Reflekterende hurlumhej
4.0
Skønt filmet teater, fremstår "Hurlyburly" ikke desto mindre som en ualmindelig uafrystelig refleksion over tilværelsen som en nedadgående spiral, et liv fuldt af medmenneskelig forråelse og emotionel forstillelse.
Centralt i historien står de tre buddies Eddie (Sean Penn), Mickey (Kevin Spacey) og Phil (Chazz Palminteri). Førstnævnte en Hollywood casting-agent med en verdenssmerte af den selvdestruktive slags. Den anden firmakompagnon og sambo til Eddie, men med en emotionel forstillelse camoufleret af sin perfektionerede coolness og sarkastiske overflade. Den tredje, Phil, er en arbejdsløs wanna-be skuespiller, hvis identitet undergraves af en patologisk paranoia, der gør ham til en omvandrende menneskelig pitbull.
Tilværelsens ulidelige lethed
"Hurlyburly" er vel ret beset plotløs, idet vi filmen igennem, fortrinsvis med udgangspunkt i Eddies overtjekkede Malibu-lejlighed, blot følger ovennævnte trio i en nærmest mytisk kamp for at definere sig selv i forhold til hinanden, deres tvivlsomme karrierer og kvinderne, de elsker. Til sidstnævnte hører den delikate, men skizofrene Darlene (Robin Wright Penn), der spiller Eddie og Mickey ud mod hinanden. Fanget i et net af dårlig indflydelse og mildest talt usunde adspredelser, såsom stoffer, sprut, sex og moralsk anløbne kvinder (Meg Ryan, Anna Paquin), forsøger de at finde mening i tilværelsen på de mest groteske måder.
Filmisk anakronisme
"Hurlyburly" fremstår som et studie i macho-camaraderie og seksuel udbytning, hvor hovedpersonerne, i en evig tåge af kokain og fjolletobak, kaster sig ud i uendelig serie af indbyrdes magtkampe samt misogyne udfald mod kvinderne i deres liv. Der er med andre ord ingen formildende omstændigheder ved disse usympatiske figurer. Et selskab man absolut ikke ville nyde at dele i det virkelige liv. Mand som kvinde. Og en stor del af det kvindelige publikum vil nok væmmes og endda udvandre i protest.
Filmisk er "Hurlyburly" tillige en anakronisme. Den er mestendels filmet teater, uden visuel prægnans, men man rives alligevel med, primært fordi manuskriptet (baseret på David Rabes off-Broadway stykke) knivskarpt spidder sin samtid, sit miljø og sin generation i et moralsk forfald. Og ikke mindst fordi spillerne, i en atmosfære af klaustrofobi og kynisme, omsætter dialogen i et virtuost samspil, der ubønhørligt æder sig ind i - og fremelsker - tilskuerens egen indre svinehund. Det gør personerne, moralsk anløbne eller ej, svære at undslippe længe efter, at biografmørket er lettet.
Menneskelige dæmoner
Som tilskuere tvinges vi til at konfrontere os selv med vore egne indre dæmoner, reflektere over, hvordan vi selv tackler vore egne sorte sider. Nemlig tilbøjeligheder, der er nøjagtig lige så menneskelige, som det humane og socialt altruistiske lys, vi i øvrigt elsker at spejle os selv i. Spørgsmålet er, hvordan vi også accepterer tilstedeværelsen af vor egen indre svinehund som del af menneskets lod. Hvordan vi lever med den med en vis værdighed og anstændighed - uden at forfalde til selvdestruktion og fornedring af vore omgivelser.
Uforsonlig misantropi
"Hurlyburlys" allegori over et demoraliseret fin de siècle er således en uforsonlig misantropisk vision, der måske nok ikke viser os en farbar vej ud af det eksistentielle forfald, men den giver anledning til en hel del reflekterende hurlumhej mht. at acceptere sig selv og den menneskelige væren - på godt og ondt. Forudsætningen er imidlertid, at vi tager livet i egen hånd og udfordrer tilfældets musik. Først da vil tilværelsen give mening. Dette bør give "Hurlyburly" en lang levetid, først i Gloria og senere når den vil turnere i hele landet.
