Kønne billeder af den grimme virkelighed
3.0
Tran Anh Hung er aktuel med en voldsom og billedskøn film om fattige mennesker i bunden af Vietnams slumkvarterer.
Der er vel efterhånden ingen som er i tvivl om, at østen pt. er et af de vigtigste områder, når det gælder frembringelsen af filmkunst. For et par år siden vakte også Vietnam opmærksomhed verden over, da filmen "Duften af den grønne papaya" blev oscar-nomineret og opnåede bred distribution, bl.a. i Danmark. Nu er instruktøren af "Duften af den grønne papaya", Tran Anh Hung, klar med en ny film, "Rickshaw", også denne gang fransk produceret og med et overvejende fransk filmhold bag.
Hvor hans forrige film var en meget afdæmbet skildring af hverdagsscener og stille kærlighed, så er "Rickshaw" en meget voldsom og blodig film. Den handler om en ung, vietnamesisk dreng, der kører cykeltaxa i Ho Chi Minh Ville (det tidligere Saigon). En dag bliver hans cykeltaxa, som han har lejet, stjålet af en bande, og for at skaffe pengene til en ny bliver drengen tvunget ud i kriminalitet.
Her kommer et nyt handlingsspor ind, for lederen af den bande han vil med i forelsker sig i hans søster, der er på vej ud i småprostitution, selvom hun stadig er jomfru. De to spor løber parallelt uden at mødes, drengen trækkes stadig længere ud i kriminalitet, som han ser som en vej ud af det hårde liv som cykeltaxakører, mens søsteren udsættes for diverse perverse mænd, der vil have hende til at gøre de underligste ting. Og til sidst ender det hele, ikke overraskende, yderst voldsomt.
Voldsom ro
Dem som har set bare et enkelt klip fra "Duften af den grønne papaya" vil sikkert spørge sig selv, hvordan i alverden Tran Anh Hung har kombineret sit ekstremt rolige og poetiske filmsprog med en så voldsom historie. Visse steder er stilen da også blevet mere livlig - der bruges håndholdt kamera og en ganske hektisk klipning. Men i det store hele er det stadigt en utrolig symbolladet og afdæmpet måde at fortælle på, som instruktøren bruger. Jo voldsommere og blodigere scenerne bliver, med henrettelser, gadekampe, brande, opkastninger og pludselig død i mange varianter, jo mere roligt og fuld af visuelt imponerende detaljer bliver filmen fortalt.
I passager minder filmen næsten om et bevægeligt maleri, når først cykeltaxaejerens åndsvage søn og senere hovedpersonen i en narkorus smører sig selv ind i maling i klare farver og vælter farvestrålende rundt i de ellers trøstesløse omgivelser. Blodets røde, ildens gule og en guldfisk orange farver er andre elementer, som flettes ind i handlingen for, at der skal komme flotte billeder ud af det - og det gør der.
Vietnams grimme ansigt
Må man respekterer filmens vilje til at vise bagsiden af det moderne Vietnam, og imponeres over den fantastiske billedstil, så kan man til gengæld ikke lade være med at ærgre sig over det noget konstruerede præg, som hviler over historien og personerne. Handlingen bliver fortalt i små episoder, med store huller imellem, og masser af spring, som gør den meget forvirrende og usammenhængende. Det er også klart, at alle de lange lyriske forløb periodevis sætter handlingen i stå, og øger filmens springende karakter.
Men det helt afgørende er, at vi aldrig får mulighed for at komme ind under huden på personerne. Vi er med så langt, at det er deres fattige, trøstesløse baggrund, der tvinger dem ud i kriminalitet og prostitution. Men den rolige fremvisning i flotte billeder af de mange voldsomme skæbner skaber en afstand til personerne. Vi ser dem tænke, men vi kan ikke gætte, hvad de tænker på, og hvad der bevæger dem til mord, ildspåsættelse, selvmord og vold. Det ene øjeblik lokker bandelederen søsteren ud i prostitution, det andet myrder han brutalt en kunde, der har forgrebet sig, så hun ikke længere er jomfru.
