Vand! Vand! Vand!
5.0
Sir John Gielgud er genial. Musikken er fantastisk. Billederne rammer en lige i synet. Systemerne i Greenaways næstsidste film går op i en højere enhed. Farverne er... Og så videre
William Shakespeares skuespil "The Tempest" (på dansk "Stormen") handler om, hvordan hertugen af Milano - Prospero - sættes i en båd alene, kun i selskab med sine elskede bøger og sin datter Miranda. Prosperos bror har nemlig skubbet Prospero af tronen og sendt ham ud på havet, for at blive fri for ham. Prospero havner efter sejladsen på en ø, hvor han ved hjælp af sin trolddomskraft frigør tre ånder, heriblandt den lille fyr, der også har lagt navn til et vaskepulver - nemlig Ariel. Sammen med dem skaber han et liv.
Historien begynder i virkeligheden først her: Skurkene kommer efter nogen tid sejlende over havet, men kæntrer så i en voldsom storm - heraf skuespillet navn. Well, well - imens Prospero opholder sig på øen gennemgår han sine muligheder for få en retmæssig hævn over sin bror og hans kumpaner, men Prospero ender i stedet med at tilgive hele banden.
Dette klassiske skuespil af Shakespeare bør man kende til - i hvert fald bør man kende til handlingens mest fundamentale træk - inden man går ind og ser "Prosperos Books". Ellers har man nemlig ikke en chance for at følge med i det billedbombardement, filmen først og fremmest er...
Da jeg selv så filmen første gang (jeg var nødt til at se den to gange, for bare nogenlunde at have en chance for at anmelde den) var jeg meget imponeret over billederne, der som vildt vand i et frygteligt uvejr slår ind over folk i salen. "Prosperos Books" er nemlig en afsindig pittoresk film lavet af Peter Greenaway, og han er - udover at være hjernen bag film som "ZOO", "Drowning by Numbers" og den mere populære "Kokken, tyven, hans kone og hendes elsker" - fra starten uddannet som kunstmaler i London. Denne baggrund betyder, sammen med hans lange række af dokumtar-film, alt for det samlede værk. For eksempel er han ikke bleg for at stjæle med både arme og ben fra hele kunsthistorien. Og mange af scenerne svarer således perfekt - og jeg mener virkelig pérfekt - til malerier fra tidligere epoker. Og alene dét gør filmen ret flippet.
Greenaways bøger
Dertil kommer så selve plottet. Første gang jeg så filmen fattede jeg ganske enkelt ikke, hvad der foregik. Hos Shakespeare hører man bare, at Prospero er glad for sine bøger, men man hører intet om, hvad det er for bøger, han får med sig i sin båd. Og det er her Greenaway har fundet sin subtile indgang til historien. Greenaway har simpelthen stillet sig selv det klassiske spørgsmål fra poesi-bøgerne: Hvilke bøger ville du tage med på en øde ø? Greenaway har så regnet sig frem til, at det må dreje sig om præcis 24 styks, der hver især handler om de ting, man har brug for at vide i den situation.
"Prosperos Books" er så skruet sammen på den måde, at man, ind imellem de ret syrede opstyltninger - for eksempel den, hvor Sir John står i underdrenge og bar mave, mens han leger med et lille plastic-skib som Ariel tisser på oppe fra kanten af Prosperossvømmepøl - både hører og ser de til lejligheden opfundne Prosperos Books. Og det er noget af det allerbedste ved filmen. Der er lagt en voice-over ind, og denne stemme (Gielsguds) fortæller om disse mærkværdige og mangfoldige skrifter, imens man samtidig ser dem som sitrende, animerede paintbox-billeder, der er lagt henover et rektangel midt i filmen. Man ser altså både Sir John Gielgud stå og recitere "The Tempest" (han er troldmand, og har dermed skabt alt, også i filmen, hvorfor det næsten kun er ham, der taler - også når det er de andres replikker!) og henover Sir Gielguds ansigt er der så lagt tegne- og stop-motion-film, som skal illustrere indholdet af hans bøger.
Og dé bøger er ret godt udtænkt. Der er blandt andet The Book of Water (man skal jo vide noget om vand, når skal ud på en sørejse), og denne bog er selvfølgelig udført i en vandtæt indbinding. Den har desuden mistet meget af sin oprindelige farve, fordi den har været i kontakt med meget vand. Inden i bogen er der tegninger af alle de ting, der har forbindelse med vand; have, storme, regn, sne, skyer, søer, vandfald, strømme, kanaler, vandmøller, oversvømmelser - og tårer. Når man vender siderne i bogen begynder billederne at bevæge sig, så vandet løber ned ad siderne, og stormen tager til og puster læseren i ansigtet. I bogen er der også tekniske tegninger af hydrauliske konstruktioner, pumper og så videre. Her har jeg citeret nogen lunde ordret fra filmen, og det er altså bare den første af de i alt 24 bøger!
