Roemarkens samurai
5.0
Fremragende præstationer i Søren Kragh-Jacobsens klichefri Dogmefilm
Efterhånden som Dogme 95-filmene begynder at dukke op får man en fornemmelse af at dette kyskhedsløfte først og fremmest har været et effektivt salgsgimmick. Ikke fordi "Idioterne" og "Festen" ikke er gode film, for det er de, men jeg blev i begge tilfælde efterladt med en fæl mistanke om at filmene kunne have været blevet ligeså gode uden de stramme regler, der nærmer sig et teknisk kyskhedsbælte fremfor den befrielse det angiveligt skulle være for instruktørerne. Og så ville det unægtelig have været rart at kunne høre hele dialogen i begge film.
Søren Kragh-Jacobsens "Mifunes sidste sang" indskriver sig som den tredje i rækken af Dogmefilm. Umiddelbart er den klart den mindst dogmeagtige af de tre, dels er den optaget på rigtig film og dels har fotografen anstrengt sig for at holde kameraet nogenlunde i ro. Man fornemmer også en vis trang til at komponere flotte billeder, selvom det vel er i strid med kyskhedsløftets bud om at afstå fra al god smag og al æstetik.
Når hovmod står for fald
Filmens hovedperson Kresten er en nygift og lovende karriereknægt, som har giftet sig med direktørens datter, hysterisk og dejligt irriterende spillet af Sofie Gråbøl. Men Kresten skammer sig over sit ophav. Han kommer fra en udørk på Lolland, ikke langt fra Naksskov. Hans mor er død, hans bror er retarderet og hans far driver en mildt sagt forfalden gård. Men Kretsen har fornægtet familien og har bildt alle andre ind at de er døde.
Da faderen dør, tager Kresten til Lolland for at ordne begravelsen. Allerede da han har taget den første runde i det miserable stuehus, må han ud og brække sig på gårdspladsen. Det er uklart om det er efterveer fra den foregående bryllupsnat, eller om det er på grund af lugten af faderens lig, der er placeret på stuens spisebord. På gårdspladsen møder han Gerner, der gaflede Krestens kæreste mens han stadig boede på egnen. Gerner slynger om sig med den særlige floromvundne lyrik, man kan møde hos gamle alkoholikere. Han er misundelig på Kresten, og træder ham over tæerne ved at snakke om den fælles ungdomskæreste Ingrid, der "sang som en nattergal når hun fik bajadsen".
En luder på flugt
Kresten hyrer en husbestyrerinde, i den tro at han så kan slippe ansvaret for lillebroren Rud, der ikke kan klare sig selv. Og ind fra den væmmelige storby kommer Liva, spillet af stortalentet Iben Hjejle. Hun er luder i luksusformat, men vil væk fra København hvor hun forfølges af en telefonstønner - men først efter at have tisset på en kundes persertæppe i arrigskab. Torben Jensen gentager her sin slibrige og smiskende rolle fra "Flamberede hjerter", den mand kan altså spille gammel gris! Men hverken Kresten eller Liva fortæller om deres baggrund, hvilket naturligvis må få konsekvenser.
Anders W. Berthelsen med det permanente sovehår leverer en pragtpræstation som Kresten der bondefødt og kvajet opdraget, har løjet sig til prinsessen og den gode stilling. Rollen spiller på parallellerne til Toshiro Mifunes figur i Kurosawas "De syv samuraier", hvor den pralende bondesøn Kikuchiyo spiser kirsebær med de store ved at bilde dem ind, at han er kvalificeret som ægte samurai. Vi forstår Krestens løgne, som har spundet ham ind i det spind som behageligheden og skammen forhindrer ham i at bryde. Han er en figur der bogstaveligt talt har lig i lasten, men han har også pondus nok til at gøre op med løgnene, når han får det ægte modspil som Liva efterhånden kan give ham. Hendes skeletter i skabet er af ligeså håndgribelig art, men hun er ikke på samme måde et ensomt menneske, selvom de prostituerede veninder måske ikke har den store dybde. Hun er et pragmatisk menneske, der forklarer sin lillebror, at "livet er en lang lort som man skal tage en bid af hver dag". Iben Hjejle fik en "special mention" for sin præstation af den officielle jury ved filmfestivalen i Berlin, og det er fuldt fortjent. Hendes afdæmpede og snusfornuftige spil er i særklasse, og hun styrer suverænt rollens mange facetter uden at forfalde til de oplagte manerer.
