En død sild

2.0
De har den bedste monster-designer og den rigtige computergrafik - men hvor er uhyggen?

Jeg sætter mig godt til rette i biografsædet. Det eneste jeg ved om filmen er, at det er en science fiction-vrøvlehistorie med et monster, der spreder skræk og rædsel. Det er heldigvis lige noget for mig, tænker jeg, mens jeg tager et godt greb i armlænene og nervøst glæder mig til at blive rigtig godt og grundigt forskrækket.

Lyset dæmpes, det ildevarslende soundtrack og titelsekvensen er i gang. Det navn, der springer i øjnene er H. R. Giger - krediteret som "Sil" designer. Det var jo ham, der designede de der ulækre, slimede monstre i "Alien"-filmene, husker jeg, og selv om jeg ikke ved, hvad en "Sil" er, så har jeg en fornemmelse af, at den nok skal blive et behageligt ubehageligt bekendtskab.

I et stort laboratorium går nogle mænd rundt i hvide beskyttelsesdragter og gasmasker. De ordner et eller andet med et stort glasbur. En lille pige, som er meget ulykkelig og ked af det, er spærret inde i buret. Med tårer i øjnene kigger hun op på Ben Kingsley, som i filmens anledning er blevet videnskabsmand og chef for foretagendet. Gennem de mange lag af panserglas ser jeg sammen med pigen, at også Kingsley må knibe en tåre fra sin overvågningspost. Hvorfor er pigen spærret inde, hvorfor græder de begge to, og hvad foregår der i det hele taget? - det er faktisk ret spændende, synes jeg...

Lidt senere finder jeg ud af, at der er noget, der er gået helt galt. Kingsley har været nødt til at tilkalde en flok specialister. Den tæller blandt andet Michael Madsen og Forest Whitaker. Jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt Madsen blot spiller en rolle, eller han rent faktisk er en kold og kynisk "terminator"? - Whitaker er i hvert fald en stor, godmodig fyr med hjertet på rette sted - og i filmen er han også synsk. Deres opgave lyder noget i retning af "seek and destroy", og byttet er "Sil", som spilles af debutanten og modellen Natasha Henstridge. Og hun er da bestemt en "sild", synes jeg.

Sil søger mage
Mens "Sil" jages af Kingsley og co., er hun er også selv på jagt. Nemlig efter en mage, som kan befrugte hende og blive stamfar til en ny slægt af små "Sil"-børn. Så jeg ser "Sil" fløjte rundt på diskoteker, hvor hun samler mænd op, så det er en lyst. Og ja, der er rigeligt af blødt belyst og velproduceret lir, hvis man er til den slags. Der er dog den lille hage ved det, at "Sil" har en uvane med at blive lidt for voldsom og udnytte sin medfødte evne til at skifte ham - til et eksklusivt Giger-design. Det er ikke lige noget, mændene tænder på - faktisk efterlader det dem ret kolde. Det går dog også lidt ud over "Sil" selv - hun får ikke rigtig, hvad hun kommer for, om jeg så må sige.

Men nu begynder jeg så småt at irritere mig over filmens platte spekulation i sex-scener, der uden elegance prøver at spille på mænds angst for dominerende kvinder - "Sil" er jo lidt af en "man-eater". Og hvad er det egentlig for en detektivhistorie, hvor detektiverne ikke rigtig laver andet end at dukke op - for sent - på gerningsstederne. De burde lægge smarte planer, regne ting ud og sådan noget, synes jeg. Men nej, der sker ikke andet end at Forest Whitaker en gang i mellem får en eller anden himmelsk åbenbaring, og så tager de alle sammen et nyt sted hen og kommer - for sent.

Så, endelig - nu sker der noget. "Sil" er blevet befrugtet, og hun flygter ned i kloakerne. Hele banden efter hende - fedt nok, tænker jeg, en mørk labyrint af våde kloakrør og nogle bundløse vandgrave: Måske kan jeg alligevel få stof til nogle paranoide og klaustrofobiske mareridt i nat.
Joh, der er lidt special effects, der er et enkelt mord, der er flammekastere og væltede perspektiver, men der er ikke rigtig noget ved det. Det er alt sammen set før og bedre - ikke engang monstret er ordentligt uhyggeligt, og det er da alligevel utroligt med alle de penge og al den computergrafik. Jeg kommer til at tænke på, at også i "Judge Dredd" er computerne med til at dræbe en i forvejen halvdød film. Måske skulle Hollywood skrotte noget af maskinparken og satse mere på papmaché-produktudviklingen...

Nå, filmen er færdig. Monstret blev vistnok dræbt. Det blev mine spændte forventninger også.
Species