Rystende vulkaner
1.0
Bredt anlagt Hollywoodfilm om vulkaner vælger klichéen frem for fortællingen.
Nu om dage er alle vant til at se filmen som en kunstart, men sådan har det ikke altid været. I filmens barndom, fra dens fødsel i starten af forrige århundrede og to årtier frem, var filmen underholdning på linie med vaudeviller og rutschebaner, og typisk blev forestillingerne vist i tivolier og på markeds-pladser. Filmene havde ikke meget handling, de var i stedet sensationer på linie med skæggede damer og siamesiske tvillinger.
Siden udviklede filmen sig heldigvis, men noget kunne tyde på, at den er ved at gå i barndom igen. Med opfindelsen af computergrafikken og den store succes med "Jurrasic Park", er en ny genre skudt frem, computer-special-effects-filmen. Genren kendes ved, at det helt centrale i filmene er spektakulære special effects (som markedsføres for formuer), mens skuespillere, sammenhængende handling og kunstneriske ambitioner nedprioriteres. Der sigtes bredt, meget bredt, på at ramme hele familien, typisk som store sommerpremierer i USA, hvor man har tradition for den slags. Eksempler er "Independence Day", "Twister" og nu: "Dantes Peak".
Sodregn og skovbrande
"Dantes Peak" handler, som den slags film skal gøre, om noget spektakulært: vulkanudbrud. Pierce Brosnan (også kendt som James Bond) spiller en vulkanekspert, der kommer til en lille by for at undersøge visse uregelmæssigheder ved den nærliggende, udslukkede (not!) vulkan. Linda Hamilton er den kvindelige hovedperson, byens borgmester og enlig mor til to børn. Byrådet vil helst dysse risikoen for et udbrud ned, trods advarselstegn en masse. Men, men, men... Selvfølgelig går vulkanen pludselig i udbrud, selvfølgelig tager borgmesterindens to små børn afsted midt i sodregn og skovbrande for at besøge deres farmor, der bor på selve vulkanen. Og selvfølgelig må vores hovedpersoner tage den drøje tur op gennem lavaen for at redde børnene. Gæt selv om det lykkes. Gæt selv om de også får den søde lille hund med ned.
Halvt sexsymbol, halvt Jytte Hilden
På sin vis holder filmen, hvad den lover. Der er tonsvis at computereffekter, eksplosioner, flydende lava, flyvende murbrokker, vanvittige floder, der går over deres bredder og sidst men ikke mindst en kæmpestor pyroklastisk sky. Der er præcis så underholdende som det lyder, så længe effekterne ruller afsted. Til gengæld er der ikke andet i filmen. Handlingen er så klichéfyldt, at det næsten gør ondt. Alle de onde dør, alle de gode overlever. Stiger et nøgent par ned i en varm bjergsø for at gøre det frække, er de kogt inden for et minut. Skuespillet er, helt i traditionen fra "Jurassic Park", en katastrofe. Linda Hamilton slipper hæderligt fra den umulige rolle som halvt sexsymbol og halvt Jytte Hilden. Værre går det Pierce Brosnan, som har to potentielle roller han kan spille: James Bond eller en karikatur på James Bond (som i "Mars Attacks!"). Her ender han ca. midt i mellem. Værst er dog de to børn. Amerikanske familiefilm skal pr. definition være klæge og sentimentale i tide og utide, og som "Jurrasic Park", har også "Dantes Peak" to vådøjede børn, som det yngre publikum kan identificere sig med. Jeg heppede hele vejen gennem filmen på, at lavaen skulle opsluge de to møgunger.
Hvor er historien?
Nu kan man brokke sig længe over, at amerikanske underholdningsfilm ikke er stor kunst. Det skal ikke ske her. Derimod må det være tilladt at ærgre sig over, at en film som "Dantes Peak" ikke fortæller en ordentlig historie. For hvor oplagt ideen end er, så er der potentiale i oplægget med den lille by for foden af den frygtelige vulkan med den pyroklastiske sky til at lave en allerhelvedes god Hollywoodfilm. Bare scenen, hvor byen er samlet for at blive orienteret om evakueringsplaner, og vulkanen går i udbrud, de målløse byboere pludselig står med en kæmpe sodsky over byen, er spændende og foruroligende på et helt basalt plan. Så meget mere ærgerligt er det, at filmen mangler den grundlæggende kærlighed til dét at fortælle på film, og i stedet er blevet et stort, sammenstykket monster af en bredt anlagt gang ingenting, der mest minder om en oppustet trailer.
Må den tid snart komme, hvor computereffekters sensationsværdi er gået i sig selv igen, så de kan bruges til at lave film med i stedet for digitaliserede skæggede damer.
