Det ender altid med en Muriel-model
4.0
Enhver kvinde i 20'erne med respekt for sig selv, har i 9-10 års alderen skændtes indædt med sin ring-veninde om, hvem der henholdsvis skulle lege den mørkhårede eller den lyshårede fra ABBA, mens de rev i hver sin ende af en lidet opstrammet havebadminton-ketcher. Det var ihvertfald den barndoms-erindring, der tonede frem, da jeg så den australske film "Muriels Wedding".
Der er altså et eller andet mellem ABBA og Australien. De står simpelthen godt til hinanden. Vi har senest set denne alliance gøre sig gældende i "Priscilla - Queen of the Desert", og "Muriel's Wedding" har da også langt mere end ABBA tilfælles med "Priscilla". Begge film hylder det grinagtige, groteske og kitch'ede på den mest hjertelige og charmerende facon. "Muriels Wedding" har dog byttet 'drag'-miljøet ud med en australsk ferieby, Porpoise Spit, med ganske andre seksuelle tilbøjeligheder og social omgangsform.
Muriel er et på alle måder mislykket kvindemenneske, da man i åbningssekvensen møder hende til en venindes bryllup. Mens alle de nipre veninder er stadset ud i ens yndige tylkjoler, optræder Muriel svulstig og rødmosset i en leopard-plettet stramtsiddende viskose sag, der ikke giver de overflødige kilo megen plads.
Muriel passer ikke ind - hun får stemplet "uduelig" af sine "hjerte"-veninder og er overladt til en komplet forskruet familie, ført an af en far, der er et skræmmende morsomt studium i smålig storhedsvanvid og selvbedrag.
Muriel tilbringer sin tid med at drømme sig ind i diverse bryllupsmagasiner med ABBA tordnende ud af den pink ghetto-blaster. Muriel vil giftes. For hende er dòt at blive gift, den eneste måde at blive en anden. Den eneste måde at få hævn over sin mislykkede fortid.
Men mødet med den gamle skolekammerat Rhonda, bringer Muriel ud af den værste selvynk. De flygter sammen til Sydney, 'City of Brides', hvor Muriel gennemgår en forvandling. Filmen er gudskelov ikke en askepot-fortælling i bedste "Pretty Woman"-stil. Forvandlingen er nemlig ikke total. Muriel er stadig lettere overvægtig, skærer stadig usexede grimasser, når hun skal charmere det modsatte køn - men er stadig elskelig i al sin kejtethed.
Filmens force er, at den så præcist og virtuost spidder "veninde-skabet" og småborgerligheden, når den er værst. "Muriel's Wedding" smækker alt hvad der er grimt, grotesk og grufuldt ondt lige i hovedet på tilskueren. Man griner uhæmmet, fordi det hele er for meget, men man griner også fordi man som pige, kender det hele så godt.
"Muriel's Wedding" taber dog noget af sin intensitet og sarkasme hen mod filmens slutning. Filmen prøver lidt forceret at slå over i et mere gennemført alvorligt toneleje, som man som tilskuer ikke er gearet til. Det er som om filmens instruktør, P.J. Hogan, har været bange for at gå komedie-planken ud. Filmen fungerer nemlig bedst, når den er mest absurd.
Selvom slutningen stritter, ændrer den dog ikke på, at "Muriel's Wedding" er en fin, morsom og rar film om jagten på lykke og succes, båret af fænomenalt skuespil - især af Toni Collette i den altoverskyggende rolle som Muriel.
Selvom barndomsmindet om den indædte venindekamp om Agnethas eller Anni-Frids identitet mest af alt fremkalder latter, kan man alligevel ikke undgå få et lille stik i hjertet ved tanken om, at der jo også var de gange, hvor man var knap så populær i veninde-inderkredsen. De gange man var reduceret til Benny, spillende på et halvmuggent bordtennisbat.
Vi har vist alle prøvet at være en Muriel.
Der er altså et eller andet mellem ABBA og Australien. De står simpelthen godt til hinanden. Vi har senest set denne alliance gøre sig gældende i "Priscilla - Queen of the Desert", og "Muriel's Wedding" har da også langt mere end ABBA tilfælles med "Priscilla". Begge film hylder det grinagtige, groteske og kitch'ede på den mest hjertelige og charmerende facon. "Muriels Wedding" har dog byttet 'drag'-miljøet ud med en australsk ferieby, Porpoise Spit, med ganske andre seksuelle tilbøjeligheder og social omgangsform.
Muriel er et på alle måder mislykket kvindemenneske, da man i åbningssekvensen møder hende til en venindes bryllup. Mens alle de nipre veninder er stadset ud i ens yndige tylkjoler, optræder Muriel svulstig og rødmosset i en leopard-plettet stramtsiddende viskose sag, der ikke giver de overflødige kilo megen plads.
Muriel passer ikke ind - hun får stemplet "uduelig" af sine "hjerte"-veninder og er overladt til en komplet forskruet familie, ført an af en far, der er et skræmmende morsomt studium i smålig storhedsvanvid og selvbedrag.
Muriel tilbringer sin tid med at drømme sig ind i diverse bryllupsmagasiner med ABBA tordnende ud af den pink ghetto-blaster. Muriel vil giftes. For hende er dòt at blive gift, den eneste måde at blive en anden. Den eneste måde at få hævn over sin mislykkede fortid.
Men mødet med den gamle skolekammerat Rhonda, bringer Muriel ud af den værste selvynk. De flygter sammen til Sydney, 'City of Brides', hvor Muriel gennemgår en forvandling. Filmen er gudskelov ikke en askepot-fortælling i bedste "Pretty Woman"-stil. Forvandlingen er nemlig ikke total. Muriel er stadig lettere overvægtig, skærer stadig usexede grimasser, når hun skal charmere det modsatte køn - men er stadig elskelig i al sin kejtethed.
Filmens force er, at den så præcist og virtuost spidder "veninde-skabet" og småborgerligheden, når den er værst. "Muriel's Wedding" smækker alt hvad der er grimt, grotesk og grufuldt ondt lige i hovedet på tilskueren. Man griner uhæmmet, fordi det hele er for meget, men man griner også fordi man som pige, kender det hele så godt.
"Muriel's Wedding" taber dog noget af sin intensitet og sarkasme hen mod filmens slutning. Filmen prøver lidt forceret at slå over i et mere gennemført alvorligt toneleje, som man som tilskuer ikke er gearet til. Det er som om filmens instruktør, P.J. Hogan, har været bange for at gå komedie-planken ud. Filmen fungerer nemlig bedst, når den er mest absurd.
Selvom slutningen stritter, ændrer den dog ikke på, at "Muriel's Wedding" er en fin, morsom og rar film om jagten på lykke og succes, båret af fænomenalt skuespil - især af Toni Collette i den altoverskyggende rolle som Muriel.
Selvom barndomsmindet om den indædte venindekamp om Agnethas eller Anni-Frids identitet mest af alt fremkalder latter, kan man alligevel ikke undgå få et lille stik i hjertet ved tanken om, at der jo også var de gange, hvor man var knap så populær i veninde-inderkredsen. De gange man var reduceret til Benny, spillende på et halvmuggent bordtennisbat.
Vi har vist alle prøvet at være en Muriel.
19/11-2018