Det usentimentale bondeland
I baggrunden af handlingen lurer et by/landtema som forbliver uafklaret. Byen er det dekadente og falske, men landet er ikke nogen idyl. Bortset fra Kresten og skolekammeraten, der ekspederer hos bageren, er samtlige andre landboere beskrevet som tilbagestående, fordrukne eller potentielle voldtægtsmænd - i flere tilfælde det hele på en gang. Der er ikke meget Morten Korch over det sommerlige Lolland, hvor bunkerne af griselort mellem længerne kun overgås af de åndelige møgbunker af druk, selvmord og galskab.
Historien er mesterligt fortalt med den erfarne manuskriptforfatters sans for økonomi og nødvendighed. Og selvom plottet kan synes dystert, så er "Mifunes sidste sang" en let og meget, meget underholdende film. Jesper Asholt er sød, sjov og fin som den tossede bror, der kalder Kresten for "den syvende samovar", og han bliver aldrig Rain Man-sentimental eller rent udleverende i sit spil. Han er elskelig, men også meget vanskelig fordi han er så afhængig af sine omgivelser. I det hele taget vrimler filmen med gode biroller, der på hver sin måde tilfører nye, vigtige aspekter til de to figurer i orkanens øje, Liva og Kresten.
"Mifunes sidste sang" er en vedkommende og på mange måder meget tilfredsstillende film som snildt kunne være lavet udenom Dogmeregelsættet. Men på den anden side ville det have været ærgerligt, hvis den havde mistet noget af den friskhed og veloplagthed, der præger hele værket.
Efterhånden som Dogme 95-filmene begynder at dukke op får man en fornemmelse af at dette kyskhedsløfte først og fremmest har været et effektivt salgsgimmick. Ikke fordi "Idioterne" og "Festen" ikke er gode film, for det er de, men jeg blev i begge tilfælde efterladt med en fæl mistanke om at filmene kunne have været blevet ligeså gode uden de stramme regler, der nærmer sig et teknisk kyskhedsbælte fremfor den befrielse det angiveligt skulle være for instruktørerne. Og så ville det unægtelig have været rart at kunne høre hele dialogen i begge film.
Søren Kragh-Jacobsens "Mifunes sidste sang" indskriver sig som den tredje i rækken af Dogmefilm. Umiddelbart er den klart den mindst dogmeagtige af de tre, dels er den optaget på rigtig film og dels har fotografen anstrengt sig for at holde kameraet nogenlunde i ro. Man fornemmer også en vis trang til at komponere flotte billeder, selvom det vel er i strid med kyskhedsløftets bud om at afstå fra al god smag og al æstetik.
Når hovmod står for fald
Filmens hovedperson Kresten er en nygift og lovende karriereknægt, som har giftet sig med direktørens datter, hysterisk og dejligt irriterende spillet af Sofie Gråbøl. Men Kresten skammer sig over sit ophav. Han kommer fra en udørk på Lolland, ikke langt fra Naksskov. Hans mor er død, hans bror er retarderet og hans far driver en mildt sagt forfalden gård. Men Kretsen har fornægtet familien og har bildt alle andre ind at de er døde.
