101 helgener

2.0
"Helgenen" får aldrig rigtigt fat i publikum

Val Kilmer har haft en hård barndom. Han vokser op i et kloster, hvor præsterne mishandler og ydmyger børnene. Derfor bliver han mestertyv i tusind forklædninger - altid opkaldt efter en katolsk helgen - da han bliver voksen. En russisk mafiaboss med diktatorambitioner hyrer ham til at få fat på en formel for kold fusion. En formel der er ensbetydende med uendelige mængder billig energi. Formlen er udviklet af den amerikanske forsker Dr. Emma Russell (Elisabeth Shue). Hun er ung, ensom, genert og romantisk, og derfor et let offer for den drevne helgen, som hurtigt får franarret hende formlen. Men - selvfølgelig fristes man til at sige - giver det bagslag. Helgenen bliver forelsket i hende, og nu må han både rede hende, formlen og sit eget liv i et fattigt og korrupt Rusland på randen af borgerkrig.

"The Saint" er, ligesom sidste års Tom Cruise-succes "Mission: Impossible", baseret på en gammel tv-serie fra 60'erne. Tv-serien om helgenen havde den altid elegante Roger Moore i hovedrollen i det ene mere usandsynlige eventyr efter det andet. Ved den sammenligning falder "The Saint" lidt igennem. Hvor "Mission: Impossible" var effektiv underholdning på højt plan, er "The Saint" mere middelmådig. Rimelig underholdende, men heller ikke mere. Hovedroblemet er nok, at selvom Val Kilmer ser udmærket ud og er en udmærket skuespiller, så er han dybest set temmelig kedelig. Og det smitter selvfølgelig af på filmen. Derudover giver det et underligt paradoks, at filmen vælger at fortælle en rasende usandsynlig historie i et forholdsvis realistisk univers. Hvis man skal se én actionfilm i år er "The Saint" ikke det bedste bud.
The Saint - Helgenen