Længe leve popcorn
3.0
Hvis man lader sine fine cafémanerer blive derhjemme og tager det uforpligtende tøj på, er "Deep Rising" faktisk en meget underholdende gang B-films vås.
Der er to måder at fange den specielle B-films atmosfære på. Man kan bevidst spille på publikums kendskab til genrens koder, som en ramme for småfilosofiske og kunstnerisk berettigede underholdningsfilm. På den måde har blandt andet Tarantino og Wes Craven gjort B-filmen respekteret og accepteret. Og ikke et eneste ondt ord om det. Men man kan også uden genrebevidsthed, men med en åbenlys kærlighed, ganske enkelt lave B-film på B-filmens præmisser og til den gruppe hører så afgjort Stephen Sommers "Deep Rising".
Skibet er ladet med...
I god B-film tradition spilder den bestemt ikke tiden, men går allerede fra starten lige til biddet. Den kække hurtigbådskaptajn John Finnegan (Treat Williams) og hans noget tamme besætning er blevet hyret af en gang svært bevæbnede terrorister, der har til sinde at kapre en stor luksusliner og rippe den for værdier. Da de ankommer til denne flydende pengetank, er den dog som støvsuget for mennesker. Kun kaptajnen (Derrick O'Connor), bådens ejer Canton (Anthony Heald) og den langlemmede juveltyv Trillian (Famke Janssen) har haft bondesnuhed nok til at gemme sig i skibets sikkerhedsboks. Sammen med de nyligt ankomne gør de fælles front mod det, der senere viser sig at være et ganske skræmmende monster, med en svaghed for menneskekjød. Og så kører filmen ellers efter den gode gamle devise: først var der 9, så var der 8 og så videre.
Lystigheden råder
Det kunne der være kommet en både kedelig og ligegyldig samlebåndsfilm ud af, men Stephen Sommers formår at placere tungen solidt i kinden og ser det hele sådan lidt fra den humoristiske side. Filmen slår tydeligvis ikke større brød op end den kan bage, og er dejlig bevidst om at den ganske simpelt er ude i et underholdningsærinde; derfor er filmen flere steder overraskende veloplagt og forfriskende løssluppen. Selvom historien i bund og grund er en gang ævl, så er dialogen faktisk ganske frisk og uanstrengt, samtidig med at skuespillerne på ingen måde tager det hele alt for alvorligt. Specielt birollerne er velbesatte. Det er fornøjeligt for en gang skyld at overvære en actionfilm hvor den komiske pauseklovn (her Kevin J. O'Connor som mekanikeren Pantucci) rent faktisk er morsom. Imens er Treat Williams som han skal være og Famke Janssen tilpas rap i kæften og sparsom i beklædningen.
Helt i trit med B-filmens univers er "Deep Rising" desuden ganske blodig, men det bliver hverken klægt eller perverteret fordi det er så tilpas langt ude på overdrevet, at man distancerer sig fra det.
For at dryppe en enkelt malurt i bægeret, så kører filmen ikke helt sin komiske distance til ende, da der desværre tilsidst er et par "åh, jeg har mistet min bedste ven" tudescener. Men indtil da er man blevet underholdt til overflod og de sidste missere er langtfra nok til at ødelægge smagsløgene; højst irritere dem.
"Deep Rising" er det bedste bud på en rigtig god gang uforpligtende B-films underholdning, der er set i længere tid. For at få det fulde udbytte af løjerne bør man dog nok lade de fine manerer ligge derhjemme, men så er der også dømt popkornfilm af bedste skuffe.
Der er to måder at fange den specielle B-films atmosfære på. Man kan bevidst spille på publikums kendskab til genrens koder, som en ramme for småfilosofiske og kunstnerisk berettigede underholdningsfilm. På den måde har blandt andet Tarantino og Wes Craven gjort B-filmen respekteret og accepteret. Og ikke et eneste ondt ord om det. Men man kan også uden genrebevidsthed, men med en åbenlys kærlighed, ganske enkelt lave B-film på B-filmens præmisser og til den gruppe hører så afgjort Stephen Sommers "Deep Rising".
Skibet er ladet med...
I god B-film tradition spilder den bestemt ikke tiden, men går allerede fra starten lige til biddet. Den kække hurtigbådskaptajn John Finnegan (Treat Williams) og hans noget tamme besætning er blevet hyret af en gang svært bevæbnede terrorister, der har til sinde at kapre en stor luksusliner og rippe den for værdier. Da de ankommer til denne flydende pengetank, er den dog som støvsuget for mennesker. Kun kaptajnen (Derrick O'Connor), bådens ejer Canton (Anthony Heald) og den langlemmede juveltyv Trillian (Famke Janssen) har haft bondesnuhed nok til at gemme sig i skibets sikkerhedsboks. Sammen med de nyligt ankomne gør de fælles front mod det, der senere viser sig at være et ganske skræmmende monster, med en svaghed for menneskekjød. Og så kører filmen ellers efter den gode gamle devise: først var der 9, så var der 8 og så videre.
Lystigheden råder
Det kunne der være kommet en både kedelig og ligegyldig samlebåndsfilm ud af, men Stephen Sommers formår at placere tungen solidt i kinden og ser det hele sådan lidt fra den humoristiske side. Filmen slår tydeligvis ikke større brød op end den kan bage, og er dejlig bevidst om at den ganske simpelt er ude i et underholdningsærinde; derfor er filmen flere steder overraskende veloplagt og forfriskende løssluppen. Selvom historien i bund og grund er en gang ævl, så er dialogen faktisk ganske frisk og uanstrengt, samtidig med at skuespillerne på ingen måde tager det hele alt for alvorligt. Specielt birollerne er velbesatte. Det er fornøjeligt for en gang skyld at overvære en actionfilm hvor den komiske pauseklovn (her Kevin J. O'Connor som mekanikeren Pantucci) rent faktisk er morsom. Imens er Treat Williams som han skal være og Famke Janssen tilpas rap i kæften og sparsom i beklædningen.
Helt i trit med B-filmens univers er "Deep Rising" desuden ganske blodig, men det bliver hverken klægt eller perverteret fordi det er så tilpas langt ude på overdrevet, at man distancerer sig fra det.
For at dryppe en enkelt malurt i bægeret, så kører filmen ikke helt sin komiske distance til ende, da der desværre tilsidst er et par "åh, jeg har mistet min bedste ven" tudescener. Men indtil da er man blevet underholdt til overflod og de sidste missere er langtfra nok til at ødelægge smagsløgene; højst irritere dem.
"Deep Rising" er det bedste bud på en rigtig god gang uforpligtende B-films underholdning, der er set i længere tid. For at få det fulde udbytte af løjerne bør man dog nok lade de fine manerer ligge derhjemme, men så er der også dømt popkornfilm af bedste skuffe.
19/11-2018