Da faderen dør, tager Kresten til Lolland for at ordne begravelsen. Allerede da han har taget den første runde i det miserable stuehus, må han ud og brække sig på gårdspladsen. Det er uklart om det er efterveer fra den foregående bryllupsnat, eller om det er på grund af lugten af faderens lig, der er placeret på stuens spisebord. På gårdspladsen møder han Gerner, der gaflede Krestens kæreste mens han stadig boede på egnen. Gerner slynger om sig med den særlige floromvundne lyrik, man kan møde hos gamle alkoholikere. Han er misundelig på Kresten, og træder ham over tæerne ved at snakke om den fælles ungdomskæreste Ingrid, der "sang som en nattergal når hun fik bajadsen".
En luder på flugt
Kresten hyrer en husbestyrerinde, i den tro at han så kan slippe ansvaret for lillebroren Rud, der ikke kan klare sig selv. Og ind fra den væmmelige storby kommer Liva, spillet af stortalentet Iben Hjejle. Hun er luder i luksusformat, men vil væk fra København hvor hun forfølges af en telefonstønner - men først efter at have tisset på en kundes persertæppe i arrigskab. Torben Jensen gentager her sin slibrige og smiskende rolle fra "Flamberede hjerter", den mand kan altså spille gammel gris! Men hverken Kresten eller Liva fortæller om deres baggrund, hvilket naturligvis må få konsekvenser.
Anders W. Berthelsen med det permanente sovehår leverer en pragtpræstation som Kresten der bondefødt og kvajet opdraget, har løjet sig til prinsessen og den gode stilling. Rollen spiller på parallellerne til Toshiro Mifunes figur i Kurosawas "De syv samuraier", hvor den pralende bondesøn Kikuchiyo spiser kirsebær med de store ved at bilde dem ind, at han er kvalificeret som ægte samurai. Vi forstår Krestens løgne, som har spundet ham ind i det spind som behageligheden og skammen forhindrer ham i at bryde. Han er en figur der bogstaveligt talt har lig i lasten, men han har også pondus nok til at gøre op med løgnene, når han får det ægte modspil som Liva efterhånden kan give ham. Hendes skeletter i skabet er af ligeså håndgribelig art, men hun er ikke på samme måde et ensomt menneske, selvom de prostituerede veninder måske ikke har den store dybde. Hun er et pragmatisk menneske, der forklarer sin lillebror, at "livet er en lang lort som man skal tage en bid af hver dag". Iben Hjejle fik en "special mention" for sin præstation af den officielle jury ved filmfestivalen i Berlin, og det er fuldt fortjent. Hendes afdæmpede og snusfornuftige spil er i særklasse, og hun styrer suverænt rollens mange facetter uden at forfalde til de oplagte manerer.
Det usentimentale bondeland
I baggrunden af handlingen lurer et by/landtema som forbliver uafklaret. Byen er det dekadente og falske, men landet er ikke nogen idyl. Bortset fra Kresten og skolekammeraten, der ekspederer hos bageren, er samtlige andre landboere beskrevet som tilbagestående, fordrukne eller potentielle voldtægtsmænd - i flere tilfælde det hele på en gang. Der er ikke meget Morten Korch over det sommerlige Lolland, hvor bunkerne af griselort mellem længerne kun overgås af de åndelige møgbunker af druk, selvmord og galskab.
Historien er mesterligt fortalt med den erfarne manuskriptforfatters sans for økonomi og nødvendighed. Og selvom plottet kan synes dystert, så er "Mifunes sidste sang" en let og meget, meget underholdende film. Jesper Asholt er sød, sjov og fin som den tossede bror, der kalder Kresten for "den syvende samovar", og han bliver aldrig Rain Man-sentimental eller rent udleverende i sit spil. Han er elskelig, men også meget vanskelig fordi han er så afhængig af sine omgivelser. I det hele taget vrimler filmen med gode biroller, der på hver sin måde tilfører nye, vigtige aspekter til de to figurer i orkanens øje, Liva og Kresten.
"Mifunes sidste sang" er en vedkommende og på mange måder meget tilfredsstillende film som snildt kunne være lavet udenom Dogmeregelsættet. Men på den anden side ville det have været ærgerligt, hvis den havde mistet noget af den friskhed og veloplagthed, der præger hele værket.
19/11-2018
