Forbandede Ungdom
4.0
Sofia Coppola debuterer med en original og gådefuld film om en amerikansk middelklassefamilies tragedie i midthalvfjerdsernes Michigan
Et sygt elmetræ udenfor Lisbon-familiens hus i en forstad til Michigan antyder, at ikke alt er, som det bør være i den tilsyneladende lykkelige familie. Året er 1975 og den yngste af familiens fem smukke, lyshårede døtre, Cecilia, forsøger at begå selvmord ved at skære sin pulsåre over. Hun bliver reddet, sendt til psykolog og livet går videre, uden at det medfører nævneværdige ændringer i dagligdagen. Men det pæne forstadsliv føles i stadig højere grad som et fængsel for de tilbageværende søstre med livlige hormoner og en uskyld, de blot venter på at lægge bag sig. En gruppe jævnaldrende drenge betragter pigerne på behørig afstand, og erindringen vil præge drengene dem for altid.
Hvem er det, der fortæller?
"The Virgin Suicides" er baseret på en roman af Jeffrey Eugeides og historien fortælles af en gruppe kejtede jævnaldrende nabodrenge og skolekammerater, der selv 20 år senere ikke kan forstå, hvad der dengang skete med Lisbon-døtrene. Filmen har en voice-over, der taler på hele gruppens vegne, og vi oplever i høj grad pigerne set med drengenes nysgerrige øjne. For drengene bliver pigerne en besættelse, og selv nok så mange indsamlede relikvier i form af fotos, læbestift og dagbøger kan forklare de tilsyneladende almindelige, men samtid gådefulde piger og deres skæbnesvangre handlinger.
Man brænder da plader
Senere lykkes det Cecilia at begå selvmord. Familien er selvsagt plaget af sorg, men samtidig løsnes de katolske forældres ellers skarpe opsyn med pigerne en smule. Men da Lux (Kirsten Dunst) kommer kriminelt sent hjem fra skolens årsfest, bliver alle søstrene spærret inde i hjemmet. Familien isolerer sig fra omverdenen , mens den yngste søsters selvmord hviler som en tung skygge over dem alle. Herefter sørger den viljestærke moder (en slidt og ufiks Kathleen Turner) for, at en grædende Lux smider hele sin pladesamling i pejsen. Det må skære i hjertet på enhver, der har søgt at lindre teenageårenes uomgængelige smerte med popmusik. I filmens måske mest rørende scene ser vi de indespærrede piger kommunikere med nabodrengene ved at spille plader som Todd Rundgrens "Hello, It's Me" til hinanden over telefonen. Første halvdel var ikke uden sin del af sødmefulde komiske episoder, men efter isolationen og sorgen over søsterens selvmord, bevæger historien sig ubønhørligt mod sit tragiske endeligt.
Hvordan så halvfjerdserne ud?
Der er lagt stor omhu i at genskabelsen af midthalvfjernes amerikanske middelklasse. Det er minutiøst og elegant uden at forfalde til distanceret ironi over periodens æstetiske præreferencer. En kombination af nøgternt observerede detaljer og erindringens magiske skær er smukt indfanget af fotograf Edward Lachman, der har givet "The Virgin Suicides" samme famlede farver, som man finder et gammelt eksemplar af Familie Journalen. Det komplementeres på smukkeste vis af filmens lydside, der består af tidstypisk pop (ELO, James Taylor, Cat Stevens og 10CC) og den franske duo Airs luftige elektroniske score.
Fortryllelse og forbandelse
Årsager og forklaringer står lavt på Sofia Coppolas dagsorden. Hun forsøger i stedet med udgangspunkt i tragiske begivenheder, at skildre erindringens fortryllelse og forbandelse. Det er ikke nogen nem sag at lave en film uden en egentlig hovedperson, men den unge debutant slipper stort set rigtig godt fra sit forehavende. Søstrene skildres på samme tid som troværdige levende personer og æteriske væsener. De står tilbage som et vidnesbyrd om, at langt fra alt i denne verden lader sig forklare og måske mindst af alt, hvad der foregår i teenageres indre.
