Vikingerne kommer!
3.0
Forsøg på at vise nye veje for dansk film i ny vikingefilm.
Umiddelbart lyder "Den sidste viking" ikke som nogen typisk dansk film. For det første er der ikke nogen dansk tradition for bredt anlagte spændingsfilm af denne kaliber, og for det andet synes de økonomiske krav til opbygningen af et helt vikingeunivers - kostumer, vikingebyer, både osv. - at overgå hvad den danske filmindustri kan præstere. Derfor går man ind til filmen med både tvivl (kan det nu lade sig gøre?), men også spænding, for her er uomtvisteligt tale om nogen der prøver noget nyt i dansk film, og det kan man kun bifalde.
Filmen, som er instrueret af den spillefilmsdebuterende Jesper W. Nielsen, handler om vikingedrengen Harald. Der er uro i landet, fordi kongen er gået grassat, og har forlangt at få alle landets skibe til sin hær. Haralds far er høvding, og nægter at afgive sit skib. I stedet tager han afsted for at hente forstærkning hos en gruppe oprørere, og efterlader Harald, hans åndssvage bror, hans mor og resten af landsbyen som lette ofre, da kongen som hævn sender en gruppe krigere ud til byen. Krigerne ledes af en rimelig god leder, men han udfordres af sin meget onde og grusomme næstkommanderende. Harald må overtale den besatte bys fordrukne skibsbygger og hans dværg-slave til at bygge et nyt skib til kongen, samtidigt med at den gode leder boller med hans mor, og han selv render rundt og kysser lidt med en smuk slavepige - alt imens alle venter på, at Haralds far kommer tilbage.
Som det høres, er der tale om en både voldsom og blodig handling, garneret med mord, voldtægt og lettere tortur. Det stiller også visse krav til skuespillerne, der ikke skal spille normale, socialrealistiske danske filmroller. Bedst slipper Per Oskarsson (kendt fra filmklassiskeren "Sult") fra det i rollen som bådebyggeren, og Kim Bodnia ("Nattevagten", "Pusher"), der får skabt en rigtig god ondskabsfuld satan af en skurk. Også Rene Hansen, der spiller den åndssvage bror, gør det godt. Måske er det ikke tilfældigt, at det netop er mest outredere roller som vildt fordrukken, ond eller åndssvag, der overbeviser mest - her er der mest kød til skuespillerne, der bare kan spille løs, uden at tænke så meget på de realistiske motiveringer. Sværere er det for de mere normale roller. Holger Thaarup, der var fremragende i "Drengen der gik baglæns", lægger pænt ansigt til hovedpersonen, uden at virke helt overbevisende i den kringlede udvikling, manuskriptet trækker ham igennem. Moa Lagercrantz og Erik Wedersøe klarer sig med nød igennem de noget stereotype roller som slavepige og høvding, mens hverken Marika Lagercrantz eller Bjørn Floberg får det mindste liv i forholdet mellem krigerlederen og den efterladte høvdingekone. Og så sidder man, især i starten, med det problem, at man slet ikke er vant til at høre filmens stilliserede og ind i mellem noget knirkende replikskifter på dansk. En scene som den med en hel flok, der griner af noget, som egentligt ikke er sjovt, den er man vandt til at se i amerikanske film uden at rynke på næsen - men når man ser den i "Den sidste viking", skærer den noget i ørene.
Som allerede antydet er min hovedanke til filmen, at den har for mange løse handlingsspor, som ikke rigtig træder i karakter. Drengens forelskelse i slavepigen er som et levn fra en socialrealistisk dansk børnefilm, der falder noget ud af det blå, og bliver temmelig skurrende, da den stakkels pige midt i det hele bliver voldtaget af den onde næstkommanderende, uden at det spiller ind på drengens og pigens forhold. Også den mærkelige, tvetydige rolle som den gode krigerleder virker underligt svævende. Det er en god ide at bløde krigerens ondskab op med sympatiske træk, og egentlig også, at høvdingekonen falder for ham, men han er vel stadigvæk sendt ud af den sindsyge konge for at tyrannisere landets byer. Hvis man vil lave en rigtig handlingsmættet vikinge-actionfilm, så skal skurkene fandengalemig også være præcis så onde og grusomme som Kim Bodnias figur! I det hele taget havde jeg hellere set, at filmen satte sig lidt mindre mellem de to stole "Action-underholdningsfilm" og "Dansk historie-problem-børne-film", og jeg var helst foruden den tvivlsomme og firkantede udvikling hos hovedpersonen fra kommende kriger til overbevist pacifist. Ligesom man hellere havde set antydningens kunst taget i brug i den magisk-realistiske åbningsscene, hvor den gale konge har fået pletter på kroppen og bukkehorn i panden, og hopper hysterisk og temmelig dilletantisk rundt foran sin borg.
