Og lad det så blive den sidste!
2.0
Den fjerde omgang med makkerparret Riggs og Murtaugh, leverer en gedigen omgang familie action - og et manuskript, der er skrevet med en meget slap venstre hånd
Da den første "Dødbringende våben" kom frem i 1987, blev den med rette udråbt til et action værk af meget høj kaliber. Manuskriptet var stramt uden at tage sig selv for seriøst, mens personerne var vedkommende og interessante. Det hele krydret med stilfulde og ultravoldelige action scener, der grænsede til det tegneserieagtige. En cocktail, der tog alvorlige kegler. Hvor meget man end gerne så filmen stå alene uden efterfølgere, så betød dens succes naturligvis at et gensyn med Riggs og Murtaugh var uundgåelig.
Og så sker der det, som normalt sker i den slags situationer, at handlinger og personer ender som stereotyper og det hele virker åh så genkendeligt. Specielt er det gået ud over Riggs figuren, der fra at være en selvmorderisk, halvpsykopatisk tidsbombe, har mistet al farlighed og er på vej til at blive familiefar.
Same procedure...
I det fjerde kapitel er alt ved det gamle. De samme velkendte one-liners, de samme plottwists o.s.v. Denne gang kommer truslen fra en japansk menneske smugler (spillet af den meget adrætte Jet Li), der benytter sig flittigt af deres arbejdskraft til at lave funny-money. På hjemmefronten er både Murtaughs datter Rianne (Traci Wolfe) og Riggs kæreste Lorna Cole (Rene Russo) gravide. Som en lille ekstra bonus er Rianne blevet gift med en stræbende politimand Butters (spillet af den aldeles talentløse og så afgjort umorsomme Chris Rock) uden Murtaughs vidende. Desuden skal vi endnu engang trækkes med den ligegyldige Leo Getz (Joe Pesci), der pirrer ens irritationskirtler til hidtil ukendte højder.
Netop denne ekstreme grad af at flere og flere personer skal tilgodeses i handlingen, får filmen til at drukne i anstrengte ligegyldigheder og den stramme struktur som var varemærket for den første i serien, er totalt udvandet her.
Og lad dette være et gevaldigt rap over nallerne til de tre kludermikler af nogen forfattere, der har stået fadder til dette manus.
Jeg brister vel næppe nogens illusioner ved at afsløre at skurken får deres bekomst, Murtaugh acceptere sin nye svigersøn og Riggs bliver far.
Haut couture action
Der er dog stadig tilpas meget charme ved Murtaugh og Riggs figurerne, til at de fænger og man fornemmer at både Danny Glover og Mel Gibson morer sig fortræffeligt ved at spille dem. Men de største stik bliver alligevel taget af de til stadighed mere opfindsomme og mere højlydte action scener. Tankbiler og olietønder flyver i en sand strøm gennem luften, mens latteren runger. Dette er tegneserie action i ordets bedste betydning, lavet af den mand, der har opfundet begrebet: Produceren Joel Silver. Det er her filmen udfolder sine originale momenter, og henter sine to øjne. Alt det andet er et nødvændigt onde.
Da den første "Dødbringende våben" kom frem i 1987, blev den med rette udråbt til et action værk af meget høj kaliber. Manuskriptet var stramt uden at tage sig selv for seriøst, mens personerne var vedkommende og interessante. Det hele krydret med stilfulde og ultravoldelige action scener, der grænsede til det tegneserieagtige. En cocktail, der tog alvorlige kegler. Hvor meget man end gerne så filmen stå alene uden efterfølgere, så betød dens succes naturligvis at et gensyn med Riggs og Murtaugh var uundgåelig.
Og så sker der det, som normalt sker i den slags situationer, at handlinger og personer ender som stereotyper og det hele virker åh så genkendeligt. Specielt er det gået ud over Riggs figuren, der fra at være en selvmorderisk, halvpsykopatisk tidsbombe, har mistet al farlighed og er på vej til at blive familiefar.
Same procedure...
I det fjerde kapitel er alt ved det gamle. De samme velkendte one-liners, de samme plottwists o.s.v. Denne gang kommer truslen fra en japansk menneske smugler (spillet af den meget adrætte Jet Li), der benytter sig flittigt af deres arbejdskraft til at lave funny-money. På hjemmefronten er både Murtaughs datter Rianne (Traci Wolfe) og Riggs kæreste Lorna Cole (Rene Russo) gravide. Som en lille ekstra bonus er Rianne blevet gift med en stræbende politimand Butters (spillet af den aldeles talentløse og så afgjort umorsomme Chris Rock) uden Murtaughs vidende. Desuden skal vi endnu engang trækkes med den ligegyldige Leo Getz (Joe Pesci), der pirrer ens irritationskirtler til hidtil ukendte højder.
Netop denne ekstreme grad af at flere og flere personer skal tilgodeses i handlingen, får filmen til at drukne i anstrengte ligegyldigheder og den stramme struktur som var varemærket for den første i serien, er totalt udvandet her.
Og lad dette være et gevaldigt rap over nallerne til de tre kludermikler af nogen forfattere, der har stået fadder til dette manus.
Jeg brister vel næppe nogens illusioner ved at afsløre at skurken får deres bekomst, Murtaugh acceptere sin nye svigersøn og Riggs bliver far.
Haut couture action
Der er dog stadig tilpas meget charme ved Murtaugh og Riggs figurerne, til at de fænger og man fornemmer at både Danny Glover og Mel Gibson morer sig fortræffeligt ved at spille dem. Men de største stik bliver alligevel taget af de til stadighed mere opfindsomme og mere højlydte action scener. Tankbiler og olietønder flyver i en sand strøm gennem luften, mens latteren runger. Dette er tegneserie action i ordets bedste betydning, lavet af den mand, der har opfundet begrebet: Produceren Joel Silver. Det er her filmen udfolder sine originale momenter, og henter sine to øjne. Alt det andet er et nødvændigt onde.
19/11-2018
