Mytologi, mjød og mægtige mænd

4.0
John McTiernan, en af Hollywoods bedste action-instruktører, har gjort det igen. Denne gang handler det ikke om terrorister i et højhus, men om vikinger på mission med en araber på slæb.

Når man sætter sig til rette for at nyde en film lavet af John McTiernan og baseret på en Michael Crichton-bog (ham med "Jurassic Park" fra '92), så har man ret til at forvente noget fed action. Og det er, hvad man får med "Den 13. Kriger", om end i en ny indpakning. Her er nemlig ingen biljagter, dinosaurer eller folk med pistoler, men store vikinger, skønne møer og en enkelt araber.

Så skal der nikkes skaller

Antonio Banderas spiller Ahmed Ibn Fahdlan, en adelsmand, der lever det søde liv ved hoffet i Bagdad. Desværre tilhører den søde dame en anden mand, og for at undgå skandale sendes Ahmed nordpå som ambassadør. Under rejsen nordpå møder den forfinede hofmand og hans tjener Melchisidek (Omar Sharif) nogle vikinger. En forfærdelig trussel, så grum at den ikke kan nævnes ved navn, truer Kong Hrothgars (Sven Wollter) rige endnu længere mod nord. En spåkone forudsiger, at tolv mægtige vikinger må tage kampen op mod det unævnelige, men for at kampen kan vindes, må en trettende kriger findes. Den trettende kriger må ikke være nordbo, og pludselig befinder den så absolut ukrigeriske Ahmed sig på en noget anderledes færd, end kaliffen havde tænkt. Gruppen af de tretten krigere ledes af den mægtige Buliwyf (Vladimir Kulich), og i rollen som bueskytten Halga ses vores egen morsing Asbjørn Riis. Og så er der ellers lagt i kakkelovnen til at gå bersærkergang...

Valhalla styrer

Det er svært at forestille sig en action-film sat i vikingetiden, men det er ikke desto mindre, hvad John McTiernan har fået ud af "Den 13. Kriger". Her er kække bemærkninger i kampens hede, seje fyre der kan vilde ting med deres kæmpe sværd og rigtig ulækre skurke, der dør på den klamme måde. I det hele taget slås de for fedt! Alle vikingeskuespillerne er over 1,90 m høje, så den normalt lækre latino-lover Antonio Banderas ligner en lille splejs, der har fået lov til at spille fodbold med de store drenge. Han vokser dog med opgaven, og man glemmer hurtigt, at han går med øjenmake-up i filmens start. Danske Asbjørn Riis gør også en god figur og har en af filmhistoriens bedste nordjyske replikker, idet alle vikinger taler "nordisk", indtil Ahmed lærer deres sprog, og alle slår over i engelsk.

Skal vi lege viking?

"Den 13. Kriger" er optaget i Canada, hvor en hel ny vikinge-kongsborg måtte bygges fra grunden. Det har dog været pengene værd, for en stor del af filmens værdi skal findes i scenografien og kostumerne. Her findes svaret på enhver rollespil-fanatikers drøm af en garderobe! Man får helt lyst til at tage til Lejre Forsøgscenter og bo en uge, for det er for coolt at være viking. "Den 13. Kriger" er rendyrket action-underholdning, og så gør det ikke så meget, at filmen bærer præg af at være afkortet en del - der er flere bihistorier, som kun antydes eller ikke fortælles færdige. Dermed kommer filmen uden om et stort problem for flere andre af nutidens film, nemlig at de har svært ved at begrænse sig og dermed bliver kedelige og langtrukne. Det kan man så absolut ikke anklage "Den 13. Kriger" for.
Den 13. kriger