Centralt i historien står de tre buddies Eddie (Sean Penn), Mickey (Kevin Spacey) og Phil (Chazz Palminteri). Førstnævnte en Hollywood casting-agent med en verdenssmerte af den selvdestruktive slags. Den anden firmakompagnon og sambo til Eddie, men med en emotionel forstillelse camoufleret af sin perfektionerede coolness og sarkastiske overflade. Den tredje, Phil, er en arbejdsløs wanna-be skuespiller, hvis identitet undergraves af en patologisk paranoia, der gør ham til en omvandrende menneskelig pitbull.
Tilværelsens ulidelige lethed
"Hurlyburly" er vel ret beset plotløs, idet vi filmen igennem, fortrinsvis med udgangspunkt i Eddies overtjekkede Malibu-lejlighed, blot følger ovennævnte trio i en nærmest mytisk kamp for at definere sig selv i forhold til hinanden, deres tvivlsomme karrierer og kvinderne, de elsker. Til sidstnævnte hører den delikate, men skizofrene Darlene (Robin Wright Penn), der spiller Eddie og Mickey ud mod hinanden. Fanget i et net af dårlig indflydelse og mildest talt usunde adspredelser, såsom stoffer, sprut, sex og moralsk anløbne kvinder (Meg Ryan, Anna Paquin), forsøger de at finde mening i tilværelsen på de mest groteske måder.
Filmisk anakronisme
"Hurlyburly" fremstår som et studie i macho-camaraderie og seksuel udbytning, hvor hovedpersonerne, i en evig tåge af kokain og fjolletobak, kaster sig ud i uendelig serie af indbyrdes magtkampe samt misogyne udfald mod kvinderne i deres liv. Der er med andre ord ingen formildende omstændigheder ved disse usympatiske figurer. Et selskab man absolut ikke ville nyde at dele i det virkelige liv. Mand som kvinde. Og en stor del af det kvindelige publikum vil nok væmmes og endda udvandre i protest.
Filmisk er "Hurlyburly" tillige en anakronisme. Den er mestendels filmet teater, uden visuel prægnans, men man rives alligevel med, primært fordi manuskriptet (baseret på David Rabes off-Broadway stykke) knivskarpt spidder sin samtid, sit miljø og sin generation i et moralsk forfald. Og ikke mindst fordi spillerne, i en atmosfære af klaustrofobi og kynisme, omsætter dialogen i et virtuost samspil, der ubønhørligt æder sig ind i - og fremelsker - tilskuerens egen indre svinehund. Det gør personerne, moralsk anløbne eller ej, svære at undslippe længe efter, at biografmørket er lettet.
Menneskelige dæmoner
Som tilskuere tvinges vi til at konfrontere os selv med vore egne indre dæmoner, reflektere over, hvordan vi selv tackler vore egne sorte sider. Nemlig tilbøjeligheder, der er nøjagtig lige så menneskelige, som det humane og socialt altruistiske lys, vi i øvrigt elsker at spejle os selv i. Spørgsmålet er, hvordan vi også accepterer tilstedeværelsen af vor egen indre svinehund som del af menneskets lod. Hvordan vi lever med den med en vis værdighed og anstændighed - uden at forfalde til selvdestruktion og fornedring af vore omgivelser.
Uforsonlig misantropi
"Hurlyburlys" allegori over et demoraliseret fin de siècle er således en uforsonlig misantropisk vision, der måske nok ikke viser os en farbar vej ud af det eksistentielle forfald, men den giver anledning til en hel del reflekterende hurlumhej mht. at acceptere sig selv og den menneskelige væren - på godt og ondt. Forudsætningen er imidlertid, at vi tager livet i egen hånd og udfordrer tilfældets musik. Først da vil tilværelsen give mening. Dette bør give "Hurlyburly" en lang levetid, først i Gloria og senere når den vil turnere i hele landet.
19/11-2018