Nu om dage er alle vant til at se filmen som en kunstart, men sådan har det ikke altid været. I filmens barndom, fra dens fødsel i starten af forrige århundrede og to årtier frem, var filmen underholdning på linie med vaudeviller og rutschebaner, og typisk blev forestillingerne vist i tivolier og på markeds-pladser. Filmene havde ikke meget handling, de var i stedet sensationer på linie med skæggede damer og siamesiske tvillinger.
Siden udviklede filmen sig heldigvis, men noget kunne tyde på, at den er ved at gå i barndom igen. Med opfindelsen af computergrafikken og den store succes med "Jurrasic Park", er en ny genre skudt frem, computer-special-effects-filmen. Genren kendes ved, at det helt centrale i filmene er spektakulære special effects (som markedsføres for formuer), mens skuespillere, sammenhængende handling og kunstneriske ambitioner nedprioriteres. Der sigtes bredt, meget bredt, på at ramme hele familien, typisk som store sommerpremierer i USA, hvor man har tradition for den slags. Eksempler er "Independence Day", "Twister" og nu: "Dantes Peak".
Sodregn og skovbrande
"Dantes Peak" handler, som den slags film skal gøre, om noget spektakulært: vulkanudbrud. Pierce Brosnan (også kendt som James Bond) spiller en vulkanekspert, der kommer til en lille by for at undersøge visse uregelmæssigheder ved den nærliggende, udslukkede (not!) vulkan. Linda Hamilton er den kvindelige hovedperson, byens borgmester og enlig mor til to børn. Byrådet vil helst dysse risikoen for et udbrud ned, trods advarselstegn en masse. Men, men, men... Selvfølgelig går vulkanen pludselig i udbrud, selvfølgelig tager borgmesterindens to små børn afsted midt i sodregn og skovbrande for at besøge deres farmor, der bor på selve vulkanen. Og selvfølgelig må vores hovedpersoner tage den drøje tur op gennem lavaen for at redde børnene. Gæt selv om det lykkes. Gæt selv om de også får den søde lille hund med ned.
Halvt sexsymbol, halvt Jytte Hilden
På sin vis holder filmen, hvad den lover. Der er tonsvis at computereffekter, eksplosioner, flydende lava, flyvende murbrokker, vanvittige floder, der går over deres bredder og sidst men ikke mindst en kæmpestor pyroklastisk sky. Der er præcis så underholdende som det lyder, så længe effekterne ruller afsted. Til gengæld er der ikke andet i filmen. Handlingen er så klichéfyldt, at det næsten gør ondt. Alle de onde dør, alle de gode overlever. Stiger et nøgent par ned i en varm bjergsø for at gøre det frække, er de kogt inden for et minut. Skuespillet er, helt i traditionen fra "Jurassic Park", en katastrofe. Linda Hamilton slipper hæderligt fra den umulige rolle som halvt sexsymbol og halvt Jytte Hilden. Værre går det Pierce Brosnan, som har to potentielle roller han kan spille: James Bond eller en karikatur på James Bond (som i "Mars Attacks!"). Her ender han ca. midt i mellem. Værst er dog de to børn. Amerikanske familiefilm skal pr. definition være klæge og sentimentale i tide og utide, og som "Jurrasic Park", har også "Dantes Peak" to vådøjede børn, som det yngre publikum kan identificere sig med. Jeg heppede hele vejen gennem filmen på, at lavaen skulle opsluge de to møgunger.
Hvor er historien?
Nu kan man brokke sig længe over, at amerikanske underholdningsfilm ikke er stor kunst. Det skal ikke ske her. Derimod må det være tilladt at ærgre sig over, at en film som "Dantes Peak" ikke fortæller en ordentlig historie. For hvor oplagt ideen end er, så er der potentiale i oplægget med den lille by for foden af den frygtelige vulkan med den pyroklastiske sky til at lave en allerhelvedes god Hollywoodfilm. Bare scenen, hvor byen er samlet for at blive orienteret om evakueringsplaner, og vulkanen går i udbrud, de målløse byboere pludselig står med en kæmpe sodsky over byen, er spændende og foruroligende på et helt basalt plan. Så meget mere ærgerligt er det, at filmen mangler den grundlæggende kærlighed til dét at fortælle på film, og i stedet er blevet et stort, sammenstykket monster af en bredt anlagt gang ingenting, der mest minder om en oppustet trailer.
Må den tid snart komme, hvor computereffekters sensationsværdi er gået i sig selv igen, så de kan bruges til at lave film med i stedet for digitaliserede skæggede damer.
19/11-2018