Når dette er sagt, er det også værd at holde fast i, at filmens handlingsmættede fremdrift og dunkle stemning rent faktisk lykkes forbavsende godt et langt stykke hen af vejen. De flotte kostumer, vikingeskibe og dunkle, fakkeloplyste skuepladser gør deres virkning, og der er mange gode, intense scener, især mellem drengen og den onde næstkommanderende, samt omkring skibsbyggeren og skibsbyggeriet. Der er filmens element af røverhistorie, der gør at jeg klart foretrækker "Den sidste viking" frem for beslægtede film som Gabriel Axels "Amlet"-film og de islandske vikingfilmforsøg. Også stilistisk har filmen interresante ideer, som motivet med faklen der falder i vandet, og åbenbarer hidtil skjulte personer og skibe for tilskueren. Der er talent i filmen, helt afgjort.
Tilbage står spørgsmålet, om dansk film overhovedet skal kaste sig ud i så økonomisk krævende projekter som "Den sidste viking", det begrænsede antal penge i dansk film taget i betragtning. Vi har ikke tradition for det, men det kan vi få, hvis filmskaberne får lov at øve sig, og publikum tid til at vende sig til genren. Det ubesvarede problem - som jeg ikke umiddelbart kan komme op med nogen løsning på - er økonomien. For at få rejst de over tyve millioner, som denne film efter sigende har kostet, har det været nødvendigt at co-financierer den med Sverige, hvilket har resulteret i at næsten halvdelen af skuespillerne og dialogen er svensk - noget forvirrende, unægteligt. Og stadig mangler der lige det sidste pift, som femten millioner ekstra kunne have givet. F. eks. er det svært at orientere sig, når drengen sniger sig ind i høvdinghuset ved at kravle på bjælkerne oppe under loftet - tilskueren ser aldrig noget rigtigt godt totalbillede af scenen, sikkert fordi den er klippet sammen af utallige små studieoptagelser. Og man kunne godt have brugt en rigtigt stor "Final battle"-scene, hvor faderen vendte tilbage og tog det endelige opgør med kongens mænd - men det ville unægtelig have krævet mere end de ca. tyve krigere og ti heste, som filmholdet har rådet over. Trods antydningen af Kurosawa-inspiration undervejs, har der ikke været penge nok til en rigtig Kurosawa-slagscene. På den anden side må jeg indrømme, at jeg hellere vil se femogtyve millioner blive brændt af på at skabe et flammende vikingeunivers, end se femogtyve millioner brændt af på endnu engang at genskabe et herregårs-miljø fra århundredeskiftet til endnu en blodfattig dansk litteraturklassikerfilmatisering.
Svaret blæser i vinden, men filmen er her i hvert fald, om ikke noget mesterværk, så i hvert fald seværdig og talentfuld.
Umiddelbart lyder "Den sidste viking" ikke som nogen typisk dansk film. For det første er der ikke nogen dansk tradition for bredt anlagte spændingsfilm af denne kaliber, og for det andet synes de økonomiske krav til opbygningen af et helt vikingeunivers - kostumer, vikingebyer, både osv. - at overgå hvad den danske filmindustri kan præstere. Derfor går man ind til filmen med både tvivl (kan det nu lade sig gøre?), men også spænding, for her er uomtvisteligt tale om nogen der prøver noget nyt i dansk film, og det kan man kun bifalde.
Filmen, som er instrueret af den spillefilmsdebuterende Jesper W. Nielsen, handler om vikingedrengen Harald. Der er uro i landet, fordi kongen er gået grassat, og har forlangt at få alle landets skibe til sin hær. Haralds far er høvding, og nægter at afgive sit skib. I stedet tager han afsted for at hente forstærkning hos en gruppe oprørere, og efterlader Harald, hans åndssvage bror, hans mor og resten af landsbyen som lette ofre, da kongen som hævn sender en gruppe krigere ud til byen. Krigerne ledes af en rimelig god leder, men han udfordres af sin meget onde og grusomme næstkommanderende. Harald må overtale den besatte bys fordrukne skibsbygger og hans dværg-slave til at bygge et nyt skib til kongen, samtidigt med at den gode leder boller med hans mor, og han selv render rundt og kysser lidt med en smuk slavepige - alt imens alle venter på, at Haralds far kommer tilbage.
Som det høres, er der tale om en både voldsom og blodig handling, garneret med mord, voldtægt og lettere tortur. Det stiller også visse krav til skuespillerne, der ikke skal spille normale, socialrealistiske danske filmroller. Bedst slipper Per Oskarsson (kendt fra filmklassiskeren "Sult") fra det i rollen som bådebyggeren, og Kim Bodnia ("Nattevagten", "Pusher"), der får skabt en rigtig god ondskabsfuld satan af en skurk. Også Rene Hansen, der spiller den åndssvage bror, gør det godt. Måske er det ikke tilfældigt, at det netop er mest outredere roller som vildt fordrukken, ond eller åndssvag, der overbeviser mest - her er der mest kød til skuespillerne, der bare kan spille løs, uden at tænke så meget på de realistiske motiveringer. Sværere er det for de mere normale roller. Holger Thaarup, der var fremragende i "Drengen der gik baglæns", lægger pænt ansigt til hovedpersonen, uden at virke helt overbevisende i den kringlede udvikling, manuskriptet trækker ham igennem. Moa Lagercrantz og Erik Wedersøe klarer sig med nød igennem de noget stereotype roller som slavepige og høvding, mens hverken Marika Lagercrantz eller Bjørn Floberg får det mindste liv i forholdet mellem krigerlederen og den efterladte høvdingekone. Og så sidder man, især i starten, med det problem, at man slet ikke er vant til at høre filmens stilliserede og ind i mellem noget knirkende replikskifter på dansk. En scene som den med en hel flok, der griner af noget, som egentligt ikke er sjovt, den er man vandt til at se i amerikanske film uden at rynke på næsen - men når man ser den i "Den sidste viking", skærer den noget i ørene.
