Boormans kuldslåede gangsterdrama
5.0
Repremieren på John Boormans modernistiske noir-thriller "Point Blank" (1967) giver mulighed for et gensyn med et af tressernes urimeligt oversete genrestykker, samt med ikonet Lee Marvin, mere end nogen anden skuespiller indbegrebet af the Hollywood bad guy
"Did it happen?...a dream...a dream..." Ordene ekkoer gennem hovedet på Walker (Lee Marvin), mens han døende - gennemhullet point blank på klos hold af makkeren Reese (John Vernon) - ligger udstrakt på et iskoldt cellegulv på den forladte fængselsø Alcatraz. Walker er blevet bedraget, ikke blot af Reese, men også af sin kone Lynne (Sharon Acker). Hans deltagelse i et kup mod forbrydersyndikatet Organisationen er lykkedes over al forventning, men desværre med for ham selv - tilsyneladende - dødelig udgang.
Dette er blot prologen. Som en hævnens engel finder Walker overmenneskelige kræfter til at rejse sig fra cellen, bestige det pigtrådindsvøbte hegn og svømme den lange vej fra the Rock ind til kysten ved San Francisco. Hans eneste mål er at generhverve den andel på 93.000 dollars, som var sat ham i udsigt af Reese, forudsat kuppet mod Organisationen forløb planmæssigt.
Dobbelttydig nedskydningsscene
At Walker skulle kunne have overlevet åbningssekvensens koldblodige nedskydning synes, ud fra en rationel betragtning, noget af et postulat. Om han reelt er død eller levende, om den efterfølgende historie skal opfattes som drøm eller virkelighed, er dog i realiteten ret ligegyldigt. Tvetydigheden er tilsigtet af den britiske instruktør John Boorman, hvis ærinde ikke primært er at fortælle endnu en hårdkogt gangsterhistorie, men så at sige at sprænge formen: At anvende genren som udgangspunkt for en kompromisløs hudfletning af sprækkerne i den amerikanske kultur.
"You died at Alcatraz, allright!" slynger den frigjorte Chris (Angie Dickinson) - søster til Lynne; den utro kvinde, som solgte ud til fordel for Reese - i hovedet på stenansigtet Walker. Og ret, det har hun. Uanset, om Walker er fysisk i live eller ej, er hans indre liv udslukt. Tilbage er blot en tom skal, et menneske i trance, der mekanisk følger sine instinkter. Pludselig dog, kan denne døde gænger eksplodere i uventede chokbølger af rå handlekraft, for derefter at falde helt sammen og segne hen.
Gennem den beredvillige Yost (Keenan Wynn) baner Walker sig vej gennem Organisationens hierarkiske struktur, helt op til bagmændene Stegman, Carter, Brewster og Fairfax. Én for én må de lade livet i voldsom konfrontation med Walker, mest fordi de ikke, modsat ham, er professionelle, men gribes af panik og vildrede. Trods Walkers snarrådighed går det først sent op for ham, at han selv er blevet manipuleret. Med sine 93.000 dollars indenfor rækkevidde, viger han tilbage i erkendelse af, at rejsen mod målet - forestillingen om hævnen og den store sum penge - har været en illusorisk drivkraft. Ved vejs ende opløses målet i sig selv, det mister såre sin værdi. Indsigten er, at omkostningerne i forvejen har været for høje, og at penge ikke kan købe menneskeligheden tilbage.
Storbyen som fremmedgjorthedens arena
Romanen "The Hunter" skrevet af Donald E. Westlake under pseudonymet Richard Stark, ligger til grund for denne kuldslåede thrillerfilm. Bogen er pulp-litteratur af tarveligste skuffe, men i John Boormans sikre hænder løftet ud af B-moradset og omskabt til et dybt personligt filmkunstværk.
Dramaet i "Point Blank" udspiller sig på baggrund af 1960'ernes popsmarte miljø. San Francisco fremstilles som fremmedgørelsens højborg, hvor kærlighed og medmenneskelighed er erstattet af dyre designermøbler og stereoudstyr. Det er de multinationale koncerners arena. Boormans skildring af trøstesløsheden og kynismen når poetiske højder. Det er stort tænkt og prægtigt udført.
Den opsplittede fortællestil
Fortællingen er på modernistisk vis brudt op i fragmenterede flashbacks og tidslige overspring. Fortid og nutid, fantasi og realitet synes at flyde sammen til en mudret grøde, såvel i Walkers krakelerende bevidsthed, som i seerens. Det er filmens kup, at uoverskueligheden rækker ud over lærredet og forplanter sig til tilskueren næsten som et afkodningsvilkår.
Omdrejningspunktet udgøres af machomanden Lee Marvin, der inkarnerer myten om den tavse hævner til perfektion. Boorman forgudede Marvins furede ansigt, det flabede grin, de stålgrå øjne og den senede krop. De lavede endnu en film sammen, den civilisationskritiske "Duel i Stillehavet" (1968). I tilgift producerede Boorman i 1998 en lyrisk portrætfilm om den karismatiske amerikaner.
Det er mere John Boormans hallucinerende og frapperende billedsprog, de mytisk-symbolske lag han behændigt fletter ind i sin historie og selve den opsplittede fortællestil, end det er plottets originalitet, som løfter "Point Blank" op på mesterværkernes niveau. Under alle omstændigheder er det en filmoplevelse, De ikke bør snyde dem selv for!
