Så går den vilde donorjagt
2.0
Ganske underholdende engelsk sædeskildring, som desværre tabes på gulvet i sit forsøg på at være en rigtig komedie.
Kate har netop afsluttet manuskriptet til sin romantiske roman, da hun får at vide, at hun sandsynligvis kun vil være i stand til at få børn, hvis hun prøver inden for et år. Og så begynder jagten på den rigtige donor - efter at Kates psykologilærermand har forladt hende til fordel for en af sine unge studerende.
Langsomt vikles Dave ind i hendes liv. Han er en East End-bilhandler, som af en eller anden grund er havnet i Yorkshire i Nordengland. Dave er en stor, brovtende fyr med arbejderklassemanerer og kort lunte; alligevel bliver Kate meget mod sin vilje, efterhånden tiltrukket af ham.
"Fanny & Elvis" er en samtidskomedie med en vidt forgrenet historie, som i princippet kunne ende hvor som helst. Men Kay Mellor kender sin genre, og der bliver bundet fine sløjfer på de fleste løse, fortællemæssige ender i slutningen af filmen. Og det er i virkeligheden hele filmens problem, for selvom den er mægtig underholdende, så vil den også så gerne være en komedie med alt, hvad det indebærer. Et eksempel: Vi ved, at Dave elsker Elvis Presleys musik, vi har hørt ham nynne "Hound Dog" og spille Elvis i Jaguaren. Da Kate og Dave på et tidspunkt sidder halvfulde og melankolske over de tabte kærester, beder hun ham om at spille noget smukt på klaveret. Og hvilken sang spiller Dave så? "Love me Tender", selvfølgelig. Og sådan lander filmen alt for ofte i klicheerne, hvor den, med lidt mere mod, havde kunne placere sig mere skævt og tankevækkende.
Den gode ide taber pusten
På manuskriptplan fungerer filmen udmærket; det er først, når skuespillerne skal sige deres replikker, at det indimellem går galt. Det så garanteret sjovt ud, da manus blev stykket sammen, men det fungerer ikke helt, når ordene hænger i luften. Og man mærker, at flere af skuespillerne kæmper for at få tingene til at lykkes. Ray Winstone er godt set som Dave, men er klart bedst som dumt svin, mens karakterens følsomhed mest kommer til at stå som et postulat. Winstone er ellers en af Storbritanniens allerstørste, med kraftpræstationer som faren i Tim Roths "I familiens hjerte" (1999) og ikke mindst som den voldelige Ray i Gary Oldmans instruktørdebut "Tilværelsens bagside" fra 1997. At han så har en uhyggelig lighed med Olsenbroren Noller, er nok mest noget, vi danskere må leve med.
Kerry Fox overspiller ofte rollen som den frustrerede thirtysomething Kate, og hun mangler den loyalitet over for sin karakter, som fx Sidse Babett Knudsen havde med Sus i "Den Eneste Ene" (1999). Vi tror ikke rigtig på hende og mest af alt, så er hun bare lidt irriterende og hysterisk. Desværre, for det kunne have været en fin film, der pænt havde lagt sig i forlængelse af store halvfemserkomedier som Susanne Biers kæmpesucces og den svenske "Adam og Eva" (1997).
Kate har netop afsluttet manuskriptet til sin romantiske roman, da hun får at vide, at hun sandsynligvis kun vil være i stand til at få børn, hvis hun prøver inden for et år. Og så begynder jagten på den rigtige donor - efter at Kates psykologilærermand har forladt hende til fordel for en af sine unge studerende.
Langsomt vikles Dave ind i hendes liv. Han er en East End-bilhandler, som af en eller anden grund er havnet i Yorkshire i Nordengland. Dave er en stor, brovtende fyr med arbejderklassemanerer og kort lunte; alligevel bliver Kate meget mod sin vilje, efterhånden tiltrukket af ham.
"Fanny & Elvis" er en samtidskomedie med en vidt forgrenet historie, som i princippet kunne ende hvor som helst. Men Kay Mellor kender sin genre, og der bliver bundet fine sløjfer på de fleste løse, fortællemæssige ender i slutningen af filmen. Og det er i virkeligheden hele filmens problem, for selvom den er mægtig underholdende, så vil den også så gerne være en komedie med alt, hvad det indebærer. Et eksempel: Vi ved, at Dave elsker Elvis Presleys musik, vi har hørt ham nynne "Hound Dog" og spille Elvis i Jaguaren. Da Kate og Dave på et tidspunkt sidder halvfulde og melankolske over de tabte kærester, beder hun ham om at spille noget smukt på klaveret. Og hvilken sang spiller Dave så? "Love me Tender", selvfølgelig. Og sådan lander filmen alt for ofte i klicheerne, hvor den, med lidt mere mod, havde kunne placere sig mere skævt og tankevækkende.
Den gode ide taber pusten
På manuskriptplan fungerer filmen udmærket; det er først, når skuespillerne skal sige deres replikker, at det indimellem går galt. Det så garanteret sjovt ud, da manus blev stykket sammen, men det fungerer ikke helt, når ordene hænger i luften. Og man mærker, at flere af skuespillerne kæmper for at få tingene til at lykkes. Ray Winstone er godt set som Dave, men er klart bedst som dumt svin, mens karakterens følsomhed mest kommer til at stå som et postulat. Winstone er ellers en af Storbritanniens allerstørste, med kraftpræstationer som faren i Tim Roths "I familiens hjerte" (1999) og ikke mindst som den voldelige Ray i Gary Oldmans instruktørdebut "Tilværelsens bagside" fra 1997. At han så har en uhyggelig lighed med Olsenbroren Noller, er nok mest noget, vi danskere må leve med.
Kerry Fox overspiller ofte rollen som den frustrerede thirtysomething Kate, og hun mangler den loyalitet over for sin karakter, som fx Sidse Babett Knudsen havde med Sus i "Den Eneste Ene" (1999). Vi tror ikke rigtig på hende og mest af alt, så er hun bare lidt irriterende og hysterisk. Desværre, for det kunne have været en fin film, der pænt havde lagt sig i forlængelse af store halvfemserkomedier som Susanne Biers kæmpesucces og den svenske "Adam og Eva" (1997).
19/11-2018