PÅ DØDENS VEJ
3.0
Effektiv og veldrejet thriller inviterer til et kig bag de nedrullede persienner i USA's pæne villakvarterer
Mark Pellington er et ukendt navn i danske biografer, men selvom "Arlington Road" blot er hans anden spillefilm, er den særdeles rutineret skruet sammen. Instruktøren, der har trådt sine barnesko i musikvideoens verden, har sans for de små gys hele filmen igennem, og det visuelle udtryk er bemærkelsesværdigt med et knugende og velvalgt brug af mørke. Den dystre tone understøttes af Angelo Badalamentis foruroligende lydbilleder - en specialitet som komponisten har haft rig lejlighed til at perfektionere i sit lange samarbejde med David Lynch.
På en øde villavej i udkanten af Washington vakler en udmattet dreng omkring med en blodig hånd. Han bringes på hospitalet af universitetslæreren Michael Faraday (Jeff Bridges), og sådan starter bekendtskabet mellem Michael og drengens forældre Mr. og Mrs. Lang (Tim Robbins og Joan Cusack). Det viser sig, at de faktisk er naboer, og snart bliver Michaels søn bedste venner med den uheldige dreng på den anden side af vejen, der tilsyneladende var uforsigtig med fyrværkeri. Små unøjagtigheder omkring Lang familien får dog snart Michael til at fatte mistanke om skumle hensigter og bomber i baghaven. Mistanken er gennemsyret af en stadigt nagende sorg efter sin kones arbejdsulykke i forbindelse med en FBI razzia og måske af en livlig fantasi afledt af sit eget kursus om terrorisme i USA.
Hvis liget kunne tale
"Arlington Road" dykker ned i en underverden af paranoia, højreekstremisme og konspirationsteorier, der synes at få en stadig mere fremtrædende rolle i det amerikanske samfund. Konspirationsteorierne fik en gevaldig saltvandsindsprøjtning med Kennedy-mordet i 1963, og opklaringen af dette mord - med en eneansvarlig og meget død Lee Harvey Oswald - er en rød tråd gennem filmen. Som Michael forklarer os såvel som sin universitetsklasse, er det den enlige, navngivne og afdøde terrorist, der giver os alle ro i sindet og en følelse af genoprettet orden. Men, syndebuk kunne jo også være den rette betegnelse.
Det er et herligt befriende pessimistisk verdenssyn Mark Pellington lægger for dagen i et ellers umiskendeligt Hollywood produkt. Der er hentet udtalt inspiration fra den nu afdøde Alan J. Pakulas mange favntag med sammensværgelsesteorier, og to af de absolut bedste skuespillere er indhentet til at lede slagets gang (Bridges med større overbevisning og flere nuancer end Robbins). Det er dog ikke nok til at sparke "Arlington Road" op i den kategori af thrillere, som folk vil tale om, i årene der kommer. Dertil har sammensætningen af personlig tragedie, samfundskommentar og suspense ikke fundet sit rette blandingsforhold.
Mark Pellington er et ukendt navn i danske biografer, men selvom "Arlington Road" blot er hans anden spillefilm, er den særdeles rutineret skruet sammen. Instruktøren, der har trådt sine barnesko i musikvideoens verden, har sans for de små gys hele filmen igennem, og det visuelle udtryk er bemærkelsesværdigt med et knugende og velvalgt brug af mørke. Den dystre tone understøttes af Angelo Badalamentis foruroligende lydbilleder - en specialitet som komponisten har haft rig lejlighed til at perfektionere i sit lange samarbejde med David Lynch.
På en øde villavej i udkanten af Washington vakler en udmattet dreng omkring med en blodig hånd. Han bringes på hospitalet af universitetslæreren Michael Faraday (Jeff Bridges), og sådan starter bekendtskabet mellem Michael og drengens forældre Mr. og Mrs. Lang (Tim Robbins og Joan Cusack). Det viser sig, at de faktisk er naboer, og snart bliver Michaels søn bedste venner med den uheldige dreng på den anden side af vejen, der tilsyneladende var uforsigtig med fyrværkeri. Små unøjagtigheder omkring Lang familien får dog snart Michael til at fatte mistanke om skumle hensigter og bomber i baghaven. Mistanken er gennemsyret af en stadigt nagende sorg efter sin kones arbejdsulykke i forbindelse med en FBI razzia og måske af en livlig fantasi afledt af sit eget kursus om terrorisme i USA.
Hvis liget kunne tale
"Arlington Road" dykker ned i en underverden af paranoia, højreekstremisme og konspirationsteorier, der synes at få en stadig mere fremtrædende rolle i det amerikanske samfund. Konspirationsteorierne fik en gevaldig saltvandsindsprøjtning med Kennedy-mordet i 1963, og opklaringen af dette mord - med en eneansvarlig og meget død Lee Harvey Oswald - er en rød tråd gennem filmen. Som Michael forklarer os såvel som sin universitetsklasse, er det den enlige, navngivne og afdøde terrorist, der giver os alle ro i sindet og en følelse af genoprettet orden. Men, syndebuk kunne jo også være den rette betegnelse.
Det er et herligt befriende pessimistisk verdenssyn Mark Pellington lægger for dagen i et ellers umiskendeligt Hollywood produkt. Der er hentet udtalt inspiration fra den nu afdøde Alan J. Pakulas mange favntag med sammensværgelsesteorier, og to af de absolut bedste skuespillere er indhentet til at lede slagets gang (Bridges med større overbevisning og flere nuancer end Robbins). Det er dog ikke nok til at sparke "Arlington Road" op i den kategori af thrillere, som folk vil tale om, i årene der kommer. Dertil har sammensætningen af personlig tragedie, samfundskommentar og suspense ikke fundet sit rette blandingsforhold.
19/11-2018
