Pleasantville
4.0
skyldens år
"Pleasantville" er en flot og kompleks film, der tager afsæt i ideen om en kunstig verden, der pludselig begynder at udvikle sig uden for sine rammer
Virtual Reality var for et par år siden modeordet på alles læber. Nu virker begrebet sådan lidt altmodisch, vi snakker i hvert fald ikke så meget om det længere. Men selve konceptet bag - den kunstigt skabte verden - er stadig lige aktuel, om ikke mere. I hvert fald er filmverdenen, som jo selv producerer en form for kunstig virkelighed, begyndt at interessere sig for, hvornår en fiktion bliver så altomfattende, at den synes - og måske er? - virkelig.
For nylig har vi set det i Peter Weirs "The Truman Show", hvor Baby Truman fødes ind i en iscenesat virkelighed som intetanende hovedperson. Vi har set det i "Matrix", der påpeger, at vores sanseapparat, der skal skelne fantasi fra virkelighed, i sidste ende er et offer for de elektriske impulser, det bliver fodret med. Og nu kan vi se det i Gary Ross' "Pleasantville", der puster liv og farver i den amerikanske kulturarvs ultimative middelklassefiktion: tv-serien - det pæne og ordentlige underholdende faste indslag hver dag, hvor dobbeltsengen ikke er opfundet, teenagere taler pænt til deres forældre, og brandvæsenets eneste opgave er at hente vildfarne katte ned fra træerne.
Nørden David og hans søster, den mere fremmelige Jennifer er et typisk 90'er-teenage-søskendepar. De skændes bravt, hver gang lejlighed byder sig, og forædrene - ja, de er selvfølgelig skilt. En aften, hvor David og Jennifer er kommet til at ødelægge husets fjernbetjening, fordi de har forsøgt at tæske hinanden med den, dukker en mystisk tv-reparatør op. Da han finder ud af, at David er inkarneret "Pleasantville"-fan, giver han ham en magisk fjernbetjenig. David og Jennifer fortsætter deres slagsmål - og ZAP! er de havnet midt i Pleasantville, tv-serien fra oldtiden, hvor far går på arbejde, mor laver mad, alting er idyl, og farverne er - væk.
David, der kender "Pleasantville" som sin egen bukselomme har ikke svært ved at falde til i de nye omgivelser, men Jennifer, der er vant til et lidt højere tempo, end Pleasantville er vant til, får hurtigt lavet rav i det ellers så ordentlige univers. Hun introducerer Pleasantvilles beboere for en ny fritidsbeskæftigelse: sex. En revolutionerende opfindelse. Ikke mindst fordi der lidt efter lidt begynder at optræde farver i Pleasantville. Først en rose, så en bil, og snart begynder farverne at brede sig overalt i byen. Pleasantville er ikke længere den samme.
Det er der stærke kræfter i Pleasantville, der bestemt ikke bryder sig om. De vil ikke have forandring, de vil ikke have dobbeltsenge, og de vil ikke have farver. Farver er af det onde, stilstand er idealet, og alle der bidrager til den uheldige udvikling skal standses, med det gode eller med det onde. Den før så pæne by er pludselig i oprør, frygt og undertrykkelse truer med at ødelægge Pleasantville. David og Jennifer har bragt den virkelige verden til Pleasantville med uoverskuelige konskevenser, men mødet med Pleasantville har også modnet dem hver især. Fiktion og virkelighed har gensidigt påvirket hinanden. Hvad er så hvad? - Og er der overhovedet nogen vej tilbage?
Gary Ross formår at komme langt omkring med sin historiekonstruktion. "Pleasantville" handler om at komme til live og om uskyldstab. Måske to sider af samme sag, synes den at sige. Men den handler også om angst for udviklingen. Om konservatisme som en barriere mod nybrud, og at fascismen kun ligger den vrede folkemængdes stenkast derfra. Sidst, men nok så interessant, kan "Pleasantville" ses som en kommentar til fiktionens rolle som mentale legoklodser. Pleasantville spiller en rolle for Davids udviklingshistorie, men ikke efter et simpelt, forudsigeligt mønster. David påvirkes ikke på et "abe-efter"-niveau, men han bruger så at sige fiktionen som legoklodser i sin egen forståelse af tilværelsen. Relevant at huske på i en tid, hvor firkantede holdninger til fiktion florerer - inspireret af nok så tragiske begivenheder blandt unge i USA.
"Pleasantville" lever op til sit modige ambitionsniveau, og rent teknisk er filmen pletfrit realiseret. I det lys er det kun en mindre anke, at afrundingen af selve Pleasantville-intrigen ikke lever helt op til forhåbningerne, og at tv-reparatørens rolle ikke virker helt gennemtænkt. For "Pleasantville" er virkelig en fryd for øjet og for fantasien. Fortællingen appellerer hele tiden til vores nysgerrighed og forudanelser. Hvad kan der ske inden for rammerne af det univers, der træder frem på lærredet? Hvad er der uden for Pleasantville? Virkeligheden? Hvad er der så uden for Virkeligheden? Gæt selv svaret!