Filmen får i længden et konstrueret og urealistisk præg. Det er som om de mange voldsomme hændelser ender som en undskyldning til at lave de mange flotte billeder. For når alt kommer til alt, så er Vietnam garanteret ikke fyldt med tavse personer, der går tænkende rundt i tableauagtige optrin i slumkvarterer malet i primærfarver
Der er vel efterhånden ingen som er i tvivl om, at østen pt. er et af de vigtigste områder, når det gælder frembringelsen af filmkunst. For et par år siden vakte også Vietnam opmærksomhed verden over, da filmen "Duften af den grønne papaya" blev oscar-nomineret og opnåede bred distribution, bl.a. i Danmark. Nu er instruktøren af "Duften af den grønne papaya", Tran Anh Hung, klar med en ny film, "Rickshaw", også denne gang fransk produceret og med et overvejende fransk filmhold bag.
Hvor hans forrige film var en meget afdæmbet skildring af hverdagsscener og stille kærlighed, så er "Rickshaw" en meget voldsom og blodig film. Den handler om en ung, vietnamesisk dreng, der kører cykeltaxa i Ho Chi Minh Ville (det tidligere Saigon). En dag bliver hans cykeltaxa, som han har lejet, stjålet af en bande, og for at skaffe pengene til en ny bliver drengen tvunget ud i kriminalitet.
Her kommer et nyt handlingsspor ind, for lederen af den bande han vil med i forelsker sig i hans søster, der er på vej ud i småprostitution, selvom hun stadig er jomfru. De to spor løber parallelt uden at mødes, drengen trækkes stadig længere ud i kriminalitet, som han ser som en vej ud af det hårde liv som cykeltaxakører, mens søsteren udsættes for diverse perverse mænd, der vil have hende til at gøre de underligste ting. Og til sidst ender det hele, ikke overraskende, yderst voldsomt.
Voldsom ro
Dem som har set bare et enkelt klip fra "Duften af den grønne papaya" vil sikkert spørge sig selv, hvordan i alverden Tran Anh Hung har kombineret sit ekstremt rolige og poetiske filmsprog med en så voldsom historie. Visse steder er stilen da også blevet mere livlig - der bruges håndholdt kamera og en ganske hektisk klipning. Men i det store hele er det stadigt en utrolig symbolladet og afdæmpet måde at fortælle på, som instruktøren bruger. Jo voldsommere og blodigere scenerne bliver, med henrettelser, gadekampe, brande, opkastninger og pludselig død i mange varianter, jo mere roligt og fuld af visuelt imponerende detaljer bliver filmen fortalt.
I passager minder filmen næsten om et bevægeligt maleri, når først cykeltaxaejerens åndsvage søn og senere hovedpersonen i en narkorus smører sig selv ind i maling i klare farver og vælter farvestrålende rundt i de ellers trøstesløse omgivelser. Blodets røde, ildens gule og en guldfisk orange farver er andre elementer, som flettes ind i handlingen for, at der skal komme flotte billeder ud af det - og det gør der.
Vietnams grimme ansigt
Må man respekterer filmens vilje til at vise bagsiden af det moderne Vietnam, og imponeres over den fantastiske billedstil, så kan man til gengæld ikke lade være med at ærgre sig over det noget konstruerede præg, som hviler over historien og personerne. Handlingen bliver fortalt i små episoder, med store huller imellem, og masser af spring, som gør den meget forvirrende og usammenhængende. Det er også klart, at alle de lange lyriske forløb periodevis sætter handlingen i stå, og øger filmens springende karakter.
Men det helt afgørende er, at vi aldrig får mulighed for at komme ind under huden på personerne. Vi er med så langt, at det er deres fattige, trøstesløse baggrund, der tvinger dem ud i kriminalitet og prostitution. Men den rolige fremvisning i flotte billeder af de mange voldsomme skæbner skaber en afstand til personerne. Vi ser dem tænke, men vi kan ikke gætte, hvad de tænker på, og hvad der bevæger dem til mord, ildspåsættelse, selvmord og vold. Det ene øjeblik lokker bandelederen søsteren ud i prostitution, det andet myrder han brutalt en kunde, der har forgrebet sig, så hun ikke længere er jomfru.
Filmen får i længden et konstrueret og urealistisk præg. Det er som om de mange voldsomme hændelser ender som en undskyldning til at lave de mange flotte billeder. For når alt kommer til alt, så er Vietnam garanteret ikke fyldt med tavse personer, der går tænkende rundt i tableauagtige optrin i slumkvarterer malet i primærfarver
19/11-2018