Jagten på den forsvundne kærlighed

4.0
Blandt raslende skeletter, kødædende skarabæer og en kærlighedshungrende mumie udkæmpes kampen mod forbandelsen i Stephen Sommers energifyldte actioneventyr "Mumien".


Tilbage i det gamle Egypten levede den unge ypperstepræst Imhotep (Arnold Visloo) for 3000 år siden. Han forbød sig mod sin farao ved at forelske sig i hans elskerinde, og han måtte bøde med en grufuld død. Imhoteps elskede Ank-Su-Namun begik selvmord, og han selv blev levende mumificeret og begravet i De dødes By. Legenden siger, at den værste forbandelse af alle blev lagt over ham, og den ville gå i opfyldelse den dag, han blev vækket til live igen. Denne eksotiske legende får nyt liv hos den belæste arkæolog Evelyn (Rachel Weisz) og hendes underholdende klodsede bror Jonathan (John Hannah). I 1920ernes Egypten rejser de tilbage til De dødes By for at udgrave de mange antikke skatte i den underjordiske by. Undervejs får de hjælp af den gæve eventyrer Rick O'Connell (Brendan Fraser), som skejer ud i antikkens ruiner som en anden Indiana Johnes. Sød musik opstår mellem O'Connor og Evelyn, men mumiens forbandelse venter dem. For eventyrteamet søger uvidende ind i De dødes By og får ved et tilfælde mumien til at genopstå. Og han er intet mindre end en omvandrende ondskabsfuld plage. Alt imens forbandelsen raser over De dødes By, forsøger Imhotep med vold og magt at kalde sin elskede Ank-Su-Namun til live igen.

Den romantiske mumie

Den vilde kamp sætter ind mod den uovervindelige mumie, som er genopstået fra en verden hinsides mennesket. Raslende skeletter, tonsvis af kødædende skarabæer og en skrækindjagende kamp mod mumiens ulækre håndlangere er blot nogle af de prøvelser, vores helte må gennemgå. Samtidig må de konstant afværge andre skattejægere fra at komme først til fadet. Undervejs renser mumien ud blandt de gæve eventyrer, og helteskaren bliver mindre og mindre i takt med, at hans forbandelse folder sig ud over De dødes By. Imhotep higer efter at blive en hel menneskekrop igen og suger bogstaveligt talt livet ud af de mennesker, som vækkede ham til live. Han slår ihjel og søger ofre til at kunne vække sin elskede Ank-Su-Namun til live igen. Umiddelbart er ondskaben destruktiv og uhyggelig i skikkelse af den halvrådne mumie, men i virkeligheden lever mumiens ondskab i kraft af sin tabte kærlighed. Den romantiske mumie passer fint ind i Hollywoods fortrængningsunivers, hvor det frem for alt handler om at fortælle en god historie ladet med en masse storslåede effekter. Og det bliver der her!

Bløde gys og gode grin

"Mumien" er et velspillet og hårdtpumpet actioneventyr, og fortællingen glider hurtigt frem i en energisk og underfundig tone. Det onde genopstår i en blid og humoristisk form, hvor den ublodige vold eskalerer ud på absurditetens overdrev. Det er forrygende god underholdning, som rammer det brede publikum lige i øjet. Med hardcore special effects er det lykkedes Hollywoodfolkene at kreere en fascinerende mumie-figur, som på en gang er meget livagtig og skrækindjagende. Tilsat en gennemført distancerende humor, et stilsikkert plot med stor fortællelyst og et godt, gedigent skuespil, lever "Mumien" op til at være det storslåede romantiske actioneventyr, den udgiver sig for at være.
Mumien