Alverdens bøger
Blandt de andre bøger, man hører om i filmen, er der A Book of Mirrors, som spejler læseren på alle mulige mærkværdige måder (man lærer jo ofte sig selv nærmere at kende, når man rejser). Der er en bog om alverdens mytologier (fordi man møder nye kulturer på de fremmede og endnu uvisse destinationer); der er en bog om stjernerne (så man kan navigere til søs om natten); der er et atlas over Helvede med Orpheus%u2019 indtegnede flugtrute (man ved jo i realiteten aldrig, hvor det er, man ender); der er også en bog om geometri (hvis man nu skulle få brug for at beregne eller tegne noget); der er en bog med farver (så man kan udsmykke sin nye verden og udtrykke sine inderste følelser); der er en bog, som skildrer fødselens anatomi (når man lander, må man selv skabe nyt); der er desuden en indholdsfortegnelse over alle døde, der nogensinde har levet på jorden (så man husker historiens gang); der er en bog med optegnelser over alle mulige sprog overhovedet (så man i praksis vil kunne tale med alle de folk, man møder); der er en bog om kærlighed (tja, hvem ved...); der er endvidere et bestiarium over fortidens, nutidens og endda også fremtidens dyr (så man altid vil kunne identificere en kameleopard, hvis man møder sådan én); der er en bog med alverdens spil (så man ikke kommer til at kede sig undervejs); og der er selvfølgelig også en bog om bevægelse (fordi en rejse jo i sig selv er en form for bevægelse). Den sidstnævnte bog skal bare altid have et messinglod liggende oven på sig, når man ikke bruger den. Ellers hopper den rundt i alle retninger...
Måske lyder det kedeligt med sådan en lang opremsning? Det er det også - for nogle. Men de, der kender og elsker Greenaway, ved, at sådan er han altså. Det hele er en overflod af serielle variationer over de samme ganske få temaer. I dette tilfælde altså bøgerne, skibbruddet og det at fortælle.
Sidste bemærkning om denne anmeldelse af Greenaways næstseneste film ("The Baby of Mâcon" er den allernyeste) må være, at jeg i virkeligheden slet ikke er den bedste til at anmelde "Prosperos Books." Jeg er nemlig så pjattet med mandens geniale indfald, at jeg altid bare vil anbefale og anbefale og atter anbefale. Også selv om filmene kræver noget - i dette tilfælde: kræver meget - af publikum. Men heldigvis er der en del hjælpemidler at tage i brug, når man vil forstå "Prosperos Books".
Konklusion? Læs Shakespeares skuespil, se Greenaways inferno af en film, læs instruktørens sindssygt detaljerede manuskript (der naturligvis er udkommet - på bog) og hør Michael Nymans minimalistiske filmmusik med de skønne, britisk-engelske arier (som findes på plade fra selskabet Argo). Var der andet? Næ. Resten er vand.
William Shakespeares skuespil "The Tempest" (på dansk "Stormen") handler om, hvordan hertugen af Milano - Prospero - sættes i en båd alene, kun i selskab med sine elskede bøger og sin datter Miranda. Prosperos bror har nemlig skubbet Prospero af tronen og sendt ham ud på havet, for at blive fri for ham. Prospero havner efter sejladsen på en ø, hvor han ved hjælp af sin trolddomskraft frigør tre ånder, heriblandt den lille fyr, der også har lagt navn til et vaskepulver - nemlig Ariel. Sammen med dem skaber han et liv.
Historien begynder i virkeligheden først her: Skurkene kommer efter nogen tid sejlende over havet, men kæntrer så i en voldsom storm - heraf skuespillet navn. Well, well - imens Prospero opholder sig på øen gennemgår han sine muligheder for få en retmæssig hævn over sin bror og hans kumpaner, men Prospero ender i stedet med at tilgive hele banden.
Dette klassiske skuespil af Shakespeare bør man kende til - i hvert fald bør man kende til handlingens mest fundamentale træk - inden man går ind og ser "Prosperos Books". Ellers har man nemlig ikke en chance for at følge med i det billedbombardement, filmen først og fremmest er...
Da jeg selv så filmen første gang (jeg var nødt til at se den to gange, for bare nogenlunde at have en chance for at anmelde den) var jeg meget imponeret over billederne, der som vildt vand i et frygteligt uvejr slår ind over folk i salen. "Prosperos Books" er nemlig en afsindig pittoresk film lavet af Peter Greenaway, og han er - udover at være hjernen bag film som "ZOO", "Drowning by Numbers" og den mere populære "Kokken, tyven, hans kone og hendes elsker" - fra starten uddannet som kunstmaler i London. Denne baggrund betyder, sammen med hans lange række af dokumtar-film, alt for det samlede værk. For eksempel er han ikke bleg for at stjæle med både arme og ben fra hele kunsthistorien. Og mange af scenerne svarer således perfekt - og jeg mener virkelig pérfekt - til malerier fra tidligere epoker. Og alene dét gør filmen ret flippet.
