"Bad Lieutenant" goes Japan
4.0
Den japanske auteur Takeshi Kitano har skabt en tyst film, hvor billederne taler deres eget mådeholdne sprog. En film, hvor kunst, musik og kærlighed går op i en højere enhed. Og hvor enhedens tvilling er afmagt, vold og kriminalitet. En film om kunsten at leve og kunsten at dø.
Takeshi Kitano viser sig her i tre afspejlinger. Instruktøren Takeshi Kitano, der også har skrevet manuskriptet, skuespilleren Beat Takeshi og kunstneren Takeshi Kitano. Endvidere har han også været med til at klippe den endelige film. Manden, hvis navn ikke længere behøver at blive nævnt, kan siges at have haft fuld kreativ frihed.
Resultatet blev bl. a. belønnet med en guldløve i Venedig 1997.
NYPD Japan
Hovedpersonen Nishi (Beat Takeshi) er politimand. Hans kone (Kayoko Kishimoto) er syg af kræft, og han har ikke besøgt hende længe. Derfor overtales han til at tage på hospitalet, mens hans ven og kollega Horibe (Ren Osugi) overtager hans vagt. Men Horibe invalideres efter et skuddrama, og forlades af kone og datter. Lammelsen efterlader ham med en dyb trang til at male, hvilket desværre er en dyr fornøjelse. Endvidere blev Nishi indirekte skyld i, at to kolleger mistede livet under pågribelsen af en farlig forbryder. Som om det ikke var traume nok til en livstidsbehandling hos den lokale Freud, har Nishi og hans kone mistet deres 5-årige datter. Han føler sig derfor forpligtet til at tage sig af den enes unge enke, supplere Horibe med malergrej, samt at tage sin kone med på en sidste ferie. Løsningen er først et lån hos yakuzaen (den lokale lånehaj), og da dennne kræver sin yen igen, et lille bankrøveri. Skæbnen har bestemt ikke tilsmilet Kitanos Harvey Keitelske helt.
Tavshed er guld
"Hana-Bi" er Kitanos syvende film, og man fornemmer, at det japanske publikum har en fordel ved at kende denne anerkendte multikunstner fra tidligere film og fra flere populære tv-programmer. Filmen er blevet kaldt Quentin Tarantinosk i sin stil for at tiltrække et vestligt publikum. Det er nu lige omvendt, for pulp-kongen henter som bekendt meget af sin inspiration fra de mere østlige kriminalfilm. Og i modsætning til Tarantinos meget rappe dialoger, er Kitanos manuskript barberet for ord. Nishi selv er så tavs, at det er svært at føle en følelsesmæssig forbindelse med ham. Trods det, er sammenligningen dog delvist berettiget, for ligesom Taratino leger Kitano med den narrative tidslinje i filmens historie, og ligesom Taratino benytter Kitano sig af pludselige og meget blodige voldsudgydelser.
Et lydløst fyrværkeri med eksistentielle overvejelser
Kitano er dog hverken Tarantino eller Keitel, han er helt sig selv. Han har bevaret en tydelig asiatisk filmstil, der måske kan kede et publikum, der er forvænt med amerikanske film. Flere scener leger med lyd og billede, og det kræver koncentration at fange handlingen. Tid og tåmodighed er en forudsætning for at få fuldt udbytte af denne film, der i høj grad forgår mellem billederne og under overfladen.
"Hana-bi" betyder blomster-ild (eller fyrværkeri), og i overensstemmelse med denne forener han blidhed med vildhed. Musikken er komponeret af Joe Hisaishi, og komplementerer fint filmens nærmest minimalistiske stil i billeder og klip. Den veksler næsten ubemærket i takt med handlingen, til tider som den blide forårsbrise gennem de japanske kirsebærtræers blomster, til tider som den kolde vind, der fejer ned over Fujiyamas sneklædte skråninger.
