Kærligheden i alle dens mange former
3.0
En mand står af et tog. Han er ranglet, har stikkende øjne bag runde briller - afgjort intellektuel - og et stort rødbusket fuldskæg, som giver hans ansigt en grotesk langstrukken form. Denne mand lægger kort efter øjne på en fodboldspillende kvinde med ordene: "Who's that ravishing boy?". Det første ordløse møde mellem den homoseksuelle forfatter Lytton Strachey og den drengede malerinde Carrington, er optakten til 17 års platonisk, men stormfuld kærlighed.
Igennem tiden har en række kvinder, som har fundet større tilfredsstillelse i at optræde i skikkelse af mænd end i skikkelse af kvinder, beriget deres eftertid såvel åndeligt som kunstnerisk. 1800-tallet bød på den franske forfatter Aurore Dudevant, bedre kendt under navnet George Sand, og starten af dette århundrede på den amerikanske forfatter Gertrude Stein. Den engelske maler Dora Carrington, en af Steins samtidige, er en langt mindre offentlig kendt person. Hun levede et tilbagetrukket liv, blev kun 38 år gammel, og nægtede at udstille sine billeder. Meget sigende, er det da heller ikke en biografi om hende, som ligger til grund for filmen, men i stedet bogen om hendes store kærlighed "Lytton Strachey", skrevet af Michael Holroyd.
Kærlighed fra uventet side
Dora Carrington, spillet af Emma Thompson, bliver i 1910 optaget på en kunstskole i London, dropper sit fornavn, som hun finder vulgært, og vil for al eftertid slet og ret kaldes Carrington. Hun klipper sit hår kort og ifører sig konsekvent mandetøj, for at tilnærme sig det køn, som hun føler et kraftigere tilhørsforhold til end sit eget. Fem år senere er den nu udøvende kunstner stadig jomfru og kæmper en fortsat kamp med sin tilbeder, den succesrige maler Mark Gertler, som lider hysterisk under hendes manglende interesse for sex.
Her kommer Lytton Strachey, i Jonathan Pryce's skikkelse, ind i billedet. Da han er erklæret homoseksuel og alfaderligt opdragende, er det med stor sindsro, at Mark overtaler Strachey til, på et intellektuelt plan, at indføre Carrington i seksualitetens forunderlige verden. Hvad han dog ikke i sin vildeste fantasi kan forudse er, at Carrington i Strachey finder sin første og største kærlighed - og fra starten kun er yderst tilfreds med, at sex ikke er en forventet fortsættelse af åndelig nærhed.
Strachey, og med ham Carrington, hører til i periferien af den gruppe af intellektuelle, Bloomsbury-kredsen, som fra begyndelsen af århundredet talte blandt andre Virginia Woolf, E.M. Forster og Bertrand Russell. I et fortløbende oprør mod victorianismen ophøjede kredsen de frie seksuelle relationer som kilden til et lykkeligt, uafhængigt liv. De historiske figurer optræder i filmen sparsomt og som ren stafage. I store skrud kaster de sig kådt i udskejende kropsvridninger, som får det umage par til at ønske sig tilbage i de pastoralt, fredfyldte landomgivelser, som er rammen om deres fælles liv. Men de frie seksuelle relationer tager de med sig i bagagen.
Filmen følger parret gennem de 17 år de når at få sammen, før mavekræften fortærer Strachey. Årene er delt op i afsnit, som for en god ordens skyld, bærer navnene på de mænd, som passerer gennem parrets hjem - og senge. Strachey nærmest truer Carrinton til at gifte sig med den blonde kæmpe Ralph Partridge (Steven Waddington), fordi det vil holde den biseksuelle Ralph i Stracheys nærhed. De lever i lykkelig treenighed for en periode, indtil nye erobringer gøres og relationerne omdefineres.
Blandede præstationer
Jonathan Pryce, som spiller Strachey, fik for sin indsats prisen for 'Bedste Mandlige Skuespiller' på årets Cannes Film Festival. Pryce's rolle er på én gang åndeligt forfinet og fysisk frastødende. Han finder balancen i neddæmpet stil, og gør Strachey til en elskelig særling. Hvis det har været filmens intension, at alle andre mænd skulle fremstå som hysteriske tåber, der end ikke når Strachey til sokkeholderne, må man sige, at det er lykkedes. Det kunne have været gjort på en mere elegant måde end her, hvor det oftest bare ligner dårligt skuespil.