Greenaways bøger
Dertil kommer så selve plottet. Første gang jeg så filmen fattede jeg ganske enkelt ikke, hvad der foregik. Hos Shakespeare hører man bare, at Prospero er glad for sine bøger, men man hører intet om, hvad det er for bøger, han får med sig i sin båd. Og det er her Greenaway har fundet sin subtile indgang til historien. Greenaway har simpelthen stillet sig selv det klassiske spørgsmål fra poesi-bøgerne: Hvilke bøger ville du tage med på en øde ø? Greenaway har så regnet sig frem til, at det må dreje sig om præcis 24 styks, der hver især handler om de ting, man har brug for at vide i den situation.
"Prosperos Books" er så skruet sammen på den måde, at man, ind imellem de ret syrede opstyltninger - for eksempel den, hvor Sir John står i underdrenge og bar mave, mens han leger med et lille plastic-skib som Ariel tisser på oppe fra kanten af Prosperossvømmepøl - både hører og ser de til lejligheden opfundne Prosperos Books. Og det er noget af det allerbedste ved filmen. Der er lagt en voice-over ind, og denne stemme (Gielsguds) fortæller om disse mærkværdige og mangfoldige skrifter, imens man samtidig ser dem som sitrende, animerede paintbox-billeder, der er lagt henover et rektangel midt i filmen. Man ser altså både Sir John Gielgud stå og recitere "The Tempest" (han er troldmand, og har dermed skabt alt, også i filmen, hvorfor det næsten kun er ham, der taler - også når det er de andres replikker!) og henover Sir Gielguds ansigt er der så lagt tegne- og stop-motion-film, som skal illustrere indholdet af hans bøger.
Og dé bøger er ret godt udtænkt. Der er blandt andet The Book of Water (man skal jo vide noget om vand, når skal ud på en sørejse), og denne bog er selvfølgelig udført i en vandtæt indbinding. Den har desuden mistet meget af sin oprindelige farve, fordi den har været i kontakt med meget vand. Inden i bogen er der tegninger af alle de ting, der har forbindelse med vand; have, storme, regn, sne, skyer, søer, vandfald, strømme, kanaler, vandmøller, oversvømmelser - og tårer. Når man vender siderne i bogen begynder billederne at bevæge sig, så vandet løber ned ad siderne, og stormen tager til og puster læseren i ansigtet. I bogen er der også tekniske tegninger af hydrauliske konstruktioner, pumper og så videre. Her har jeg citeret nogen lunde ordret fra filmen, og det er altså bare den første af de i alt 24 bøger!
Alverdens bøger
Blandt de andre bøger, man hører om i filmen, er der A Book of Mirrors, som spejler læseren på alle mulige mærkværdige måder (man lærer jo ofte sig selv nærmere at kende, når man rejser). Der er en bog om alverdens mytologier (fordi man møder nye kulturer på de fremmede og endnu uvisse destinationer); der er en bog om stjernerne (så man kan navigere til søs om natten); der er et atlas over Helvede med Orpheus%u2019 indtegnede flugtrute (man ved jo i realiteten aldrig, hvor det er, man ender); der er også en bog om geometri (hvis man nu skulle få brug for at beregne eller tegne noget); der er en bog med farver (så man kan udsmykke sin nye verden og udtrykke sine inderste følelser); der er en bog, som skildrer fødselens anatomi (når man lander, må man selv skabe nyt); der er desuden en indholdsfortegnelse over alle døde, der nogensinde har levet på jorden (så man husker historiens gang); der er en bog med optegnelser over alle mulige sprog overhovedet (så man i praksis vil kunne tale med alle de folk, man møder); der er en bog om kærlighed (tja, hvem ved...); der er endvidere et bestiarium over fortidens, nutidens og endda også fremtidens dyr (så man altid vil kunne identificere en kameleopard, hvis man møder sådan én); der er en bog med alverdens spil (så man ikke kommer til at kede sig undervejs); og der er selvfølgelig også en bog om bevægelse (fordi en rejse jo i sig selv er en form for bevægelse). Den sidstnævnte bog skal bare altid have et messinglod liggende oven på sig, når man ikke bruger den. Ellers hopper den rundt i alle retninger...
Måske lyder det kedeligt med sådan en lang opremsning? Det er det også - for nogle. Men de, der kender og elsker Greenaway, ved, at sådan er han altså. Det hele er en overflod af serielle variationer over de samme ganske få temaer. I dette tilfælde altså bøgerne, skibbruddet og det at fortælle.
Sidste bemærkning om denne anmeldelse af Greenaways næstseneste film ("The Baby of Mâcon" er den allernyeste) må være, at jeg i virkeligheden slet ikke er den bedste til at anmelde "Prosperos Books." Jeg er nemlig så pjattet med mandens geniale indfald, at jeg altid bare vil anbefale og anbefale og atter anbefale. Også selv om filmene kræver noget - i dette tilfælde: kræver meget - af publikum. Men heldigvis er der en del hjælpemidler at tage i brug, når man vil forstå "Prosperos Books".
Konklusion? Læs Shakespeares skuespil, se Greenaways inferno af en film, læs instruktørens sindssygt detaljerede manuskript (der naturligvis er udkommet - på bog) og hør Michael Nymans minimalistiske filmmusik med de skønne, britisk-engelske arier (som findes på plade fra selskabet Argo). Var der andet? Næ. Resten er vand.
19/11-2018