Dreng møder pige
3.0
"City of Angels" er et sympatisk og tilforladeligt kærlighedsdrama, frit fortolket efter Wim Wenders' "Der Himmel über Berlin" - pakket ind i Hollywood-design. Den er måske nok uoriginal og forudsigelig, men får vinger at flyve med i kraft af engageret og sensivt spil i hoved- og biroller.
Fra Fortællingens begyndelse og frem til i dag, har kærlighedens motiv været i højsædet blandt alverdens historiefortællere og kulturer. Præmissen for disse fortællinger understøttes typisk i tiltrækningen mellem modsætninger. Utallige barrierer, såsom race, religion, klasse, seksuelle præferencer og alder, er nedbrudt for at Mand og Kvinde kan forenes på de hvide lagener og frem for alt med det officielle samfunds accept. Men disse modsætningernes præmis, synes at have tabt sin dramatiske potens. I 1990'ernes fin de siècle transcenderer den 'umulige romance' typisk til himmelsk niveau, senest realiseret i "City of Angels".
Nye og gamle engle
Jeg skal afholde mig fra rigidt at sammenligne de to film - det ville ikke være helt fair - idet "City of Angels" ikke foregiver at ville underholde som intellektuel filmkunst, men iscenesætter bevidst udfra erkendelsen af at være Hollywood mainstream, med det store brede publikum verden over som sin målgruppe. Således låner den Wenders' engle-tema: de omflakkende ensomme engle, som iagttager og causerer lommefilosofisk over menneskenes verdslige liv; den nysgerrige og kærlighedsramte engel (Nicholas Cage), der guides af en 'afhoppet' engel (Dennis Franz i overdådigt spillehumør) i sit forsøg på at transformere til menneskestatus; samt romancen mellem engel og menneske.
Engledreng møder kirurgpige
Det sidste får topprioritet i "City of Angels" og antager næsten klassisk boy-meets-girl formula. Englen Seth (Cage) har anlæg for menneskelige følelser og forelsker sig tidligt i lægen Maggie (Meg Ryan - hvem ellers?). Som alle, der rammes af amors pil, famler Seth og Maggie sig usikkert frem til hinanden, sætter hinanden på diverse prøver og forvikler sig ind i og ud af hinandens liv på klassisk dramatisk (og komisk) vis, for slutteligt at gå i sanselig erotisk clinch med hinanden foran den åbne kamin.
Meg Ryan gentager her sine talenter som emotionelt handicappet strigle, men kær og indtagende er hun da, som hun også var det i "When Harry Met Sally", "When a Man Loves a Woman" og "Sleepless in Seattle". Overfor hende stor-charmerer Nicholas Cage i en sjældent engle-blid og underspillet rolle, der føjer nye dimensioner til et i forvejen udsøgt repertoire af karakter-roller.
[Spoiler alarm!]
Dødens tragiske indgriben
Det tilkommer normalt ikke en engel at kunne føle og sanse i menneskelig forstand, men Seth har fået smag ("Do you feel that? And that?") for Jord-livet, med alt hvad det måtte indebære af smerte og glæder. Han forsager udødeligheden og tager i bogstaveligste forstand springet udi livet og kærligheden - samt dødeligheden. Men døden viser skæbnesvangert sit lunefulde ansigt, netop som romancen er fuldbyrdet.
I Wenders' himmel over berlin griber døden tragisk ind i historien, forsegler romancen mellem engel og menneske på fortællemæssigt logisk vis, men i nærværende film virker det ikke naturligt, når nu man har brugt det meste af en film på at bygge op til det store romantiske klimaks. Man kan mistænke instruktøren Brad Silberling for herved, at ville give filmen en dyb, eftertænksom og lødig slut-replik - i lighed med Wenders' mere intellektuelt kunstneriske ambitioner. Samtidig synes den tragiske slutning at skulle give Silberling et alibi overfor kritikernes eventuelle anklager om idylliseret pladderromantik. Desværre lader han sig forlede af disse prætentioner, thi langt henad vejen doserer "City of Angels" tilpas afbalanceret, hvad patos angår og instruktøren burde aldrig have frygtet en happy end. Nu resulterer det derimod (mod hensigten) i, at man spekulerer i det sentimentales effekt.
[spoileralarm slut]
Tre seværdige scopofile øjne
Alligevel er filmen dog seværdig for sine spillere, især også birollerne spillet af Dennis Franz (Andy Sipowtiz fra "NYPD Blue") og Andre Braugher (Frank Pembleton fra 'verdens bedste politi-tv-serie' "Homicide"). Begge kunne sagtens bære, og fortjener snart, hovedroller i en spillefilm hver for sig eller allerbedst sammen - måtte det dog ske i nærmeste fremtid! I tilgift serverer fotografen en række blændende flotte og inspirerede cinemascope billeder, der i sine mediterende stemmnings-tableauer lader os udforske billedernes potente spændingsfelt mellem det himmelsk beåndede og verdsligt jordiske. Her løfter "City of Angels" sig stedvist forførende væk fra sit skabelonpræg og søde karakter af perfektioneret sømløshed og tilforladelighed. Nok til at denne anmelder sad tilbage med tre scopofile øjne.