Emma Thompson er umiddelbart et godt bud på Carrington, netop fordi hun naturligt udstråler så meget mere og andet end ren feminin sødme. Jeg kunne dog have undværet specielt det første møde med hende, hvor hun som fodboldspillende 'tomboy', med hendes 36-årige krop, kæmper for at illudere en 22-årig pige - med en 15-årig drengs ludende gang. Hendes forsøg på 'mandhaftige' bevægelser skurrer i øjnene flere gange, men forsvinder efterhånden bag den naturlighed, som ligger i hendes replikker. Hun formår at spille en utrolig sammensat figur. I det ene øjeblik er hun kontant og ovenpå i forhold til sine elskeres krav om nærhed, og i det næste selvudslettende med en vedvarende eftergivenhed over for Stracheys krav om opofrelse.
Og opofrelse vil han ha'. Det er Strachey, som definerer relationerne og iscenesætter arrangementerne. I en særligt mindeværdig scene, smukt underlagt af Michael Nymans enkle, men dybt stemningsfyldte musik, står Carrington ensom i mørket uden for huset og betragter de mange 'relationer' i deres soveværelser på 1. salen. Hendes tidligere mand med hans nye kone i ét rum, hendes egen elsker afventende i det næste og endelig Strachey med hans unge, smukke elsker i det sidste. Arrangementerne, som skulle manifestere den fuldendte frihed udstilles, og Carrington står bittert tilbage som slave af dem.
Noget mangler
Filmen gengiver en frisindethed, ingen tvivl om det, men manuskriptforfatter og debuterende instruktør, Christopher Hampton, tør alligevel ikke følge historien helt til dørs. Ifølge det litterære forlæg, har Carrington også et antal affærer med kvinder. Filmen giver ikke det svageste 'hint' om Carringtons biseksualitet, selvom der svælges i alle andre tænkelige koblinger af kønnene. Hvorfor? Er den etablerede filmverden, selv i en 'arthouse' film som "Carrington", endnu ikke parat til at vise kærligheden i alle dens mange former? At spille bøsse i den selvsamme etablerede filmverden er ikke længere et vovestykke - faktisk ligger der latent prispotentiale i det. Tom Hanks' Oscar for hans rolle i "Philadelphia" er et eksempel. Pryce har som sagt allerede taget palmerne, og mon han ikke også er godt på vej til en Oscar-nominering.
Stracheys homoseksualitet forblev, ifølge filmen, en smertefuld barriere mellem ham og Carrington. Der er en sær symbolik i, at hans seksualitet, i en film produceret mere end 60 år efter enden på deres fælles liv, stadig tildeles større vigtighed end hendes.
Igennem tiden har en række kvinder, som har fundet større tilfredsstillelse i at optræde i skikkelse af mænd end i skikkelse af kvinder, beriget deres eftertid såvel åndeligt som kunstnerisk. 1800-tallet bød på den franske forfatter Aurore Dudevant, bedre kendt under navnet George Sand, og starten af dette århundrede på den amerikanske forfatter Gertrude Stein. Den engelske maler Dora Carrington, en af Steins samtidige, er en langt mindre offentlig kendt person. Hun levede et tilbagetrukket liv, blev kun 38 år gammel, og nægtede at udstille sine billeder. Meget sigende, er det da heller ikke en biografi om hende, som ligger til grund for filmen, men i stedet bogen om hendes store kærlighed "Lytton Strachey", skrevet af Michael Holroyd.
Kærlighed fra uventet side
Dora Carrington, spillet af Emma Thompson, bliver i 1910 optaget på en kunstskole i London, dropper sit fornavn, som hun finder vulgært, og vil for al eftertid slet og ret kaldes Carrington. Hun klipper sit hår kort og ifører sig konsekvent mandetøj, for at tilnærme sig det køn, som hun føler et kraftigere tilhørsforhold til end sit eget. Fem år senere er den nu udøvende kunstner stadig jomfru og kæmper en fortsat kamp med sin tilbeder, den succesrige maler Mark Gertler, som lider hysterisk under hendes manglende interesse for sex.
Her kommer Lytton Strachey, i Jonathan Pryce's skikkelse, ind i billedet. Da han er erklæret homoseksuel og alfaderligt opdragende, er det med stor sindsro, at Mark overtaler Strachey til, på et intellektuelt plan, at indføre Carrington i seksualitetens forunderlige verden. Hvad han dog ikke i sin vildeste fantasi kan forudse er, at Carrington i Strachey finder sin første og største kærlighed - og fra starten kun er yderst tilfreds med, at sex ikke er en forventet fortsættelse af åndelig nærhed.