Hvis man forventer endnu en hårdkogt Hong-Kong actionfilm, så bliver man slemt skuffet. Hvis man derimod forventer en film, der udfordrer sanserne, både historie- og fortællemæssigt, går man ikke forgæves.
Takeshi Kitano viser sig her i tre afspejlinger. Instruktøren Takeshi Kitano, der også har skrevet manuskriptet, skuespilleren Beat Takeshi og kunstneren Takeshi Kitano. Endvidere har han også været med til at klippe den endelige film. Manden, hvis navn ikke længere behøver at blive nævnt, kan siges at have haft fuld kreativ frihed.
Resultatet blev bl. a. belønnet med en guldløve i Venedig 1997.
NYPD Japan
Hovedpersonen Nishi (Beat Takeshi) er politimand. Hans kone (Kayoko Kishimoto) er syg af kræft, og han har ikke besøgt hende længe. Derfor overtales han til at tage på hospitalet, mens hans ven og kollega Horibe (Ren Osugi) overtager hans vagt. Men Horibe invalideres efter et skuddrama, og forlades af kone og datter. Lammelsen efterlader ham med en dyb trang til at male, hvilket desværre er en dyr fornøjelse. Endvidere blev Nishi indirekte skyld i, at to kolleger mistede livet under pågribelsen af en farlig forbryder. Som om det ikke var traume nok til en livstidsbehandling hos den lokale Freud, har Nishi og hans kone mistet deres 5-årige datter. Han føler sig derfor forpligtet til at tage sig af den enes unge enke, supplere Horibe med malergrej, samt at tage sin kone med på en sidste ferie. Løsningen er først et lån hos yakuzaen (den lokale lånehaj), og da dennne kræver sin yen igen, et lille bankrøveri. Skæbnen har bestemt ikke tilsmilet Kitanos Harvey Keitelske helt.
Tavshed er guld
"Hana-Bi" er Kitanos syvende film, og man fornemmer, at det japanske publikum har en fordel ved at kende denne anerkendte multikunstner fra tidligere film og fra flere populære tv-programmer. Filmen er blevet kaldt Quentin Tarantinosk i sin stil for at tiltrække et vestligt publikum. Det er nu lige omvendt, for pulp-kongen henter som bekendt meget af sin inspiration fra de mere østlige kriminalfilm. Og i modsætning til Tarantinos meget rappe dialoger, er Kitanos manuskript barberet for ord. Nishi selv er så tavs, at det er svært at føle en følelsesmæssig forbindelse med ham. Trods det, er sammenligningen dog delvist berettiget, for ligesom Taratino leger Kitano med den narrative tidslinje i filmens historie, og ligesom Taratino benytter Kitano sig af pludselige og meget blodige voldsudgydelser.
Et lydløst fyrværkeri med eksistentielle overvejelser
Kitano er dog hverken Tarantino eller Keitel, han er helt sig selv. Han har bevaret en tydelig asiatisk filmstil, der måske kan kede et publikum, der er forvænt med amerikanske film. Flere scener leger med lyd og billede, og det kræver koncentration at fange handlingen. Tid og tåmodighed er en forudsætning for at få fuldt udbytte af denne film, der i høj grad forgår mellem billederne og under overfladen.
"Hana-bi" betyder blomster-ild (eller fyrværkeri), og i overensstemmelse med denne forener han blidhed med vildhed. Musikken er komponeret af Joe Hisaishi, og komplementerer fint filmens nærmest minimalistiske stil i billeder og klip. Den veksler næsten ubemærket i takt med handlingen, til tider som den blide forårsbrise gennem de japanske kirsebærtræers blomster, til tider som den kolde vind, der fejer ned over Fujiyamas sneklædte skråninger.
Hvis man forventer endnu en hårdkogt Hong-Kong actionfilm, så bliver man slemt skuffet. Hvis man derimod forventer en film, der udfordrer sanserne, både historie- og fortællemæssigt, går man ikke forgæves.
19/11-2018