Fra Fortællingens begyndelse og frem til i dag, har kærlighedens motiv været i højsædet blandt alverdens historiefortællere og kulturer. Præmissen for disse fortællinger understøttes typisk i tiltrækningen mellem modsætninger. Utallige barrierer, såsom race, religion, klasse, seksuelle præferencer og alder, er nedbrudt for at Mand og Kvinde kan forenes på de hvide lagener og frem for alt med det officielle samfunds accept. Men disse modsætningernes præmis, synes at have tabt sin dramatiske potens. I 1990'ernes fin de siècle transcenderer den 'umulige romance' typisk til himmelsk niveau, senest realiseret i "City of Angels".
Nye og gamle engle
Jeg skal afholde mig fra rigidt at sammenligne de to film - det ville ikke være helt fair - idet "City of Angels" ikke foregiver at ville underholde som intellektuel filmkunst, men iscenesætter bevidst udfra erkendelsen af at være Hollywood mainstream, med det store brede publikum verden over som sin målgruppe. Således låner den Wenders' engle-tema: de omflakkende ensomme engle, som iagttager og causerer lommefilosofisk over menneskenes verdslige liv; den nysgerrige og kærlighedsramte engel (Nicholas Cage), der guides af en 'afhoppet' engel (Dennis Franz i overdådigt spillehumør) i sit forsøg på at transformere til menneskestatus; samt romancen mellem engel og menneske.
Engledreng møder kirurgpige
Det sidste får topprioritet i "City of Angels" og antager næsten klassisk boy-meets-girl formula. Englen Seth (Cage) har anlæg for menneskelige følelser og forelsker sig tidligt i lægen Maggie (Meg Ryan - hvem ellers?). Som alle, der rammes af amors pil, famler Seth og Maggie sig usikkert frem til hinanden, sætter hinanden på diverse prøver og forvikler sig ind i og ud af hinandens liv på klassisk dramatisk (og komisk) vis, for slutteligt at gå i sanselig erotisk clinch med hinanden foran den åbne kamin.
Meg Ryan gentager her sine talenter som emotionelt handicappet strigle, men kær og indtagende er hun da, som hun også var det i "When Harry Met Sally", "When a Man Loves a Woman" og "Sleepless in Seattle". Overfor hende stor-charmerer Nicholas Cage i en sjældent engle-blid og underspillet rolle, der føjer nye dimensioner til et i forvejen udsøgt repertoire af karakter-roller.
[Spoiler alarm!]
Dødens tragiske indgriben
Det tilkommer normalt ikke en engel at kunne føle og sanse i menneskelig forstand, men Seth har fået smag ("Do you feel that? And that?") for Jord-livet, med alt hvad det måtte indebære af smerte og glæder. Han forsager udødeligheden og tager i bogstaveligste forstand springet udi livet og kærligheden - samt dødeligheden. Men døden viser skæbnesvangert sit lunefulde ansigt, netop som romancen er fuldbyrdet.
I Wenders' himmel over berlin griber døden tragisk ind i historien, forsegler romancen mellem engel og menneske på fortællemæssigt logisk vis, men i nærværende film virker det ikke naturligt, når nu man har brugt det meste af en film på at bygge op til det store romantiske klimaks. Man kan mistænke instruktøren Brad Silberling for herved, at ville give filmen en dyb, eftertænksom og lødig slut-replik - i lighed med Wenders' mere intellektuelt kunstneriske ambitioner. Samtidig synes den tragiske slutning at skulle give Silberling et alibi overfor kritikernes eventuelle anklager om idylliseret pladderromantik. Desværre lader han sig forlede af disse prætentioner, thi langt henad vejen doserer "City of Angels" tilpas afbalanceret, hvad patos angår og instruktøren burde aldrig have frygtet en happy end. Nu resulterer det derimod (mod hensigten) i, at man spekulerer i det sentimentales effekt.
[spoileralarm slut]
Tre seværdige scopofile øjne
Alligevel er filmen dog seværdig for sine spillere, især også birollerne spillet af Dennis Franz (Andy Sipowtiz fra "NYPD Blue") og Andre Braugher (Frank Pembleton fra 'verdens bedste politi-tv-serie' "Homicide"). Begge kunne sagtens bære, og fortjener snart, hovedroller i en spillefilm hver for sig eller allerbedst sammen - måtte det dog ske i nærmeste fremtid! I tilgift serverer fotografen en række blændende flotte og inspirerede cinemascope billeder, der i sine mediterende stemmnings-tableauer lader os udforske billedernes potente spændingsfelt mellem det himmelsk beåndede og verdsligt jordiske. Her løfter "City of Angels" sig stedvist forførende væk fra sit skabelonpræg og søde karakter af perfektioneret sømløshed og tilforladelighed. Nok til at denne anmelder sad tilbage med tre scopofile øjne.
19/11-2018
