Tju bang, kinesermand!

2.0
Husets Biograf i København fortsætter sin Hong Kong-filmserie med "Enter the Eagles". Som i seriens første brag, "Once a Cop", bydes der igen på en hårdtslående femi-film. "Enter the Eagles" har nemlig Bruce Lees datter, Shannon Lee, i hovedrollen som tyvagtig lejemorder.

Hong Kong-filmene blev i starten af 90´erne dyrket som kult og kitsch. Det var en speciel blanding af klichéfyldt dialog, ulidelig musak og kampscener, der kunne få sin tilskuer til at miste pusten. Trods filmenes glade naivitet overskyggede de gennemkoreograferede action-sekvenser den tynde dramaturgi og de lidet overbevisende skuespilpræstationer. Filmene var ligefrem en befriende oplevelse sammenlignet med den tids gumpetunge Hollywood-action. Flere Hong Kong-instruktører blev da også spottet af den amerikanske filmmaskine, og snart kunne man finde navne som Tsui Hark, Ringo Lam og John Woo på amerikansk jord. John Woo er nok sluppet bedst fra sit amerikanske filmeventyr med bl.a. actionklassikeren "Face/Off" fra 1997. Til sommer bliver han igen aktuel med efterfølgeren til "Mission Impossible" (1996). De to andre instruktører er ikke blevet lige så succesrige, og deres film er med nød og næppe sluppet igennem til de lokale videohylder. Her skal Tsui Harks "Knock Off" (1998) dog have en rigtig varm videoanbefaling med på vejen!

Ind i ørnene
Idéen med at vise en filmserie på fire Hong Kong film virker en anelse "outdated", og man skal virkelig være en ægte Hong Kong filmfan, før man gider at slæbe sig ind til "Enter the Eagles" (1998). "Enter the Eagles" er også kendt under den engelske titel "And Now You´re Dead" - eller originaltitlen: "Gwan Geun Shut Daam". Filmen er instrueret af Corey Yuen, og han er en af Hong Kong-filmens største kampsports-eksperter, stuntmænd og skuespillere. Corey Yuen har desuden været kollega til actionhelten Jackie Chan på Peking Operaen, hvor de sammen optrådte i underholdende actionnumre. Denne baggrund har smittet af på Yuens filmkarriere, som er en blanding af humor og halsbrækkende action. "Enter the Eagles" går heller ikke fri af denne eksplosive cocktail.

Det perfekte kup
I filmen møder vi tyven Martin (Michael Wong), som har en plan. Han vil stjæle Tjekkiets største diamant! Martin går i kompagniskab med den nederdrægtige Karloff (Benny Urquidez). Karloff er parat til at betale Martin kassen for at få fat på den smukke sten. Martin samler derfor et professionelt forbryderteam, som bl.a. består af den charmerende lejemorder Mandy (Shannon Lee). Desværre mister Martin sin plan, da to amatøragtige lommetyve, Lucy og Tommy (Anita Yuen og Jordan Chan), kommer til at rode lidt for dybt i Martins lommer. Lommetyvene vil have en andel i kuppet, men den er Martin ikke med på. Så lommetyvene beslutter selv at gennemføre kuppet - et kup, der nærmest har Olsen Banden-proportioner. Her inkluderer planen både æg, honning og bier! Kuppet når sit højdepunkt, da Martins topprofessionelle team slår til samme aften som lommetyvene. Det kan kun gå galt, og lommetyven Tommy ender da også med at sluge den dyrebare diamant. Filmens forviklinger, håndkantslag og varmt bly når derefter uanede højder.

Kitsch eller kiks?
Selvom filmens location er den tjekkiske hovedstad Prag, og trods det at dialogen er både engelsk og cantonesisk, og underteksterne er kinesiske, så er der ingen tvivl om, at dette er en ægte Hong Kong-film. Replikkerne er frygtelig banale, musakken er ulidelig og actionscenerne er ekstraordinære. Især Shannon Lee lyser op som den hårdtslående heltinde. Hendes efternavn får en filmklokke til at ringe. Og ja, hun er selveste Bruce Lees kød og blod. Det får man smagsprøver på i hendes mange heftige kampscener. "Enter the Eagles" vil dog ikke kunne betegnes som en ægte kult- og kitschklassiker, hertil mangler den glimtet i øjet og bliver til tider frygtelig selvhøjtidelig og højpandet. I "Enter the Eagles" tager dilettanteriet desværre over og tager fokus fra de hidsige actionsekvenser. Især irriteres man over Gøg og Gokke-lommetyvene, som ikke er sjovere end Kraks Vejviser, og heltens tommetykke kliché-replikker, der får Dolph Lundgren til at ligne en karakterskuespiller. Filmens ualmindelig kiksede filmsminke og special effects trækker filmen ned under vanligt Hong Kong-niveau. Så det er den slagfærdige action og de vilde kampscener, der langer "Enter the Eagles" to sæbeøjne.