Den store, opreklamerede kærlighed
2.0
To mennesker fra to vidt forskellige verdener mødes i kærligheden. Desværre er den påståede lidenskab meget større end dén, som filmen overleverer.
Når en roman for alvor markerer sig i toppen af de amerikanske bestsellerlister, kan man altid være sikker på, at Hollywood spidser ører, og inden længe går i gang med at adaptere den til en "major motion picture". Derfor havde det været nærmest naturstridigt, hvis ikke murstensromanen "The Bridges of Madison County", der var Robert James Waller's forfatterdebut, og en gigantisk bestsellersucces, var blevet til en film. Nu er den her, med Clint Eastwood og Meryl Streep i hovedrollerne.
Tryghed eller eventyr
Filmen er en kærlighedshistorie, fortalt via en blodfattig rammehistorie om to søskende, der læser i deres nyligt afdøde mors dagbog. Streep spiller en forsømt husmor, der tøffer rundt og sveder i det sydlige USA, mens hun knokler for at bespise sin mand og deres to børn. Hverken manden eller børnene værdsætter hendes indsats det fjerneste, men først da de efterlader hende alene hjemme, fordi de skal til dyrskue, får hun en chance for at bryde ud af sine vante rammer. Hun render ind i en National Geographic-fotograf, spillet af Clint Eastwood, og pludselig optændes hun af flammende begær efter den vejrbidte og ensomme verdensmand. I de fire dage de er alene sammen, forelsker de sig i hinanden, men snart nærmer den tid sig, hvor manden og børnene vender hjem, og hun må vælge mellem en usikker flugt og hensynet til familien.
Sikker instruktørhånd
Det er Clint Eastwood selv, der har instrueret filmen, og det er gjort solidt, uden det melodramapræg, man kunne frygte, i et roligt tempo, og med diskret brug af den jazz-musik, som Eastwood er en stor kender og elsker af. Til gengæld virker idéen med at lade Eastwood og Streep spille over for hinanden ikke specielt overbevisende. Streep spiller på livet løs i endnu en accent-rolle (uden at der dog er nogen overvældende lighed mellem hendes drevne diktion, og den italienske indvandrer-accent, som rollen egentlig kræver), mens Eastwood spiller endnu en udtryksløs, tavs og plaget macho-mand. Deres typer er tegnet ganske realistisk, men det lykkes ikke rigtig filmen at overbevise tilskueren om, hvorfor de pludselig falder så pladask for hinanden. Specielt Streep er temmelig intetsigende, og selv om man må bifalde, at hun ikke spiller en ung pige som i "Åndernes hus", men derimod en kvinde nær hendes egen alder, så blokerer det faktum, at hun filmen igennem nærmest ligner en druknet mus i grimt tøj, meget for troværdigheden i den påståede store passion.
Måske er problemet, at filmen skærer så meget af romanen væk, at den ikke bevarer sit monumentale præg. Det virker for voldsomt, når en historie om Meryl Streep, der boller lidt udenom i en forlænget weekend med Clint Eastwood, bliver annoceret som "en af de smukkeste kærlighedshistorier i vor tid". Man må respektere filmens overbevisende skildring af hovedpersonerne og deres snævertsynede miljø, men skal man virkelig blive grebet, så kræver det vist, at man er en meget stor fan af Eastwood og Streep.
Når en roman for alvor markerer sig i toppen af de amerikanske bestsellerlister, kan man altid være sikker på, at Hollywood spidser ører, og inden længe går i gang med at adaptere den til en "major motion picture". Derfor havde det været nærmest naturstridigt, hvis ikke murstensromanen "The Bridges of Madison County", der var Robert James Waller's forfatterdebut, og en gigantisk bestsellersucces, var blevet til en film. Nu er den her, med Clint Eastwood og Meryl Streep i hovedrollerne.
Tryghed eller eventyr
Filmen er en kærlighedshistorie, fortalt via en blodfattig rammehistorie om to søskende, der læser i deres nyligt afdøde mors dagbog. Streep spiller en forsømt husmor, der tøffer rundt og sveder i det sydlige USA, mens hun knokler for at bespise sin mand og deres to børn. Hverken manden eller børnene værdsætter hendes indsats det fjerneste, men først da de efterlader hende alene hjemme, fordi de skal til dyrskue, får hun en chance for at bryde ud af sine vante rammer. Hun render ind i en National Geographic-fotograf, spillet af Clint Eastwood, og pludselig optændes hun af flammende begær efter den vejrbidte og ensomme verdensmand. I de fire dage de er alene sammen, forelsker de sig i hinanden, men snart nærmer den tid sig, hvor manden og børnene vender hjem, og hun må vælge mellem en usikker flugt og hensynet til familien.
Sikker instruktørhånd
Det er Clint Eastwood selv, der har instrueret filmen, og det er gjort solidt, uden det melodramapræg, man kunne frygte, i et roligt tempo, og med diskret brug af den jazz-musik, som Eastwood er en stor kender og elsker af. Til gengæld virker idéen med at lade Eastwood og Streep spille over for hinanden ikke specielt overbevisende. Streep spiller på livet løs i endnu en accent-rolle (uden at der dog er nogen overvældende lighed mellem hendes drevne diktion, og den italienske indvandrer-accent, som rollen egentlig kræver), mens Eastwood spiller endnu en udtryksløs, tavs og plaget macho-mand. Deres typer er tegnet ganske realistisk, men det lykkes ikke rigtig filmen at overbevise tilskueren om, hvorfor de pludselig falder så pladask for hinanden. Specielt Streep er temmelig intetsigende, og selv om man må bifalde, at hun ikke spiller en ung pige som i "Åndernes hus", men derimod en kvinde nær hendes egen alder, så blokerer det faktum, at hun filmen igennem nærmest ligner en druknet mus i grimt tøj, meget for troværdigheden i den påståede store passion.
Måske er problemet, at filmen skærer så meget af romanen væk, at den ikke bevarer sit monumentale præg. Det virker for voldsomt, når en historie om Meryl Streep, der boller lidt udenom i en forlænget weekend med Clint Eastwood, bliver annoceret som "en af de smukkeste kærlighedshistorier i vor tid". Man må respektere filmens overbevisende skildring af hovedpersonerne og deres snævertsynede miljø, men skal man virkelig blive grebet, så kræver det vist, at man er en meget stor fan af Eastwood og Streep.
19/11-2018
