilling, som man næsten føler, at Zemeckis burde have brugt mere plads på. Her er potentiale til, at filmen endelig kan løfte sig og for alvor svæve af sted, men det hele er ovre lidt for hurtigt, og dramaet forbliver sært uforløst.
Tag ikke fejl, "Cast Away" er skam en interessant film, og værd at bruge to en halv time af sin dyrebare tid på. Alligevel forlader man biografen med en fornemmelse af, at den burde have været endnu bedre brugt.
19/11-2018
