Om tabt og genvunden kærlighed

Kevin Costner er tilbage i denne dejlige afstressende historie om at miste kærlighed og at turde elske igen.

Fraskilte Theresa Osborne (Robin Wright Penn) finder under en løbetur en flaskepost med et brev, der er stilet til Cathrine. Det er et meget romantisk brev skrevet af en sørgende ægtemand til sin nyligt afdøde kone. Theresa, som arbejder som researcher på Chicago Tribune opsporer brevet og finder frem til Garrett Blake (Kevin Costner), der bor i en lille fiskerby.
Theresa og Garrett mødes, og da hun må vende hjem til Chicago, er hun ikke i tvivl om, at hun har følelser for Garrett...men han er ikke helt kommet sig over tabet af sin kone endnu.

Paul Newman spiller Garretts far Dodge og har trods sin relativ korte optræden en central rolle, idet han lavede samme fejl, da han selv var ung, som den Garrett nu er ved at lave. Nemlig den at vælge fortiden og ikke gøre noget for at finde kærligheden igen, efter man har mistet den. Dodge er meget opsat på, at Garrett ikke skal lide samme skæbne som han selv har gjort, og han ved, hvad han taler om, når han giver gode råd og skælder ud og det gør han ret godt. Newman er stadig fuld af energi og lun humor trods sin høje alder.

Stille og rolig
Brevet i flasken er en meget smuk film. Der er mange flotte naturoptagelser og de lange, langsomme travelings passer perfekt ind i den stille og rolige kærlighedsfortælling. Historien og billederne skrider langsomt fremad og understøtter derved den forsigtighed, hvormed de to hovedpersoner langsomt nærmer sig hinanden.

"Brevet i flasken" ruller blidt afsted og det væsentlige bliver Garretts udvikling fra at leve i fortiden til at turde satse og prøve at få en fremtid med en anden kvinde. Det er og bliver det væsentlige, og det er rart, at det er muligt hele tiden at koncentrere sig om dette, uden at blive distraheret af smarte bemærkninger og hurtig klipning.

Instruktøren Luis Mandoki ("When a man loves a woman") har ikke ønsket en anderledes stil bare for at være anderledes men har lavet en helt traditionel film, der kører stille og roligt derudaf.
Selv scenen, hvor Theresa og Garrett første gang dyrker sex, er helt stille og rolig - alt foregår i langsomme bevægelser og billederne udstråler følelser og kærlighed, det handler ikke kun om store bryster og svedige mande baller. Også i denne scene fornemmer man den blufærdighed og forsigtighed som omgærder både Garrett og Theresa igennem hele filmen og Mandoki prøver heldigvis ikke at score et par billige point ved at vise en hed sex scene, som netop ikke ville passe ind i resten af filmen.

Desværre holder filmen sig ikke for god til at indeholde den sædvanlige og overflødige "musikvideo" scene, hvor en dag lige hurtigt skal overstås og hvor karaktererne altid er enormt glade, men det er faktisk også filmens eneste pinlige sekvens. Udover det så er "Brevet i flasken" troværdig, sød og næsten poetisk og ikke helt så forudsigelig, som man måske regner med.

Charmerende Costner
Kevin Costner har ikke modtaget så megen ros i de senere år, hverken for sine film eller sine præstationer i privatlivet (folk blev jo så chokeret over, at den pæne mand forlod sin kone). Måske var det med i hans overvejelser, at rollen som Garrett kunne vinde ham en smule sympati, og det er ikke helt utænkeligt. Han er i hvert fald både dejlig og charmerende og meget følsom i denne film.

Så har man brug for at stresse lidt af og lyst til at blive rørt til tårer, så er "Brevet i flasken" en ganske udemærket oplevelse.