"Pleasantville" er en flot og kompleks film, der tager afsæt i ideen om en kunstig verden, der pludselig begynder at udvikle sig uden for sine rammer
Virtual Reality var for et par år siden modeordet på alles læber. Nu virker begrebet sådan lidt altmodisch, vi snakker i hvert fald ikke så meget om det længere. Men selve konceptet bag - den kunstigt skabte verden - er stadig lige aktuel, om ikke mere. I hvert fald er filmverdenen, som jo selv producerer en form for kunstig virkelighed, begyndt at interessere sig for, hvornår en fiktion bliver så altomfattende, at den synes - og måske er? - virkelig.
For nylig har vi set det i Peter Weirs "The Truman Show", hvor Baby Truman fødes ind i en iscenesat virkelighed som intetanende hovedperson. Vi har set det i "Matrix", der påpeger, at vores sanseapparat, der skal skelne fantasi fra virkelighed, i sidste ende er et offer for de elektriske impulser, det bliver fodret med. Og nu kan vi se det i Gary Ross' "Pleasantville", der puster liv og farver i den amerikanske kulturarvs ultimative middelklassefiktion: tv-serien - det pæne og ordentlige underholdende faste indslag hver dag, hvor dobbeltsengen ikke er opfundet, teenagere taler pænt til deres forældre, og brandvæsenets eneste opgave er at hente vildfarne katte ned fra træerne.
Nørden David og hans søster, den mere fremmelige Jennifer er et typisk 90'er-teenage-søskendepar. De skændes bravt, hver gang lejlighed byder sig, og forædrene - ja, de er selvfølgelig skilt. En aften, hvor David og Jennifer er kommet til at ødelægge husets fjernbetjening, fordi de har forsøgt at tæske hinanden med den, dukker en mystisk tv-reparatør op. Da han finder ud af, at David er inkarneret "Pleasantville"-fan, giver han ham en magisk fjernbetjenig. David og Jennifer fortsætter deres slagsmål - og ZAP! er de havnet midt i Pleasantville, tv-serien fra oldtiden, hvor far går på arbejde, mor laver mad, alting er idyl, og farverne er - væk.
David, der kender "Pleasantville" som sin egen bukselomme har ikke svært ved at falde til i de nye omgivelser, men Jennifer, der er vant til et lidt højere tempo, end Pleasantville er vant til, får hurtigt lavet rav i det ellers så ordentlige univers. Hun introducerer Pleasantvilles beboere for en ny fritidsbeskæftigelse: sex. En revolutionerende opfindelse. Ikke mindst fordi der lidt efter lidt begynder at optræde farver i Pleasantville. Først en rose, så en bil, og snart begynder farverne at brede sig overalt i byen. Pleasantville er ikke længere den samme.
Det er der stærke kræfter i Pleasantville, der bestemt ikke bryder sig om. De vil ikke have forandring, de vil ikke have dobbeltsenge, og de vil ikke have farver. Farver er af det onde, stilstand er idealet, og alle der bidrager til den uheldige udvikling skal standses, med det gode eller med det onde. Den før så pæne by er pludselig i oprør, frygt og undertrykkelse truer med at ødelægge Pleasantville. David og Jennifer har bragt den virkelige verden til Pleasantville med uoverskuelige konskevenser, men mødet med Pleasantville har også modnet dem hver især. Fiktion og virkelighed har gensidigt påvirket hinanden. Hvad er så hvad? - Og er der overhovedet nogen vej tilbage?
Gary Ross formår at komme langt omkring med sin historiekonstruktion. "Pleasantville" handler om at komme til live og om uskyldstab. Måske to sider af samme sag, synes den at sige. Men den handler også om angst for udviklingen. Om konservatisme som en barriere mod nybrud, og at fascismen kun ligger den vrede folkemængdes stenkast derfra. Sidst, men nok så interessant, kan "Pleasantville" ses som en kommentar til fiktionens rolle som mentale legoklodser. Pleasantville spiller en rolle for Davids udviklingshistorie, men ikke efter et simpelt, forudsigeligt mønster. David påvirkes ikke på et "abe-efter"-niveau, men han bruger så at sige fiktionen som legoklodser i sin egen forståelse af tilværelsen. Relevant at huske på i en tid, hvor firkantede holdninger til fiktion florerer - inspireret af nok så tragiske begivenheder blandt unge i USA.
"Pleasantville" lever op til sit modige ambitionsniveau, og rent teknisk er filmen pletfrit realiseret. I det lys er det kun en mindre anke, at afrundingen af selve Pleasantville-intrigen ikke lever helt op til forhåbningerne, og at tv-reparatørens rolle ikke virker helt gennemtænkt. For "Pleasantville" er virkelig en fryd for øjet og for fantasien. Fortællingen appellerer hele tiden til vores nysgerrighed og forudanelser. Hvad kan der ske inden for rammerne af det univers, der træder frem på lærredet? Hvad er der uden for Pleasantville? Virkeligheden? Hvad er der så uden for Virkeligheden? Gæt selv svaret!
19/11-2018
