Sentimentale hvaler
1.0
Politisk korrekt økodrama fra Hollywood
"Befri Willy II" er opfølgeren til "Befri Willy", der var en pæn succes i USA sidste sommer. Filmen handler om den forældreløse dreng Jesse, der bor hos sine plejeforældre. Han bliver konfronteret med sin fortid, da det pludselig viser sig, at hans rigtige mor er død, og har efterladt en halv-lillebror, som kommer i midlertidig pleje i samme familie. De to er fra starten uvenner, da halvbroderen (selvfølgelig) er en fræk storbybo og lystløgner.
Familien tager på campingtur, og Jesse genser en gammel indianerven (som han åbenbart kender fra "Befri Willy"), og forelsker sig i hans guddatter. Han genser også en anden gammel ven, nemlig spækhuggerhvalen Willy (også kendt fra etteren). Men snart trænger den ubarmhjertige omverden sig på: En olietank forulykker og lækker en masse hval-truende olie, og nogle slemme videnskabsmænd vil bortføre Willy og hans søster og bror. Jesse og hans venner må gå i aktion for at redde de stakkels hvaler.
Store hvaler og små tæer
Filmen har ét stærkt aktiv: Hvalerne. Hvaler er fra naturens hånd skabt temmelig imponerende, og dette udnytter filmen optimalt, med masser af flot fotograferede naturscener. Special effects-folkene har arbejdet med skiftevis rigtige hvaler og mekaniske modeller, og det er vellykket: Man kan ikke se, hvornår de bruger hvad. Og til sidst udfører Willy da også sit glansnummer fra "Befri Willy", nemlig at hoppe over en truende forhindring og ud i friheden.
Når det er sagt, er der desværre ikke mere rigtigt positivt at sige om filmen. Dens meget politisk korrekte øko-aspekter er i bedste fald simplificerede: Der er de gode hvaler, og de onde hvalfangere og en ond kaptajn på et skib fra Libyen. Ingen økologiske katastrofer er værre, end at de kan klares med lidt naturmedicin, eller ved at svømme under olien, og den almindelige forbrugerfamilie er selvfølgelig uden skyld. Værst bliver det med den gamle indianer. Han er uendelig vis, lever i pagt med naturen, kan lave gammel, magisk ånde-medicin, der klarer selv en hvals oliefyldte lunger, og står selvfølgelig i åndelig kontakt med hvalerne.
Krummer man tæer under den stygge indianerkliché, så kan man klemme foden ned i en størrelse 32 efter at have været igennem filmens tykke sovs af sentimentalitet. Der er kække smil, hjertevarme og "du ved jo, at vi elsker dig"-dialog ca. hvert andet minut, og ethvert tilløb til egentlig konflikt eller reelle teenageproblemer drukner i idyllisk familieromantik. Jesses' forhold til den kønne pige er så fredeligt og klichéfuldt som tænkes kan (ingen chance for lidt præ-ægteskabelig sex her, det bliver ved ét sølle uskyldigt kys), og selvfølgelig bliver Jesse gode venner med den irriterende halvbror.
Mest firkantet bliver filmen i sin evigt gentagne betoning af parallen mellem Jesse og Willy: Jesse længes efter sin døde mor, og Willy vil ud under olien til sin mor. De savner altså begge to deres mor. Vi har fattet det.
Filmen er en børnefilm, præcist målrettet mod de lidt større børn, og deres tivoli-fædre, der har brug for at slæbe delebarnet en tur i biografen. Men helt ærligt, selv om nogle børn sikkert vil føle sig rimeligt underholdt, så har de fortjent bedre end at blive spist af med en så skematisk og sentimental øko-tåreperser. Det mest ærgerlige er egentlig, at historien med en dreng og en hval, fortalt på det tekniske niveau som filmen er på, har så meget filmisk potentiale i sig, at det kunne blive et eventyr af de helt store. Det er "Befri Willy II" ikke blevet
"Befri Willy II" er opfølgeren til "Befri Willy", der var en pæn succes i USA sidste sommer. Filmen handler om den forældreløse dreng Jesse, der bor hos sine plejeforældre. Han bliver konfronteret med sin fortid, da det pludselig viser sig, at hans rigtige mor er død, og har efterladt en halv-lillebror, som kommer i midlertidig pleje i samme familie. De to er fra starten uvenner, da halvbroderen (selvfølgelig) er en fræk storbybo og lystløgner.