"Did it happen?...a dream...a dream..." Ordene ekkoer gennem hovedet på Walker (Lee Marvin), mens han døende - gennemhullet point blank på klos hold af makkeren Reese (John Vernon) - ligger udstrakt på et iskoldt cellegulv på den forladte fængselsø Alcatraz. Walker er blevet bedraget, ikke blot af Reese, men også af sin kone Lynne (Sharon Acker). Hans deltagelse i et kup mod forbrydersyndikatet Organisationen er lykkedes over al forventning, men desværre med for ham selv - tilsyneladende - dødelig udgang.
Dette er blot prologen. Som en hævnens engel finder Walker overmenneskelige kræfter til at rejse sig fra cellen, bestige det pigtrådindsvøbte hegn og svømme den lange vej fra the Rock ind til kysten ved San Francisco. Hans eneste mål er at generhverve den andel på 93.000 dollars, som var sat ham i udsigt af Reese, forudsat kuppet mod Organisationen forløb planmæssigt.
Dobbelttydig nedskydningsscene
At Walker skulle kunne have overlevet åbningssekvensens koldblodige nedskydning synes, ud fra en rationel betragtning, noget af et postulat. Om han reelt er død eller levende, om den efterfølgende historie skal opfattes som drøm eller virkelighed, er dog i realiteten ret ligegyldigt. Tvetydigheden er tilsigtet af den britiske instruktør John Boorman, hvis ærinde ikke primært er at fortælle endnu en hårdkogt gangsterhistorie, men så at sige at sprænge formen: At anvende genren som udgangspunkt for en kompromisløs hudfletning af sprækkerne i den amerikanske kultur.
"You died at Alcatraz, allright!" slynger den frigjorte Chris (Angie Dickinson) - søster til Lynne; den utro kvinde, som solgte ud til fordel for Reese - i hovedet på stenansigtet Walker. Og ret, det har hun. Uanset, om Walker er fysisk i live eller ej, er hans indre liv udslukt. Tilbage er blot en tom skal, et menneske i trance, der mekanisk følger sine instinkter. Pludselig dog, kan denne døde gænger eksplodere i uventede chokbølger af rå handlekraft, for derefter at falde helt sammen og segne hen.
Gennem den beredvillige Yost (Keenan Wynn) baner Walker sig vej gennem Organisationens hierarkiske struktur, helt op til bagmændene Stegman, Carter, Brewster og Fairfax. Én for én må de lade livet i voldsom konfrontation med Walker, mest fordi de ikke, modsat ham, er professionelle, men gribes af panik og vildrede. Trods Walkers snarrådighed går det først sent op for ham, at han selv er blevet manipuleret. Med sine 93.000 dollars indenfor rækkevidde, viger han tilbage i erkendelse af, at rejsen mod målet - forestillingen om hævnen og den store sum penge - har været en illusorisk drivkraft. Ved vejs ende opløses målet i sig selv, det mister såre sin værdi. Indsigten er, at omkostningerne i forvejen har været for høje, og at penge ikke kan købe menneskeligheden tilbage.
Storbyen som fremmedgjorthedens arena
Romanen "The Hunter" skrevet af Donald E. Westlake under pseudonymet Richard Stark, ligger til grund for denne kuldslåede thrillerfilm. Bogen er pulp-litteratur af tarveligste skuffe, men i John Boormans sikre hænder løftet ud af B-moradset og omskabt til et dybt personligt filmkunstværk.
Dramaet i "Point Blank" udspiller sig på baggrund af 1960'ernes popsmarte miljø. San Francisco fremstilles som fremmedgørelsens højborg, hvor kærlighed og medmenneskelighed er erstattet af dyre designermøbler og stereoudstyr. Det er de multinationale koncerners arena. Boormans skildring af trøstesløsheden og kynismen når poetiske højder. Det er stort tænkt og prægtigt udført.
Den opsplittede fortællestil
Fortællingen er på modernistisk vis brudt op i fragmenterede flashbacks og tidslige overspring. Fortid og nutid, fantasi og realitet synes at flyde sammen til en mudret grøde, såvel i Walkers krakelerende bevidsthed, som i seerens. Det er filmens kup, at uoverskueligheden rækker ud over lærredet og forplanter sig til tilskueren næsten som et afkodningsvilkår.
Omdrejningspunktet udgøres af machomanden Lee Marvin, der inkarnerer myten om den tavse hævner til perfektion. Boorman forgudede Marvins furede ansigt, det flabede grin, de stålgrå øjne og den senede krop. De lavede endnu en film sammen, den civilisationskritiske "Duel i Stillehavet" (1968). I tilgift producerede Boorman i 1998 en lyrisk portrætfilm om den karismatiske amerikaner.
Det er mere John Boormans hallucinerende og frapperende billedsprog, de mytisk-symbolske lag han behændigt fletter ind i sin historie og selve den opsplittede fortællestil, end det er plottets originalitet, som løfter "Point Blank" op på mesterværkernes niveau. Under alle omstændigheder er det en filmoplevelse, De ikke bør snyde dem selv for!
19/11-2018
