Rejse mod verdens ende
3.0
Den eksklusive canadiske instruktør Atom Egoyan forsøger med "Felicia's Journey" at blande sin som altid komplekse historiefortælling med den lidt mere hårdtslående - og fortærskede - gysergenre.
Det følgende vil indeholde afsløringer af handlingen i "Felicia's Journey", som den puritanske biografgænger nok helst vil have sig frabedt. Læseren være hermed behørigt advaret. For kendere af Atom Egoyans tidligere værker - som "Exotica" ('94) og "The Sweet Hereafter" ('97) - vil det da heller ikke komme som nogen overraskelse, at strukturen i fortællingen og afsløringerne undervejs i filmen er så nøje orkestreret, at et handlingsreferat ikke kan undgå enten at være ganske intetsigende eller, alternativt, ødelæggende for førstegangsoplevelsen i biografen.
Når nøden er størst
Irske Felicia (Elaine Cassidy) er rejst til England for at finde sin kæreste Johnny (Peter McDonald) og fortælle ham om det barn, de skal have sammen. Hun har dermed trodset sin far og står alene i et fremmed land uden noget sted at tage hen eller noget at tage tilbage til. Felicia er et let, naivt offer for en nådesløs omverden. Heldigvis møder hun hjælpsomhed på sin vej, ikke mindst fra den flinke og lidt ensomme kantinebestyrer Joseph Hilditch (Bob Hoskins). Josephs mor, Gala (Arsinèe Khanjian), var i sin tid en berømt tv-kok, som kun ofrede sønnen nogen opmærksomhed, hvis han kunne stå som en kær lille rekvisit i et tv-program. Den savnede mor kommer hver aften til live hjemme i Josephs køkken; han har alle hendes programmer på video og følger hendes opskrifter til punkt og prikke.
For Joseph er det en kærkommen afveksling i hverdagen at kunne hjælpe Felicia med at finde Johnny. Ganske uskyldigt lyver Joseph sig til at have en kone, som ligger på hospitalet, men snart begynder hans løgne at tegne et mere faretruende mønster: Felicia er ikke den første unge pige, han har taget sig faderligt af, men hvor er disse piger siden hen blevet af? Moderens svigt har givet Joseph sår på sjælen, der endnu ikke er helet. Måske derfor betragter han Felicias graviditet som noget helligt, samtidig med han varmt taler for, hun skal få en abort. Og Felicia forstår ikke, at fostret i hendes livmoder er hendes eneste forsikring mod den lille ulykkelige dreng, Joseph stadig er.
Forventningernes pres
Canadiske Atom Egoyan er en af dette hældende årtis vigtigste instruktører. Fra starten af sin karriere har han interesseret sig for og eksperimenteret med forestillinger om medietidsalderens indvirken på familien og det enkelte menneske. Som fx den følelsesmæssigt forkrøblede Joseph, hvis nære personlige relationer begrænser sig til et videotek dedikeret moderens spøgelse. Problemet i "Felicia's Journey" er, at seriemorderen som motiv allerede er udforsket dybdegående i 90'ernes filmkunst, og Egoyans film kan ikke gøre sig fri af de lange skygger fra film som "Henry: Portrait of a Serial Killer" (John McNaughton, '90), der udviser en uhyggelig konsekvens i sin psykologiske registrering, og "Seven" (David Fincher, '95), der er en sjældent helstøbt udforskning af ondskabens væsen.
Egoyans komplekse afsøgninger af menneskets psykologiske dybder er set langt bedre i hans egne mesterligt fortalte "Exotica" og "The Sweet Hereafter". I begge disse film viser Egoyan sjælens smerte over et ubærligt tab, så poetisk og så håndgribeligt på samme tid. I "Felicia's Journey" snubler poesien og nuancerne desværre over en firkantet konstruktion af Bob Hoskins' figur. Som gyser er "Felicia's Journey" ikke uhyggelig, og som rigt facetteret filmkunst er den netop ikke dét. Er det ikke nogen ubetinget dårlig film, var forventningerne til den dog så meget højere.
