Flotte farver
4.0
Denne film er et produkt. Den er et enormt, neonfarvet stykke legetøj, fyldt til randen med tekniske vidundere og tømt for enhver kunstnerisk ambition. "Batman Forever" vil bare underholde, og det gør den så.
Det starter med Warner Bros. logoen, der forvandles til Batman symbolets stiliserede flagermus. Så kommer skuespillernes navne buldrende ud af mørket, og man bliver klar over, at man har købt billet til et spektakulært powertrip. Historien fungerer hovedsageligt som pausefisk imellem actionsekvenserne. Batman får to nye modstandere, en ny kæreste og en ung partner. I to timer kæmper de frem og tilbage - gidsler tages, udstyr bruges, ting eksploderer - og så er det slut.
Instruktøren hedder Joel Schumacher. Han har tidligere instrueret bl.a. "The Client", "Flatliners" og "Falling down", som alle har brilleret ved ikke rigtig at indeholde noget som helst. "Falling down" (med Michael Douglas i hovedrollen) virkede ellers som om den gerne ville et eller andet, men det er ikke rigtig til at se, hvad det egentlig var. Den fik glimrende anmeldelser, men fremstår mest af alt som en "Taxi Driver" for BT- læsere. Schumacher instruerer med en næsten karikeret overfladiskhed, som altid har virket fornærmende på mig, men i Batmans tegneserieunivers føles dem til tider ganske opløftende.
"Batman Forever" lægger sig betydelig tættere på tegneseriens oprindelige stemning, end Tim Burtons to Batfilm har gjort. Schumacher er selvfølgelig heller ikke belemret med personlig vision, men man må give manden, at han har fat i noget. De overdrevne actionsekvenser er tætklippede opvisninger i blodløs heavy metal vold.
Det dystre Gotham er et overflødighedshorn af overdrevne bygninger. Og de neonfarvede indbyggere er tilpas karikerede til, at det hele virker sammenhængende. Især scenografien er slående; til tider så slående, at jeg glemte at følge med i de endeløse bil-, båd- og helikopterjagter. De skrigende tegneseriefarver og den svulmende arkitektur er næsten hele billetprisen værd.
Der er to typer Batmanfortællinger: De mørke ensom-hævner historier og de lagkagekomiske ("Heldigvis havde jeg min super-anti-haj-spray med"). I "Batman Forever" er det lykkedes at kombinere dem. Noget af æren for dette må gå til Joel Schumacher, men scenografen ser ud til at have trukket en stor del af læsset. Bygningerne har en hallucinatorisk kvalitet, hvis lige jeg ikke mindes at have set - Gækkerens borg ligner en LSD udgave af en food-processor.
Og skuespillet? Ja, man fristes til at sige, at der ikke er noget, men Tommy Lee Jones som Two-Face er svær at ignorere. Ved siden af ham virker resten af ensemblet dog som en flok børn, der forsøger at leve op til de to foregående films talentopbud. Val Kilmer (Batman) er fuldstændig gennemsigtig, Nicole Kidman (dr. Chase Meridian) er kun et kønt ansigt, Chris O'Donnel (Robin) er funktionel, og Jim Carrey (Gækkeren) spiller Jim Carrey i en grøn dragt. Nu er det er på mode at grine af Carrey, men han er fuldstændig blottet for spontanitet. Han har altid været en karikatur af sig selv, og i rollen som Gækkeren er hans overdrevne bevægelser blevet så præcise, at de virker mekaniske.
Men det er slet ikke det, det går ud på. "Batman Forever" er frem for alt et show, og hvis man ikke er indstillet på at læne sig tilbage og sige wow og beundre de flotte farver, skal man holde sig væk.
Det starter med Warner Bros. logoen, der forvandles til Batman symbolets stiliserede flagermus. Så kommer skuespillernes navne buldrende ud af mørket, og man bliver klar over, at man har købt billet til et spektakulært powertrip. Historien fungerer hovedsageligt som pausefisk imellem actionsekvenserne. Batman får to nye modstandere, en ny kæreste og en ung partner. I to timer kæmper de frem og tilbage - gidsler tages, udstyr bruges, ting eksploderer - og så er det slut.
Instruktøren hedder Joel Schumacher. Han har tidligere instrueret bl.a. "The Client", "Flatliners" og "Falling down", som alle har brilleret ved ikke rigtig at indeholde noget som helst. "Falling down" (med Michael Douglas i hovedrollen) virkede ellers som om den gerne ville et eller andet, men det er ikke rigtig til at se, hvad det egentlig var. Den fik glimrende anmeldelser, men fremstår mest af alt som en "Taxi Driver" for BT- læsere. Schumacher instruerer med en næsten karikeret overfladiskhed, som altid har virket fornærmende på mig, men i Batmans tegneserieunivers føles dem til tider ganske opløftende.
"Batman Forever" lægger sig betydelig tættere på tegneseriens oprindelige stemning, end Tim Burtons to Batfilm har gjort. Schumacher er selvfølgelig heller ikke belemret med personlig vision, men man må give manden, at han har fat i noget. De overdrevne actionsekvenser er tætklippede opvisninger i blodløs heavy metal vold.
Det dystre Gotham er et overflødighedshorn af overdrevne bygninger. Og de neonfarvede indbyggere er tilpas karikerede til, at det hele virker sammenhængende. Især scenografien er slående; til tider så slående, at jeg glemte at følge med i de endeløse bil-, båd- og helikopterjagter. De skrigende tegneseriefarver og den svulmende arkitektur er næsten hele billetprisen værd.
Der er to typer Batmanfortællinger: De mørke ensom-hævner historier og de lagkagekomiske ("Heldigvis havde jeg min super-anti-haj-spray med"). I "Batman Forever" er det lykkedes at kombinere dem. Noget af æren for dette må gå til Joel Schumacher, men scenografen ser ud til at have trukket en stor del af læsset. Bygningerne har en hallucinatorisk kvalitet, hvis lige jeg ikke mindes at have set - Gækkerens borg ligner en LSD udgave af en food-processor.
Og skuespillet? Ja, man fristes til at sige, at der ikke er noget, men Tommy Lee Jones som Two-Face er svær at ignorere. Ved siden af ham virker resten af ensemblet dog som en flok børn, der forsøger at leve op til de to foregående films talentopbud. Val Kilmer (Batman) er fuldstændig gennemsigtig, Nicole Kidman (dr. Chase Meridian) er kun et kønt ansigt, Chris O'Donnel (Robin) er funktionel, og Jim Carrey (Gækkeren) spiller Jim Carrey i en grøn dragt. Nu er det er på mode at grine af Carrey, men han er fuldstændig blottet for spontanitet. Han har altid været en karikatur af sig selv, og i rollen som Gækkeren er hans overdrevne bevægelser blevet så præcise, at de virker mekaniske.
Men det er slet ikke det, det går ud på. "Batman Forever" er frem for alt et show, og hvis man ikke er indstillet på at læne sig tilbage og sige wow og beundre de flotte farver, skal man holde sig væk.
19/11-2018
