Stærk film noir
5.0
Orson Welles' "Politiets Blinde Øje" har repremiere. Og det er et storslået gensyn med en af filmhistoriens store skatte.
41 år efter at "Politiets Blinde Øje" blev produceret, har filmen nu repremiere i en restaureret og omklippet directors cut-udgave. Da instruktøren Orson Welles skulle afslutte filmproduktionen på "Politiets Blinde Øje" i 1957, overlod filmselskabet mod hans vilje klipningen til en anden. Welles skrev 58
siders kommentarer om, hvordan han ville have, at den endelige film skulle være. Men Universal Studios klippede hen over hovedet på ham, og filmen blev aldrig helt, som han havde ønsket det. 14 år efter hans død skulle Welles vilje dog alligevel sejre, da denne nyrestaurerede udgave er forsøgt fremstillet efter de klippeinstruktioner, som han efterlod sig.
"Politiets Blinde Øje" er blevet 16 minutter længere, billederne klarere og flere klip er blevet ændret og finpudset. Og den legendariske introscene med det lange 3 minutters take uden et eneste klip, er nu kommet helt til sin ret, da de forstyrrende credits er fjernet, og de originale lyde er lagt ind. Dog er Henry Mancinis skarpe og intensiverende grundsmusik, som understøttede bombens tikken, også blevet skiftet ud med et mere blødt og jazzet nummer. Det tager desværre toppen af den helhed, som scenen oprindeligt havde.
Magtmisbrug og korruption
"Politiets Blinde Øje" lægger hårdt ud med et bilbombe-mord i en by tæt ved den mexicanske grænse. Settingen er dyster og mørk, gaderne skumle, og den uhyggelige stemning lurer under byens overflade. Den mexicanske narko-politimand Mike Vargas er på bryllupsrejse med sin nybagte hustru, men deres forelskelse afbrydes brat - rent konkret midt i et kys - af forbrydelsen. Kriminaliteten skærer sig igennem deres kærlighedsrejse, og Vargas
drages mod opklaringen af sagen. Han ofrer gradvist sin bryllupsrejse for en rejse ind i magtmisbrug, politikorruption, løgn og ondskab. Orson Welles er hans seje modspiller i den fabelagtige rolle som den depraverede og korrupte politiinspektør Hank Quinlan. Quinlan er politiets store idol, som dog med årene er blevet et bittert og usympatisk stort, forsumpet skrummel. Han tromler sig igennem kriminaliteten på sin egen korrupte facon -hen over hovedet på den altruistisk ærlige politimand Vargas. Magtkampen er begyndt, og de to mænd kæmper på hver sin side af lovens grænser for at håndhæve den.
Rendyrket film noir
Skæve kameravinkler, sublime lys- og skyggevirkninger, skumle gader, hvor alt kan ske, et splittet kvindebillede og en helt, som selv er ved at blive opslugt af det kriminelle helvede, er alle facetter, som hører sig til i en klassisk film noir. Og det er "Politiets Blinde Øje" et mesterligt eksempel på.
Den amerikanske film noir epoke strak sig fra 40erne og op igennem 50erne. Det var Hollywoods storhedstid og mest kreative periode i filmhistorien.
"Politiets Blinde Øje" blev produceret i slutningen af perioden, og resultatet blev en veldrejet og rendyrket film noir. Racisme, korruption, prostitution og narkotika var samtidens kontroversielle emner, og de er alle blandet herligt i denne fremragende noircocktail. Helvede er for alvor brudt løs og
ondskaben lurer overalt i Welles' dynamiske og eksperimenterende noir univers, som uden at ryste på hånden vender vrangen ud på Amerikas samtid.
En lysende stjerne i den amerikanske filmhistorie
"Politiets Blinde Øje" er seværdig både for nye øjne og for filmelskeren, som vil få et glædeligt gensyn med filmen. Den efterlader publikum med en veltilfreds følelse af, at Welles stærke, ekspressive filmsprog stadig lever til fulde. Og filmen har fortjent at blive trukket frem af filmhistoriens
skatkammer, og blive hyldet igen på det store lærred. For kun på den store skærm er denne 1. klasses film noir i sit rette element med sine
ekspressionistiske lys- og skyggevirkninger. Den er en af de lysende stjerner i den amerikanske filmhistorie, og gensynet med den er en blændende fornøjelse.
