Unbreakable ikke usårlig
3.0
Instruktøren af "Den Sjette Sans" vender tilbage med en visuelt flot film, der desværre tabes på gulvet i de sidste minutter
Med sidste biografsæsons giganthit "Den Sjette Sans" (1999) slog M. Night Shyamalan sit (sære) navn fast som en instruktør, der formår at bygge stemning og spænding eminent op for dernæst at rive tæppet væk under tilskueren med et nærmest uhørt overraskende plot twist. I den med spænding ventede opfølger, "Unbreakable", gør han da også sit yderste for at fortsætte, hvor han slap - desværre uden helt at opnå samme effekt.
Skrøbelighed og usårlighed
Ligesom i "Den Sjette Sans" har han valgt at benytte Bruce Willis i hovedrollen, denne gang som det tidligere football-talent David Dunn, der ofrede karrieren på kærlighedens alter og i stedet ernærer sig som sikkerhedsvagt på det lokale stadion. Dunn overlever som den eneste et frygteligt toguheld og kan uden videre forlade skadestuen for at vende hjem til familien. Ikke så meget som en rift har han fået.
Elijah Price (Samuel L. Jackson på en rigtig skidt hårdag) er bestemt ikke født under samme heldige stjerne. Tværtimod er han født med en sjælden afart af knogleskørhed, hvorfor han har tilbragt det meste af sit liv i pendulfart mellem hospitalsophold, genoptræning og nye knoglebrud. Mr. Glass er det tilnavn, der har fulgt ham siden barndommen. For så vidt muligt at undgå den fysiske verden lever han sit liv blandt de tegneserier, hvor alt kan ske, uden at læseren kommer til skade.
Price erfarer Dunns talent for overlevelse og opsøger ham for at lufte en teori: Kan det tænkes at de to er hinandens modsætninger også i et større perspektiv? Er der en højere mening med hans egen skrøbelighed og Dunns tilsyneladende usårlighed? Dunn tvivler meget, men lidt efter lidt opdager han den kendsgerning, at han tilsyneladende aldrig har været syg, og at han desuden er en smule synsk. Hverken Price eller Dunns søn, Joseph, er i tvivl: Dunn har en evne, som må og skal bruges i det godes tjeneste.
Således krydses grænsen til det paranormale også i denne film. Men endnu engang er det ikke effektjageriet, men det menneskelige drama i erkendelsen af det uforståelige, der er Shyamalans mission. Bruce Willis er rigtig, rigtig god som et normalt menneske, der kun nødigt accepterer, at han ikke nødvendigvis er gennemsnitlig.
Forrygende billedside, men flad slutning
Spændingen bygges langsomt og udspekuleret op, og billedsiden er helt forrygende. Desværre er det som om, filmen tabes på gulvet de sidste ti minutter. Alt det, der er bygget op til den (naturligvis) overraskende slutning, fiser ganske enkelt ud i et klimaks, der ikke forløser noget som helst. Tilskueren står overhovedet ikke på det gulvtæppe, der bliver trukket væk. Det er møgærgerligt, og det virker som om, at der er revet 12-15 sider ud af manuskriptet, fordi filmen var ved at blive for lang. Biografsædet forlades med en fornemmelse af, at man har været lige ved at se en rigtig god film, som man alligevel ikke har ubetinget lyst til at anbefale andre.
Ikke desto mindre er nærved og næsten i dette tilfælde ret godt. "Unbreakable" kan under alle omstændigheder ses for Shyamalans visuelle talent, Bruce Willis filmiske nærvær og Samuel L. Jacksons hår, men forvent ingen ny "Den Sjette Sans".
Med sidste biografsæsons giganthit "Den Sjette Sans" (1999) slog M. Night Shyamalan sit (sære) navn fast som en instruktør, der formår at bygge stemning og spænding eminent op for dernæst at rive tæppet væk under tilskueren med et nærmest uhørt overraskende plot twist. I den med spænding ventede opfølger, "Unbreakable", gør han da også sit yderste for at fortsætte, hvor han slap - desværre uden helt at opnå samme effekt.
Skrøbelighed og usårlighed
Ligesom i "Den Sjette Sans" har han valgt at benytte Bruce Willis i hovedrollen, denne gang som det tidligere football-talent David Dunn, der ofrede karrieren på kærlighedens alter og i stedet ernærer sig som sikkerhedsvagt på det lokale stadion. Dunn overlever som den eneste et frygteligt toguheld og kan uden videre forlade skadestuen for at vende hjem til familien. Ikke så meget som en rift har han fået.
Elijah Price (Samuel L. Jackson på en rigtig skidt hårdag) er bestemt ikke født under samme heldige stjerne. Tværtimod er han født med en sjælden afart af knogleskørhed, hvorfor han har tilbragt det meste af sit liv i pendulfart mellem hospitalsophold, genoptræning og nye knoglebrud. Mr. Glass er det tilnavn, der har fulgt ham siden barndommen. For så vidt muligt at undgå den fysiske verden lever han sit liv blandt de tegneserier, hvor alt kan ske, uden at læseren kommer til skade.
Price erfarer Dunns talent for overlevelse og opsøger ham for at lufte en teori: Kan det tænkes at de to er hinandens modsætninger også i et større perspektiv? Er der en højere mening med hans egen skrøbelighed og Dunns tilsyneladende usårlighed? Dunn tvivler meget, men lidt efter lidt opdager han den kendsgerning, at han tilsyneladende aldrig har været syg, og at han desuden er en smule synsk. Hverken Price eller Dunns søn, Joseph, er i tvivl: Dunn har en evne, som må og skal bruges i det godes tjeneste.
Således krydses grænsen til det paranormale også i denne film. Men endnu engang er det ikke effektjageriet, men det menneskelige drama i erkendelsen af det uforståelige, der er Shyamalans mission. Bruce Willis er rigtig, rigtig god som et normalt menneske, der kun nødigt accepterer, at han ikke nødvendigvis er gennemsnitlig.
Forrygende billedside, men flad slutning
Spændingen bygges langsomt og udspekuleret op, og billedsiden er helt forrygende. Desværre er det som om, filmen tabes på gulvet de sidste ti minutter. Alt det, der er bygget op til den (naturligvis) overraskende slutning, fiser ganske enkelt ud i et klimaks, der ikke forløser noget som helst. Tilskueren står overhovedet ikke på det gulvtæppe, der bliver trukket væk. Det er møgærgerligt, og det virker som om, at der er revet 12-15 sider ud af manuskriptet, fordi filmen var ved at blive for lang. Biografsædet forlades med en fornemmelse af, at man har været lige ved at se en rigtig god film, som man alligevel ikke har ubetinget lyst til at anbefale andre.
Ikke desto mindre er nærved og næsten i dette tilfælde ret godt. "Unbreakable" kan under alle omstændigheder ses for Shyamalans visuelle talent, Bruce Willis filmiske nærvær og Samuel L. Jacksons hår, men forvent ingen ny "Den Sjette Sans".
19/11-2018