Strachey, og med ham Carrington, hører til i periferien af den gruppe af intellektuelle, Bloomsbury-kredsen, som fra begyndelsen af århundredet talte blandt andre Virginia Woolf, E.M. Forster og Bertrand Russell. I et fortløbende oprør mod victorianismen ophøjede kredsen de frie seksuelle relationer som kilden til et lykkeligt, uafhængigt liv. De historiske figurer optræder i filmen sparsomt og som ren stafage. I store skrud kaster de sig kådt i udskejende kropsvridninger, som får det umage par til at ønske sig tilbage i de pastoralt, fredfyldte landomgivelser, som er rammen om deres fælles liv. Men de frie seksuelle relationer tager de med sig i bagagen.
Filmen følger parret gennem de 17 år de når at få sammen, før mavekræften fortærer Strachey. Årene er delt op i afsnit, som for en god ordens skyld, bærer navnene på de mænd, som passerer gennem parrets hjem - og senge. Strachey nærmest truer Carrinton til at gifte sig med den blonde kæmpe Ralph Partridge (Steven Waddington), fordi det vil holde den biseksuelle Ralph i Stracheys nærhed. De lever i lykkelig treenighed for en periode, indtil nye erobringer gøres og relationerne omdefineres.
Blandede præstationer
Jonathan Pryce, som spiller Strachey, fik for sin indsats prisen for 'Bedste Mandlige Skuespiller' på årets Cannes Film Festival. Pryce's rolle er på én gang åndeligt forfinet og fysisk frastødende. Han finder balancen i neddæmpet stil, og gør Strachey til en elskelig særling. Hvis det har været filmens intension, at alle andre mænd skulle fremstå som hysteriske tåber, der end ikke når Strachey til sokkeholderne, må man sige, at det er lykkedes. Det kunne have været gjort på en mere elegant måde end her, hvor det oftest bare ligner dårligt skuespil.
Emma Thompson er umiddelbart et godt bud på Carrington, netop fordi hun naturligt udstråler så meget mere og andet end ren feminin sødme. Jeg kunne dog have undværet specielt det første møde med hende, hvor hun som fodboldspillende 'tomboy', med hendes 36-årige krop, kæmper for at illudere en 22-årig pige - med en 15-årig drengs ludende gang. Hendes forsøg på 'mandhaftige' bevægelser skurrer i øjnene flere gange, men forsvinder efterhånden bag den naturlighed, som ligger i hendes replikker. Hun formår at spille en utrolig sammensat figur. I det ene øjeblik er hun kontant og ovenpå i forhold til sine elskeres krav om nærhed, og i det næste selvudslettende med en vedvarende eftergivenhed over for Stracheys krav om opofrelse.
Og opofrelse vil han ha'. Det er Strachey, som definerer relationerne og iscenesætter arrangementerne. I en særligt mindeværdig scene, smukt underlagt af Michael Nymans enkle, men dybt stemningsfyldte musik, står Carrington ensom i mørket uden for huset og betragter de mange 'relationer' i deres soveværelser på 1. salen. Hendes tidligere mand med hans nye kone i ét rum, hendes egen elsker afventende i det næste og endelig Strachey med hans unge, smukke elsker i det sidste. Arrangementerne, som skulle manifestere den fuldendte frihed udstilles, og Carrington står bittert tilbage som slave af dem.
Noget mangler
Filmen gengiver en frisindethed, ingen tvivl om det, men manuskriptforfatter og debuterende instruktør, Christopher Hampton, tør alligevel ikke følge historien helt til dørs. Ifølge det litterære forlæg, har Carrington også et antal affærer med kvinder. Filmen giver ikke det svageste 'hint' om Carringtons biseksualitet, selvom der svælges i alle andre tænkelige koblinger af kønnene. Hvorfor? Er den etablerede filmverden, selv i en 'arthouse' film som "Carrington", endnu ikke parat til at vise kærligheden i alle dens mange former? At spille bøsse i den selvsamme etablerede filmverden er ikke længere et vovestykke - faktisk ligger der latent prispotentiale i det. Tom Hanks' Oscar for hans rolle i "Philadelphia" er et eksempel. Pryce har som sagt allerede taget palmerne, og mon han ikke også er godt på vej til en Oscar-nominering.
Stracheys homoseksualitet forblev, ifølge filmen, en smertefuld barriere mellem ham og Carrington. Der er en sær symbolik i, at hans seksualitet, i en film produceret mere end 60 år efter enden på deres fælles liv, stadig tildeles større vigtighed end hendes.
19/11-2018
