Så længe skuden kan gå...
4.0
"Titanic" er en film, der i sin overdådighed og størrelse er for film, hvad virkelighedens Titanic var for skibe. Der bliver ikke sparet på noget, når man smider en milliard oder so efter James Cameron.
Da en god ven af mig, Morten, for nogle år siden blev reddet efter en nat i en redningsflåde på Østersøen, var det svært - for ikke at sige umuligt - at holde forestillingerne om de rædsler, han måtte have været igennem den nat tilbage. Senere, da jeg atter fik lejlighed til at tale med ham, forstod jeg, at min fantasi ikke havde rakt til halvdelen af de gruopvækkende indtryk, et stort skibsforlis afstedkommer. De ting han så den nat, bør ingen mennesker se i virkeligheden - heller ikke fordelt over et helt liv. Én ting er blevet klart for mig siden da: det at overleve er noget så fundamentalt i mennesket, at det overskygger alle andre iboende karaktertræk.
Nå, dén historie!
Nu er der vel heller ikke noget, der kan appellere så meget til ens dødsangst som et stort muskuløst skib, der langsomt, men sikkert, går ned i et mørkt, koldt, dybt hav. Historien om Titanic har siden 1912 været del af vores fælles arv. I en tid før første verdenskrig, da der ikke var grund til at tro, at der var grænser for teknikkens lyksaligheder. Et skib, verdens største, der ikke kunne synke og derfor ikke havde redningsbåde med til mere end 1/3 af passagererne. Luksus ud over enhver beskrivelse. Et første til tredjeklassessamfund overført direkte til passagerlisten. Jomfrurejse. Isbjerg. "Nærmere Gud til dig" på dækket. Over 1500 døde. Jo, vi kender alle historien - og derfor ødelægger jeg det næppe for nogen ved at sige, at James Camerons "Titanic" ikke er en komedie.
Til gengæld har Cameron sat sig for at lave en film, der kan pirke til ovennævnte dødsangst og vise os, hvad vi altid har frygtet at se. Midlet er en film, der er lige så kolossal og potent, som Titanic selv må have været det. Den tre timer og 14 minutter lange "Titanic" er efter sigende verdens dyreste film. Man har bygget en 90% stor model efter originaltegningerne, bygget verdens hidtil største vandtankfilmstudie og haft uanede mængder af computeranimation og statister til rådighed. Derudover er der optagelser af det virkelige vrag 4 km under havoverfladen til rammehistorien.
Overklasse og bitterhed
I rammehistorien bringes den 101-årige Rose tilbage til stedet for forliset. Hun skal hjælpe en nutidig skattejæger med at forstå, hvad der skete den nat i 1912, og herunder hvor diamanten "Havets hjerte" mon er blevet af. Rose er ikke typen, der kan gøre en lang historie kort, så i et tre timer langt flash back følger vi den unge Rose på sin færd over (og ned i) Atlanten. Rose er en livlig overklassepige, men hun er temmelig bitter over det faktum, at hun er på vej ind i et arrangeret ægteskab med en rig, men kedelig arving. Og da hun møder den fattige og livsglade Jack ombord, mister hun den sidste gnist af interesse for sin tilkommende. I stedet blusser en heftig romance op mellem Rose og Jack, og alt tyder på, at de skal leve lykkeligt til deres dages ende. Men det er måske heller ikke så længe endda.
Således postulerer "Titanic" at være en kærlighedshistorie snarere end en katastrofefilm, og det er da også delvist rigtigt. Men vi snydes ikke for noget, når det drejer sig om dramatisk brusende vandmasser, smadret inventar og nye og spændende måder at blive slået ihjel på. Og bagefter er der ingen tvivl om, at det er de storladne billeder af undergang og knuste menneskeskæbner, man husker. Men de er til gengæld også flotte. I James Camerons kyndige hænder er de mange millioner dollars blevet forvandlet til en state of the art storfilm. 70 mm kopi, fantastisk lyd og utrolige effekter (se den i Imperial!!).
Kærlighed og krise
Som Rose og Jack spiller frodige Kate Winslet og splejsede Leonardo DiCaprio overfor hinanden, og det gør de nydeligt, selv om der ret beset ikke er så meget i rollerne. Begge har de spillet betydeligt mere spændende roller før. Faktisk blev jeg ikke specielt bevæget af deres historie (men lur mig, om ikke én og anden skulle snøfte en gang eller to over dem) snarere af hele sceneriet og selve tanken om en så grusom skæbne.
For er der en frygteligere tanke end i så god tid at vide, at man selv eller den, man elsker, skal dø? Disse sidste øjeblikke af liv, hvor alt, det der er vigtigt for én, bliver så krystalklart. Det er som om, at ekstreme krisesituationer destillerer folks følelser og karaktertræk, således at man i kampen for at overleve eller få sagt ordenligt farvel ser folk, som de virkeligt er. For mig er dét stort, og det synes jeg lykkes fint for Camerons "Titanic" i samarbejde med min indre skibskatastrofe.
3 timer og 14 min. i selskab med menneskeligt hovmod og fald flyver afsted, så det skal ikke være længden, der skal afskrække én fra et rendevous med sin dødsangst. Og med mindre man har prøvet det på sin egen krop, kan det sagtens anbefales at opleve et storladent skibsforlis i "Titanic". Bliv hjemme, Morten.