41 år efter at "Politiets Blinde Øje" blev produceret, har filmen nu repremiere i en restaureret og omklippet directors cut-udgave. Da instruktøren Orson Welles skulle afslutte filmproduktionen på "Politiets Blinde Øje" i 1957, overlod filmselskabet mod hans vilje klipningen til en anden. Welles skrev 58
siders kommentarer om, hvordan han ville have, at den endelige film skulle være. Men Universal Studios klippede hen over hovedet på ham, og filmen blev aldrig helt, som han havde ønsket det. 14 år efter hans død skulle Welles vilje dog alligevel sejre, da denne nyrestaurerede udgave er forsøgt fremstillet efter de klippeinstruktioner, som han efterlod sig.
"Politiets Blinde Øje" er blevet 16 minutter længere, billederne klarere og flere klip er blevet ændret og finpudset. Og den legendariske introscene med det lange 3 minutters take uden et eneste klip, er nu kommet helt til sin ret, da de forstyrrende credits er fjernet, og de originale lyde er lagt ind. Dog er Henry Mancinis skarpe og intensiverende grundsmusik, som understøttede bombens tikken, også blevet skiftet ud med et mere blødt og jazzet nummer. Det tager desværre toppen af den helhed, som scenen oprindeligt havde.
Magtmisbrug og korruption
"Politiets Blinde Øje" lægger hårdt ud med et bilbombe-mord i en by tæt ved den mexicanske grænse. Settingen er dyster og mørk, gaderne skumle, og den uhyggelige stemning lurer under byens overflade. Den mexicanske narko-politimand Mike Vargas er på bryllupsrejse med sin nybagte hustru, men deres forelskelse afbrydes brat - rent konkret midt i et kys - af forbrydelsen. Kriminaliteten skærer sig igennem deres kærlighedsrejse, og Vargas
drages mod opklaringen af sagen. Han ofrer gradvist sin bryllupsrejse for en rejse ind i magtmisbrug, politikorruption, løgn og ondskab. Orson Welles er hans seje modspiller i den fabelagtige rolle som den depraverede og korrupte politiinspektør Hank Quinlan. Quinlan er politiets store idol, som dog med årene er blevet et bittert og usympatisk stort, forsumpet skrummel. Han tromler sig igennem kriminaliteten på sin egen korrupte facon -hen over hovedet på den altruistisk ærlige politimand Vargas. Magtkampen er begyndt, og de to mænd kæmper på hver sin side af lovens grænser for at håndhæve den.
Rendyrket film noir
Skæve kameravinkler, sublime lys- og skyggevirkninger, skumle gader, hvor alt kan ske, et splittet kvindebillede og en helt, som selv er ved at blive opslugt af det kriminelle helvede, er alle facetter, som hører sig til i en klassisk film noir. Og det er "Politiets Blinde Øje" et mesterligt eksempel på.
Den amerikanske film noir epoke strak sig fra 40erne og op igennem 50erne. Det var Hollywoods storhedstid og mest kreative periode i filmhistorien.
"Politiets Blinde Øje" blev produceret i slutningen af perioden, og resultatet blev en veldrejet og rendyrket film noir. Racisme, korruption, prostitution og narkotika var samtidens kontroversielle emner, og de er alle blandet herligt i denne fremragende noircocktail. Helvede er for alvor brudt løs og
ondskaben lurer overalt i Welles' dynamiske og eksperimenterende noir univers, som uden at ryste på hånden vender vrangen ud på Amerikas samtid.
En lysende stjerne i den amerikanske filmhistorie
"Politiets Blinde Øje" er seværdig både for nye øjne og for filmelskeren, som vil få et glædeligt gensyn med filmen. Den efterlader publikum med en veltilfreds følelse af, at Welles stærke, ekspressive filmsprog stadig lever til fulde. Og filmen har fortjent at blive trukket frem af filmhistoriens
skatkammer, og blive hyldet igen på det store lærred. For kun på den store skærm er denne 1. klasses film noir i sit rette element med sine
ekspressionistiske lys- og skyggevirkninger. Den er en af de lysende stjerner i den amerikanske filmhistorie, og gensynet med den er en blændende fornøjelse.
19/11-2018