Et sygt elmetræ udenfor Lisbon-familiens hus i en forstad til Michigan antyder, at ikke alt er, som det bør være i den tilsyneladende lykkelige familie. Året er 1975 og den yngste af familiens fem smukke, lyshårede døtre, Cecilia, forsøger at begå selvmord ved at skære sin pulsåre over. Hun bliver reddet, sendt til psykolog og livet går videre, uden at det medfører nævneværdige ændringer i dagligdagen. Men det pæne forstadsliv føles i stadig højere grad som et fængsel for de tilbageværende søstre med livlige hormoner og en uskyld, de blot venter på at lægge bag sig. En gruppe jævnaldrende drenge betragter pigerne på behørig afstand, og erindringen vil præge drengene dem for altid.
Hvem er det, der fortæller?
"The Virgin Suicides" er baseret på en roman af Jeffrey Eugeides og historien fortælles af en gruppe kejtede jævnaldrende nabodrenge og skolekammerater, der selv 20 år senere ikke kan forstå, hvad der dengang skete med Lisbon-døtrene. Filmen har en voice-over, der taler på hele gruppens vegne, og vi oplever i høj grad pigerne set med drengenes nysgerrige øjne. For drengene bliver pigerne en besættelse, og selv nok så mange indsamlede relikvier i form af fotos, læbestift og dagbøger kan forklare de tilsyneladende almindelige, men samtid gådefulde piger og deres skæbnesvangre handlinger.
Man brænder da plader
Senere lykkes det Cecilia at begå selvmord. Familien er selvsagt plaget af sorg, men samtidig løsnes de katolske forældres ellers skarpe opsyn med pigerne en smule. Men da Lux (Kirsten Dunst) kommer kriminelt sent hjem fra skolens årsfest, bliver alle søstrene spærret inde i hjemmet. Familien isolerer sig fra omverdenen , mens den yngste søsters selvmord hviler som en tung skygge over dem alle. Herefter sørger den viljestærke moder (en slidt og ufiks Kathleen Turner) for, at en grædende Lux smider hele sin pladesamling i pejsen. Det må skære i hjertet på enhver, der har søgt at lindre teenageårenes uomgængelige smerte med popmusik. I filmens måske mest rørende scene ser vi de indespærrede piger kommunikere med nabodrengene ved at spille plader som Todd Rundgrens "Hello, It's Me" til hinanden over telefonen. Første halvdel var ikke uden sin del af sødmefulde komiske episoder, men efter isolationen og sorgen over søsterens selvmord, bevæger historien sig ubønhørligt mod sit tragiske endeligt.
Hvordan så halvfjerdserne ud?
Der er lagt stor omhu i at genskabelsen af midthalvfjernes amerikanske middelklasse. Det er minutiøst og elegant uden at forfalde til distanceret ironi over periodens æstetiske præreferencer. En kombination af nøgternt observerede detaljer og erindringens magiske skær er smukt indfanget af fotograf Edward Lachman, der har givet "The Virgin Suicides" samme famlede farver, som man finder et gammelt eksemplar af Familie Journalen. Det komplementeres på smukkeste vis af filmens lydside, der består af tidstypisk pop (ELO, James Taylor, Cat Stevens og 10CC) og den franske duo Airs luftige elektroniske score.
Fortryllelse og forbandelse
Årsager og forklaringer står lavt på Sofia Coppolas dagsorden. Hun forsøger i stedet med udgangspunkt i tragiske begivenheder, at skildre erindringens fortryllelse og forbandelse. Det er ikke nogen nem sag at lave en film uden en egentlig hovedperson, men den unge debutant slipper stort set rigtig godt fra sit forehavende. Søstrene skildres på samme tid som troværdige levende personer og æteriske væsener. De står tilbage som et vidnesbyrd om, at langt fra alt i denne verden lader sig forklare og måske mindst af alt, hvad der foregår i teenageres indre.
19/11-2018