Familien tager på campingtur, og Jesse genser en gammel indianerven (som han åbenbart kender fra "Befri Willy"), og forelsker sig i hans guddatter. Han genser også en anden gammel ven, nemlig spækhuggerhvalen Willy (også kendt fra etteren). Men snart trænger den ubarmhjertige omverden sig på: En olietank forulykker og lækker en masse hval-truende olie, og nogle slemme videnskabsmænd vil bortføre Willy og hans søster og bror. Jesse og hans venner må gå i aktion for at redde de stakkels hvaler.
Store hvaler og små tæer
Filmen har ét stærkt aktiv: Hvalerne. Hvaler er fra naturens hånd skabt temmelig imponerende, og dette udnytter filmen optimalt, med masser af flot fotograferede naturscener. Special effects-folkene har arbejdet med skiftevis rigtige hvaler og mekaniske modeller, og det er vellykket: Man kan ikke se, hvornår de bruger hvad. Og til sidst udfører Willy da også sit glansnummer fra "Befri Willy", nemlig at hoppe over en truende forhindring og ud i friheden.
Når det er sagt, er der desværre ikke mere rigtigt positivt at sige om filmen. Dens meget politisk korrekte øko-aspekter er i bedste fald simplificerede: Der er de gode hvaler, og de onde hvalfangere og en ond kaptajn på et skib fra Libyen. Ingen økologiske katastrofer er værre, end at de kan klares med lidt naturmedicin, eller ved at svømme under olien, og den almindelige forbrugerfamilie er selvfølgelig uden skyld. Værst bliver det med den gamle indianer. Han er uendelig vis, lever i pagt med naturen, kan lave gammel, magisk ånde-medicin, der klarer selv en hvals oliefyldte lunger, og står selvfølgelig i åndelig kontakt med hvalerne.
Krummer man tæer under den stygge indianerkliché, så kan man klemme foden ned i en størrelse 32 efter at have været igennem filmens tykke sovs af sentimentalitet. Der er kække smil, hjertevarme og "du ved jo, at vi elsker dig"-dialog ca. hvert andet minut, og ethvert tilløb til egentlig konflikt eller reelle teenageproblemer drukner i idyllisk familieromantik. Jesses' forhold til den kønne pige er så fredeligt og klichéfuldt som tænkes kan (ingen chance for lidt præ-ægteskabelig sex her, det bliver ved ét sølle uskyldigt kys), og selvfølgelig bliver Jesse gode venner med den irriterende halvbror.
Mest firkantet bliver filmen i sin evigt gentagne betoning af parallen mellem Jesse og Willy: Jesse længes efter sin døde mor, og Willy vil ud under olien til sin mor. De savner altså begge to deres mor. Vi har fattet det.
Filmen er en børnefilm, præcist målrettet mod de lidt større børn, og deres tivoli-fædre, der har brug for at slæbe delebarnet en tur i biografen. Men helt ærligt, selv om nogle børn sikkert vil føle sig rimeligt underholdt, så har de fortjent bedre end at blive spist af med en så skematisk og sentimental øko-tåreperser. Det mest ærgerlige er egentlig, at historien med en dreng og en hval, fortalt på det tekniske niveau som filmen er på, har så meget filmisk potentiale i sig, at det kunne blive et eventyr af de helt store. Det er "Befri Willy II" ikke blevet
19/11-2018
