En glat affære
2.0
John McTiernans remake af det gamle Steve McQueen-hit "Thomas Crown & Co." (68) byder ikke på meget mere end glatbarberet overflade-underholdning
Der har altid været noget dejligt misundelsesværdigt ved gentlemantyve. Her er virkelig en menneskerace, der forstår at leve livet fuldt ud; lige fra deres overdådige livsstil til deres risikofyldte og udspekulerede tyvetogter. Dette tema har gennem tiderne affødt en række mere eller mindre vellykkede kriminalfilm og i år er vi blevet præsenteret for hele to af slagsen. Først fik vi Jon Amiels mellemfornøjelige "Lokkeduen - Entrapment", og nu får vi så fornøjelsen af John McTiernans genindspilning af Norman Jewisons film fra 1968: "Thomas Crown & Co.".
Disse tyve og deres vidunderlige planer
Handlingen udspiller sig i New York, hvor et dristigt røveri af et Monet-maleri til den nette sum af $100 mill. tiltrækker opmærksomheden - ikke bare af det lokale politi personificeret ved Michael McCann (Denis Leary), men også af dusørjægeren Catherine Banning (Rene Russo). Mistanken falder efterhånden på den rigtige, nemlig finansplayboy'en Thomas Crown (Pierce Brosnan), for hvem tyveriet kun har været led i hans konstante behov for adrenalineventyr. Intet kan dog bevises, og derfor sætter Catherine sig for at komme lidt tættere på Crown og afsløre ham, men amorinerne overtager gradvist opklaringsarbejdet, og et kompliceret kærlighedsforhold udvikler sig. Men er følelserne ægte, eller er det spil for galleriet? Afsløringerne kommer til sidst under Crowns dristige og opfindsomme forsøg på at levere maleriet tilbage til det politi-inficerede museum, som en slags ultimativ kærlighedserklæring til Catherine.
Men billederne er da flotte.....
Det er en meget slick sag, vi har med at gøre her. En umådelig velanrettet dessertfilm, der ved hjælp af appetitlige billeder og skuespillere sætter næsten en dyd i at skøjte på overfladen. Og det er der så sandelig ikke noget galt i, for det er bund og grund et af denne type films raison d'etre. Problemet er, at den skøjter i så forudsigelige ottetaller så længe, at det i sidste ende ganske enkelt går hen og bliver kedeligt. Så godt som hele dens attraktionsværdi ligger i beskrivelsen af Crowns rigmandsunivers, og filmen iscenesætter kompromisløst det ene glamourøse tableau efter det andet. Men til forskel fra "Lokkeduen" har den ikke nogen sans for, hvornår man har fået nok.
Meningen er tilsyneladende, at den spirende kærlighedshistorie skal udgøre filmens omdrejningspunkt i det lange midterstykke mellem de to meget opfindsomme kup. Der er bare ikke rigtig nok gnist og nerve i romancen til, at man tror på den og til at holde interessen fangen. Og det er et seriøst problem for en film, der bruger så lang tid på netop dette kærlighedsaspekt. Bevares, Rene Russo er da dejlig at skue og Pierce Brosnan charmerer med sine elegante Bond-manerer, men det er faktisk Denis Leary, der løber med laurbærrene som McCann. Han tilfører filmen noget af den troværdighed, som forholdet mellem Russo og Brosnan mangler, og er efterhånden ved at udvikle sig til en rigtig god birolleskuespiller.
Det hele ser ganske overdådigt ud, og man kan dårligt undgå at blive fanget af dens luksuriøse scenerier, men, med fare for at betræde klicheernes befærdede sti, så er "Thomas Crown Affæren" den berømte fis i en hornlygte.
Der har altid været noget dejligt misundelsesværdigt ved gentlemantyve. Her er virkelig en menneskerace, der forstår at leve livet fuldt ud; lige fra deres overdådige livsstil til deres risikofyldte og udspekulerede tyvetogter. Dette tema har gennem tiderne affødt en række mere eller mindre vellykkede kriminalfilm og i år er vi blevet præsenteret for hele to af slagsen. Først fik vi Jon Amiels mellemfornøjelige "Lokkeduen - Entrapment", og nu får vi så fornøjelsen af John McTiernans genindspilning af Norman Jewisons film fra 1968: "Thomas Crown & Co.".
Disse tyve og deres vidunderlige planer
Handlingen udspiller sig i New York, hvor et dristigt røveri af et Monet-maleri til den nette sum af $100 mill. tiltrækker opmærksomheden - ikke bare af det lokale politi personificeret ved Michael McCann (Denis Leary), men også af dusørjægeren Catherine Banning (Rene Russo). Mistanken falder efterhånden på den rigtige, nemlig finansplayboy'en Thomas Crown (Pierce Brosnan), for hvem tyveriet kun har været led i hans konstante behov for adrenalineventyr. Intet kan dog bevises, og derfor sætter Catherine sig for at komme lidt tættere på Crown og afsløre ham, men amorinerne overtager gradvist opklaringsarbejdet, og et kompliceret kærlighedsforhold udvikler sig. Men er følelserne ægte, eller er det spil for galleriet? Afsløringerne kommer til sidst under Crowns dristige og opfindsomme forsøg på at levere maleriet tilbage til det politi-inficerede museum, som en slags ultimativ kærlighedserklæring til Catherine.
Men billederne er da flotte.....
Det er en meget slick sag, vi har med at gøre her. En umådelig velanrettet dessertfilm, der ved hjælp af appetitlige billeder og skuespillere sætter næsten en dyd i at skøjte på overfladen. Og det er der så sandelig ikke noget galt i, for det er bund og grund et af denne type films raison d'etre. Problemet er, at den skøjter i så forudsigelige ottetaller så længe, at det i sidste ende ganske enkelt går hen og bliver kedeligt. Så godt som hele dens attraktionsværdi ligger i beskrivelsen af Crowns rigmandsunivers, og filmen iscenesætter kompromisløst det ene glamourøse tableau efter det andet. Men til forskel fra "Lokkeduen" har den ikke nogen sans for, hvornår man har fået nok.
Meningen er tilsyneladende, at den spirende kærlighedshistorie skal udgøre filmens omdrejningspunkt i det lange midterstykke mellem de to meget opfindsomme kup. Der er bare ikke rigtig nok gnist og nerve i romancen til, at man tror på den og til at holde interessen fangen. Og det er et seriøst problem for en film, der bruger så lang tid på netop dette kærlighedsaspekt. Bevares, Rene Russo er da dejlig at skue og Pierce Brosnan charmerer med sine elegante Bond-manerer, men det er faktisk Denis Leary, der løber med laurbærrene som McCann. Han tilfører filmen noget af den troværdighed, som forholdet mellem Russo og Brosnan mangler, og er efterhånden ved at udvikle sig til en rigtig god birolleskuespiller.
Det hele ser ganske overdådigt ud, og man kan dårligt undgå at blive fanget af dens luksuriøse scenerier, men, med fare for at betræde klicheernes befærdede sti, så er "Thomas Crown Affæren" den berømte fis i en hornlygte.
19/11-2018