Som allerede antydet er min hovedanke til filmen, at den har for mange løse handlingsspor, som ikke rigtig træder i karakter. Drengens forelskelse i slavepigen er som et levn fra en socialrealistisk dansk børnefilm, der falder noget ud af det blå, og bliver temmelig skurrende, da den stakkels pige midt i det hele bliver voldtaget af den onde næstkommanderende, uden at det spiller ind på drengens og pigens forhold. Også den mærkelige, tvetydige rolle som den gode krigerleder virker underligt svævende. Det er en god ide at bløde krigerens ondskab op med sympatiske træk, og egentlig også, at høvdingekonen falder for ham, men han er vel stadigvæk sendt ud af den sindsyge konge for at tyrannisere landets byer. Hvis man vil lave en rigtig handlingsmættet vikinge-actionfilm, så skal skurkene fandengalemig også være præcis så onde og grusomme som Kim Bodnias figur! I det hele taget havde jeg hellere set, at filmen satte sig lidt mindre mellem de to stole "Action-underholdningsfilm" og "Dansk historie-problem-børne-film", og jeg var helst foruden den tvivlsomme og firkantede udvikling hos hovedpersonen fra kommende kriger til overbevist pacifist. Ligesom man hellere havde set antydningens kunst taget i brug i den magisk-realistiske åbningsscene, hvor den gale konge har fået pletter på kroppen og bukkehorn i panden, og hopper hysterisk og temmelig dilletantisk rundt foran sin borg.
Når dette er sagt, er det også værd at holde fast i, at filmens handlingsmættede fremdrift og dunkle stemning rent faktisk lykkes forbavsende godt et langt stykke hen af vejen. De flotte kostumer, vikingeskibe og dunkle, fakkeloplyste skuepladser gør deres virkning, og der er mange gode, intense scener, især mellem drengen og den onde næstkommanderende, samt omkring skibsbyggeren og skibsbyggeriet. Der er filmens element af røverhistorie, der gør at jeg klart foretrækker "Den sidste viking" frem for beslægtede film som Gabriel Axels "Amlet"-film og de islandske vikingfilmforsøg. Også stilistisk har filmen interresante ideer, som motivet med faklen der falder i vandet, og åbenbarer hidtil skjulte personer og skibe for tilskueren. Der er talent i filmen, helt afgjort.
Tilbage står spørgsmålet, om dansk film overhovedet skal kaste sig ud i så økonomisk krævende projekter som "Den sidste viking", det begrænsede antal penge i dansk film taget i betragtning. Vi har ikke tradition for det, men det kan vi få, hvis filmskaberne får lov at øve sig, og publikum tid til at vende sig til genren. Det ubesvarede problem - som jeg ikke umiddelbart kan komme op med nogen løsning på - er økonomien. For at få rejst de over tyve millioner, som denne film efter sigende har kostet, har det været nødvendigt at co-financierer den med Sverige, hvilket har resulteret i at næsten halvdelen af skuespillerne og dialogen er svensk - noget forvirrende, unægteligt. Og stadig mangler der lige det sidste pift, som femten millioner ekstra kunne have givet. F. eks. er det svært at orientere sig, når drengen sniger sig ind i høvdinghuset ved at kravle på bjælkerne oppe under loftet - tilskueren ser aldrig noget rigtigt godt totalbillede af scenen, sikkert fordi den er klippet sammen af utallige små studieoptagelser. Og man kunne godt have brugt en rigtigt stor "Final battle"-scene, hvor faderen vendte tilbage og tog det endelige opgør med kongens mænd - men det ville unægtelig have krævet mere end de ca. tyve krigere og ti heste, som filmholdet har rådet over. Trods antydningen af Kurosawa-inspiration undervejs, har der ikke været penge nok til en rigtig Kurosawa-slagscene. På den anden side må jeg indrømme, at jeg hellere vil se femogtyve millioner blive brændt af på at skabe et flammende vikingeunivers, end se femogtyve millioner brændt af på endnu engang at genskabe et herregårs-miljø fra århundredeskiftet til endnu en blodfattig dansk litteraturklassikerfilmatisering.
Svaret blæser i vinden, men filmen er her i hvert fald, om ikke noget mesterværk, så i hvert fald seværdig og talentfuld.
19/11-2018