Det følgende vil indeholde afsløringer af handlingen i "Felicia's Journey", som den puritanske biografgænger nok helst vil have sig frabedt. Læseren være hermed behørigt advaret. For kendere af Atom Egoyans tidligere værker - som "Exotica" ('94) og "The Sweet Hereafter" ('97) - vil det da heller ikke komme som nogen overraskelse, at strukturen i fortællingen og afsløringerne undervejs i filmen er så nøje orkestreret, at et handlingsreferat ikke kan undgå enten at være ganske intetsigende eller, alternativt, ødelæggende for førstegangsoplevelsen i biografen.
Når nøden er størst
Irske Felicia (Elaine Cassidy) er rejst til England for at finde sin kæreste Johnny (Peter McDonald) og fortælle ham om det barn, de skal have sammen. Hun har dermed trodset sin far og står alene i et fremmed land uden noget sted at tage hen eller noget at tage tilbage til. Felicia er et let, naivt offer for en nådesløs omverden. Heldigvis møder hun hjælpsomhed på sin vej, ikke mindst fra den flinke og lidt ensomme kantinebestyrer Joseph Hilditch (Bob Hoskins). Josephs mor, Gala (Arsinèe Khanjian), var i sin tid en berømt tv-kok, som kun ofrede sønnen nogen opmærksomhed, hvis han kunne stå som en kær lille rekvisit i et tv-program. Den savnede mor kommer hver aften til live hjemme i Josephs køkken; han har alle hendes programmer på video og følger hendes opskrifter til punkt og prikke.
For Joseph er det en kærkommen afveksling i hverdagen at kunne hjælpe Felicia med at finde Johnny. Ganske uskyldigt lyver Joseph sig til at have en kone, som ligger på hospitalet, men snart begynder hans løgne at tegne et mere faretruende mønster: Felicia er ikke den første unge pige, han har taget sig faderligt af, men hvor er disse piger siden hen blevet af? Moderens svigt har givet Joseph sår på sjælen, der endnu ikke er helet. Måske derfor betragter han Felicias graviditet som noget helligt, samtidig med han varmt taler for, hun skal få en abort. Og Felicia forstår ikke, at fostret i hendes livmoder er hendes eneste forsikring mod den lille ulykkelige dreng, Joseph stadig er.
Forventningernes pres
Canadiske Atom Egoyan er en af dette hældende årtis vigtigste instruktører. Fra starten af sin karriere har han interesseret sig for og eksperimenteret med forestillinger om medietidsalderens indvirken på familien og det enkelte menneske. Som fx den følelsesmæssigt forkrøblede Joseph, hvis nære personlige relationer begrænser sig til et videotek dedikeret moderens spøgelse. Problemet i "Felicia's Journey" er, at seriemorderen som motiv allerede er udforsket dybdegående i 90'ernes filmkunst, og Egoyans film kan ikke gøre sig fri af de lange skygger fra film som "Henry: Portrait of a Serial Killer" (John McNaughton, '90), der udviser en uhyggelig konsekvens i sin psykologiske registrering, og "Seven" (David Fincher, '95), der er en sjældent helstøbt udforskning af ondskabens væsen.
Egoyans komplekse afsøgninger af menneskets psykologiske dybder er set langt bedre i hans egne mesterligt fortalte "Exotica" og "The Sweet Hereafter". I begge disse film viser Egoyan sjælens smerte over et ubærligt tab, så poetisk og så håndgribeligt på samme tid. I "Felicia's Journey" snubler poesien og nuancerne desværre over en firkantet konstruktion af Bob Hoskins' figur. Som gyser er "Felicia's Journey" ikke uhyggelig, og som rigt facetteret filmkunst er den netop ikke dét. Er det ikke nogen ubetinget dårlig film, var forventningerne til den dog så meget højere.
19/11-2018
