Skandaløst!
3.0
Man skal helt hen til DR's teknikopbevaring for at finde lige så mange mikrofoner og boomstænger, som tilfældet er i "Den Sjette Sans". Ærgerligt, for filmen har potentiale til de højeste karakterer.
Børnepsykologen Malcolm Crowe (Bruce Willis) har i filmens begyndelse en traumatisk oplevelse. En tidligere patient opsøger ham og hans elskede kone og skyder først Crowe i maven og dernæst sig selv i hovedet. Et lille år senere er skudsåret helet, men ikke oplevelsen, og da den ny patient Cole Sear (Haley Joel Osment) og hans mor Lynn (Toni Collette) melder sig under fanerne, får Crowe måske chancen for at råde bod på gammel skade. "I see things" får Cole Sears i en gribende scene fremstammet efter at være blevet terroriseret af spøgelser det meste af sit liv. Hvad spøgelserne vil, er et af filmens store spørgsmål, som Sear og Crowe sætter sig for at løse. Og under opklaringen svæver Crowe og hans kone Anna (Olivia Williams) længere og længere væk fra hinanden. Men da svaret endelig kommer frem, er det lige så smerteligt for filmens personer, som det er for publikum.
"Den Sjette Sans" er en fremragende film, der holder i kraft af en unik historie og det bedste samspil mellem barn og voksen måske nogensinde. Det tyder på, at Willis har et helt specielt tag på børn, noget som han har fået erfaring med både gennem sine egne, men også på film, som det sås i "Kodenavn: Mercury" ('98). Det er ganske klædeligt, at Bruce Willis påtager sig andre jobs end affarvet-hår-og-gummi-undertrøje roller (her er det snarere kedelig-sideskilning-og-brun-pullover), for han kan om nogen bære det. Men forvent ikke en hårrejsende uhyggelig film, men mere en familie-gyser. Og når det er sagt, skal det frem: Overtegnede har aldrig set så mange mikrofoner og boomstænger samlet på et sted før - det er grænsende til det skandaløse. Efter en snak med andre anmeldere, viser det sig, at det ikke er filmen, der er problemet, men biografen og visningsforholdene i Palads-biografen i København generelt. Hvis anmeldere oplever støj, iturevne film og forkert afmaskning, så må publikum også gøre det, og til en billetpris på tres kroner og opefter, bør der slås i bordet. Det bør vi som forbrugere ikke finde os i. Jeg kan kun anmelde filmen efter hvad jeg har set, og må slutteligt konstatere, at filmen havde været en fire-stjernet oplevelse uden.
Børnepsykologen Malcolm Crowe (Bruce Willis) har i filmens begyndelse en traumatisk oplevelse. En tidligere patient opsøger ham og hans elskede kone og skyder først Crowe i maven og dernæst sig selv i hovedet. Et lille år senere er skudsåret helet, men ikke oplevelsen, og da den ny patient Cole Sear (Haley Joel Osment) og hans mor Lynn (Toni Collette) melder sig under fanerne, får Crowe måske chancen for at råde bod på gammel skade. "I see things" får Cole Sears i en gribende scene fremstammet efter at være blevet terroriseret af spøgelser det meste af sit liv. Hvad spøgelserne vil, er et af filmens store spørgsmål, som Sear og Crowe sætter sig for at løse. Og under opklaringen svæver Crowe og hans kone Anna (Olivia Williams) længere og længere væk fra hinanden. Men da svaret endelig kommer frem, er det lige så smerteligt for filmens personer, som det er for publikum.
"Den Sjette Sans" er en fremragende film, der holder i kraft af en unik historie og det bedste samspil mellem barn og voksen måske nogensinde. Det tyder på, at Willis har et helt specielt tag på børn, noget som han har fået erfaring med både gennem sine egne, men også på film, som det sås i "Kodenavn: Mercury" ('98). Det er ganske klædeligt, at Bruce Willis påtager sig andre jobs end affarvet-hår-og-gummi-undertrøje roller (her er det snarere kedelig-sideskilning-og-brun-pullover), for han kan om nogen bære det. Men forvent ikke en hårrejsende uhyggelig film, men mere en familie-gyser. Og når det er sagt, skal det frem: Overtegnede har aldrig set så mange mikrofoner og boomstænger samlet på et sted før - det er grænsende til det skandaløse. Efter en snak med andre anmeldere, viser det sig, at det ikke er filmen, der er problemet, men biografen og visningsforholdene i Palads-biografen i København generelt. Hvis anmeldere oplever støj, iturevne film og forkert afmaskning, så må publikum også gøre det, og til en billetpris på tres kroner og opefter, bør der slås i bordet. Det bør vi som forbrugere ikke finde os i. Jeg kan kun anmelde filmen efter hvad jeg har set, og må slutteligt konstatere, at filmen havde været en fire-stjernet oplevelse uden.
19/11-2018