Da en god ven af mig, Morten, for nogle år siden blev reddet efter en nat i en redningsflåde på Østersøen, var det svært - for ikke at sige umuligt - at holde forestillingerne om de rædsler, han måtte have været igennem den nat tilbage. Senere, da jeg atter fik lejlighed til at tale med ham, forstod jeg, at min fantasi ikke havde rakt til halvdelen af de gruopvækkende indtryk, et stort skibsforlis afstedkommer. De ting han så den nat, bør ingen mennesker se i virkeligheden - heller ikke fordelt over et helt liv. Én ting er blevet klart for mig siden da: det at overleve er noget så fundamentalt i mennesket, at det overskygger alle andre iboende karaktertræk.
Nå, dén historie!
Nu er der vel heller ikke noget, der kan appellere så meget til ens dødsangst som et stort muskuløst skib, der langsomt, men sikkert, går ned i et mørkt, koldt, dybt hav. Historien om Titanic har siden 1912 været del af vores fælles arv. I en tid før første verdenskrig, da der ikke var grund til at tro, at der var grænser for teknikkens lyksaligheder. Et skib, verdens største, der ikke kunne synke og derfor ikke havde redningsbåde med til mere end 1/3 af passagererne. Luksus ud over enhver beskrivelse. Et første til tredjeklassessamfund overført direkte til passagerlisten. Jomfrurejse. Isbjerg. "Nærmere Gud til dig" på dækket. Over 1500 døde. Jo, vi kender alle historien - og derfor ødelægger jeg det næppe for nogen ved at sige, at James Camerons "Titanic" ikke er en komedie.
Til gengæld har Cameron sat sig for at lave en film, der kan pirke til ovennævnte dødsangst og vise os, hvad vi altid har frygtet at se. Midlet er en film, der er lige så kolossal og potent, som Titanic selv må have været det. Den tre timer og 14 minutter lange "Titanic" er efter sigende verdens dyreste film. Man har bygget en 90% stor model efter originaltegningerne, bygget verdens hidtil største vandtankfilmstudie og haft uanede mængder af computeranimation og statister til rådighed. Derudover er der optagelser af det virkelige vrag 4 km under havoverfladen til rammehistorien.
Overklasse og bitterhed
I rammehistorien bringes den 101-årige Rose tilbage til stedet for forliset. Hun skal hjælpe en nutidig skattejæger med at forstå, hvad der skete den nat i 1912, og herunder hvor diamanten "Havets hjerte" mon er blevet af. Rose er ikke typen, der kan gøre en lang historie kort, så i et tre timer langt flash back følger vi den unge Rose på sin færd over (og ned i) Atlanten. Rose er en livlig overklassepige, men hun er temmelig bitter over det faktum, at hun er på vej ind i et arrangeret ægteskab med en rig, men kedelig arving. Og da hun møder den fattige og livsglade Jack ombord, mister hun den sidste gnist af interesse for sin tilkommende. I stedet blusser en heftig romance op mellem Rose og Jack, og alt tyder på, at de skal leve lykkeligt til deres dages ende. Men det er måske heller ikke så længe endda.
Således postulerer "Titanic" at være en kærlighedshistorie snarere end en katastrofefilm, og det er da også delvist rigtigt. Men vi snydes ikke for noget, når det drejer sig om dramatisk brusende vandmasser, smadret inventar og nye og spændende måder at blive slået ihjel på. Og bagefter er der ingen tvivl om, at det er de storladne billeder af undergang og knuste menneskeskæbner, man husker. Men de er til gengæld også flotte. I James Camerons kyndige hænder er de mange millioner dollars blevet forvandlet til en state of the art storfilm. 70 mm kopi, fantastisk lyd og utrolige effekter (se den i Imperial!!).
Kærlighed og krise
Som Rose og Jack spiller frodige Kate Winslet og splejsede Leonardo DiCaprio overfor hinanden, og det gør de nydeligt, selv om der ret beset ikke er så meget i rollerne. Begge har de spillet betydeligt mere spændende roller før. Faktisk blev jeg ikke specielt bevæget af deres historie (men lur mig, om ikke én og anden skulle snøfte en gang eller to over dem) snarere af hele sceneriet og selve tanken om en så grusom skæbne.
For er der en frygteligere tanke end i så god tid at vide, at man selv eller den, man elsker, skal dø? Disse sidste øjeblikke af liv, hvor alt, det der er vigtigt for én, bliver så krystalklart. Det er som om, at ekstreme krisesituationer destillerer folks følelser og karaktertræk, således at man i kampen for at overleve eller få sagt ordenligt farvel ser folk, som de virkeligt er. For mig er dét stort, og det synes jeg lykkes fint for Camerons "Titanic" i samarbejde med min indre skibskatastrofe.
3 timer og 14 min. i selskab med menneskeligt hovmod og fald flyver afsted, så det skal ikke være længden, der skal afskrække én fra et rendevous med sin dødsangst. Og med mindre man har prøvet det på sin egen krop, kan det sagtens anbefales at opleve et storladent skibsforlis i "Titanic". Bliv hjemme, Morten.
19/11-2018
