Knas i kongeriget
3.0
"Ørnens øje" er en underholdende dansk eventyrfilm
Det er sjældent at se en dansk børnefilm, som absolut ikke vil andet end at underholde, men gør det glimrende. Peter Flinths debutfilm "Ørnens øje" smykker sig ganske vist med navnkundige historiske personer, Valdemar II Sejr, hans søn Valdemar den Unge, Hertug Albert, Sværdridderne og andre, men forholder sig fantasifuldt til de historiske fakta. For "Ørnens øje" er en sand røverhistorie for raske drenge - rivende usandsynlig og medrivende fornøjelig. Her er ingen skjult historietime, ingen bønder der slider i markerne under herremandens pisk, ingen ubehagelige realiteter. I stedet har vi kække knægte, modige kæmper og lumske skurke så det forslår.
Triste dage på Ravnsborg
Handlingen finder sted i det herrens år 1221 på højdepunktet af den store danske konge Valdemar II Sejrs (1170-1241) regeringstid. Den altid kampberedte konge, der fyldes godt ud af rødmossede Lars Lohmann, drager i leding i det tyske og efterlader sin balstyrige søn Valdemar (den Unge, 1209-1231) hos biskop Eskil, der er svensker og derfor filmens skurk. Eskil (en vildt overspillende Björn Granath) ser snart ser sit snit til at snuppe tronen, mens kongen er ude af landet, og midt i den klassiske historie om forræderi, står den unge prins Valdemar (en troværdigt hoven og kæk Nijas Ørnbak-Fjeldmose), som redningsmand og sagens kerne. Som den raske knægt han er, befinder Valdemar sig ikke godt blandt de kedelige munke på Eskils Ravnsborg, og stikker derfor snart af, fulgt af køkkendrengen Aske (entusiastiske, men ikke altid lige overbevisende Lasse Baunkilde). Eskil sender den garvede lejesvend Den Enøjede (Bjørn Floberg - indtalt af Erik Wedersøe) efter knægtene og så går den vilde jagt.
Stilen i top
Som det ses, er historien arketypisk og egentligt temmelig urimelig, men folkene foran og bag kameraet kan deres kram, i en grad der er usædvanlig for dansk film. Drengene går friskt til sagen og resten af de medvirkende lægger ansigtet i de rette folder uden alt for meget frikadelleri. Handlingens troværdighed halter temmeligt ofte, men bindes alligevel godt sammen af et rapt tempo og Søren Hyldgaards glimrende musik, der er en Hollywoodfilm værdig. Fotograferingen er som den skal være, og den farverige inkludering af Den Enøjedes dresserede kompagnon, Ørnen i egen høje person, sikrer en række virkeligt flotte luftskud. Manuskriptet er garneret med den rigtige dosis farlige, sjove og sentimentale elementer, der giver afvekslende underholdning på en familievenlig måde. Det lugter måske lidt af leflen for de altid effektive Hollywoodskabeloner, men de medvirkende taler i det mindste dansk (bortset fra skurken). Havde man blot været tolv år igen, behøvede man ingen forbehold, for "Ørnens Øje" er først og fremmest en børnefilm, og bør blive en stor og velfortjent succes.
Det er sjældent at se en dansk børnefilm, som absolut ikke vil andet end at underholde, men gør det glimrende. Peter Flinths debutfilm "Ørnens øje" smykker sig ganske vist med navnkundige historiske personer, Valdemar II Sejr, hans søn Valdemar den Unge, Hertug Albert, Sværdridderne og andre, men forholder sig fantasifuldt til de historiske fakta. For "Ørnens øje" er en sand røverhistorie for raske drenge - rivende usandsynlig og medrivende fornøjelig. Her er ingen skjult historietime, ingen bønder der slider i markerne under herremandens pisk, ingen ubehagelige realiteter. I stedet har vi kække knægte, modige kæmper og lumske skurke så det forslår.
Triste dage på Ravnsborg
Handlingen finder sted i det herrens år 1221 på højdepunktet af den store danske konge Valdemar II Sejrs (1170-1241) regeringstid. Den altid kampberedte konge, der fyldes godt ud af rødmossede Lars Lohmann, drager i leding i det tyske og efterlader sin balstyrige søn Valdemar (den Unge, 1209-1231) hos biskop Eskil, der er svensker og derfor filmens skurk. Eskil (en vildt overspillende Björn Granath) ser snart ser sit snit til at snuppe tronen, mens kongen er ude af landet, og midt i den klassiske historie om forræderi, står den unge prins Valdemar (en troværdigt hoven og kæk Nijas Ørnbak-Fjeldmose), som redningsmand og sagens kerne. Som den raske knægt han er, befinder Valdemar sig ikke godt blandt de kedelige munke på Eskils Ravnsborg, og stikker derfor snart af, fulgt af køkkendrengen Aske (entusiastiske, men ikke altid lige overbevisende Lasse Baunkilde). Eskil sender den garvede lejesvend Den Enøjede (Bjørn Floberg - indtalt af Erik Wedersøe) efter knægtene og så går den vilde jagt.
Stilen i top
Som det ses, er historien arketypisk og egentligt temmelig urimelig, men folkene foran og bag kameraet kan deres kram, i en grad der er usædvanlig for dansk film. Drengene går friskt til sagen og resten af de medvirkende lægger ansigtet i de rette folder uden alt for meget frikadelleri. Handlingens troværdighed halter temmeligt ofte, men bindes alligevel godt sammen af et rapt tempo og Søren Hyldgaards glimrende musik, der er en Hollywoodfilm værdig. Fotograferingen er som den skal være, og den farverige inkludering af Den Enøjedes dresserede kompagnon, Ørnen i egen høje person, sikrer en række virkeligt flotte luftskud. Manuskriptet er garneret med den rigtige dosis farlige, sjove og sentimentale elementer, der giver afvekslende underholdning på en familievenlig måde. Det lugter måske lidt af leflen for de altid effektive Hollywoodskabeloner, men de medvirkende taler i det mindste dansk (bortset fra skurken). Havde man blot været tolv år igen, behøvede man ingen forbehold, for "Ørnens Øje" er først og fremmest en børnefilm, og bør blive en stor og velfortjent succes.
19/11-2018
