Færøsk Roadmovie
3.0
Færøernes eneste filminstruktør, Katrin Ottarsdóttir, har skabt en farverig film fuld af morale og kritik af det lille samfund, "hvor man er så uendeligt langt borte fra verden."
Rannvá (Hildigunn Eyðfinnsdóttir) og Barba (Sigri Mitra Gaïni) vender efter flere år i udlandet hjem til deres rødder på Færøerne. Barba kommer for at se sin mor, som forlod hende, da hun var helt lille, og Rannvá vil konfrontere sin fortid, som hun selv flygtede fra. Deres første møde med Barbas mor og danske stedfar går ikke så godt, og de må flygte. De får belejligt et lift af Rúni, en upopulær, arbejdsløs fisker, som har en masse ærinder rundt omkring på øerne.
Her begynder rejsen, som bringer de tre "udstødte" vidt omkring og byder på en række konfrontationer med de indskrænkede færøske indbyggere. Til sidst får de to piger dog afklaret en række ting og finder det, de ikke helt vidste, hvad var.
Kontrasternes paradis
Filmen er udelukkende optaget on location, og pigernes kosmopolitiske og provokerende stil, samt deres outrerede påklædning og make-up, gør sit til, at pigerne fremstår som fuldstændig fremmede og utilpassede. Færøerne er ikke stort nok til at rumme de to. Pigerne er så farvestrålende og levende, og den dårlige modtagelse, de får overalt, er en ordentlig lussing til det færøske folk; en opfordring til at prøve at sætte sig ud over den begrænsende norm og åbne øjnene for verden bag ved horisonten.
"Bye Bye Blue Bird" er ikke en fuldstændig realistisk film á la Mike Leigh. Ottarsdóttir beundrer Hal Hartley og Wim Wenders, og leger da også lidt med det visuelle og vil derigennem gerne sige en masse. Der er f.eks. en række mere eller mindre umotiverede dansescener, som virker en smule for iscenesatte, hvis man ikke ligefrem får en eller anden psykologisk åbenbaring, hvilket uden tvivl har været hensigten. Men Ottarsdóttir kan ikke lide at skære tingene ud i pap, og "Bye Bye Blue Bird" er derfor ikke en snakkefilm. Efter min mening bliver der fokuseret for lidt på deres individuelle problemer, og karaktererne forbliver forholdsvis fremmede igennem filmen. Jeg nåede aldrig at lære dem at kende, fordi der af og til bruges for meget tid på det billedmæssige, hvor vi virkelig skal sige: Nej, hvor de tøser dog bare er vilde og anderledes. Til sidst bliver det en smule anstrengende, fordi det er så krystalklart lige fra starten. Fordi det netop er så tydeligt, at de ikke passer ind, virker slutningen også en smule forhastet, men mere skal ikke afsløres her.
Det er bevidst, at filmen bevæger sig mellem de store dramatiske udbrud, men det gør også, at den virker opbrudt. Jeg savnede et flow, og en egentlig udvikling med de to piger var svær at få øje på før helt til sidst.
Smal film
Filmen skal ikke roses, bare fordi den er nordisk og smal og alt det der " nogen kæmpe oplevelse var det i hvert fald ikke, og den sniger sig kun akkurat op på tre øjne. Men den skal ikke afvises, bare fordi dialogen er på færøsk. Den er egentlig en udmærket første lektion, hvis man ikke kender så meget til Færøerne. Man kan gå ind og høre sproget, se naturen og mærke dobbeltmoralen og det indskrænkede livssyn, der stadig hersker. Og så fortælles der (sådan engang imellem) en historie om længsler, forening og identitet, som er så oppe i tiden.
Rannvá (Hildigunn Eyðfinnsdóttir) og Barba (Sigri Mitra Gaïni) vender efter flere år i udlandet hjem til deres rødder på Færøerne. Barba kommer for at se sin mor, som forlod hende, da hun var helt lille, og Rannvá vil konfrontere sin fortid, som hun selv flygtede fra. Deres første møde med Barbas mor og danske stedfar går ikke så godt, og de må flygte. De får belejligt et lift af Rúni, en upopulær, arbejdsløs fisker, som har en masse ærinder rundt omkring på øerne.
Her begynder rejsen, som bringer de tre "udstødte" vidt omkring og byder på en række konfrontationer med de indskrænkede færøske indbyggere. Til sidst får de to piger dog afklaret en række ting og finder det, de ikke helt vidste, hvad var.
Kontrasternes paradis
Filmen er udelukkende optaget on location, og pigernes kosmopolitiske og provokerende stil, samt deres outrerede påklædning og make-up, gør sit til, at pigerne fremstår som fuldstændig fremmede og utilpassede. Færøerne er ikke stort nok til at rumme de to. Pigerne er så farvestrålende og levende, og den dårlige modtagelse, de får overalt, er en ordentlig lussing til det færøske folk; en opfordring til at prøve at sætte sig ud over den begrænsende norm og åbne øjnene for verden bag ved horisonten.
"Bye Bye Blue Bird" er ikke en fuldstændig realistisk film á la Mike Leigh. Ottarsdóttir beundrer Hal Hartley og Wim Wenders, og leger da også lidt med det visuelle og vil derigennem gerne sige en masse. Der er f.eks. en række mere eller mindre umotiverede dansescener, som virker en smule for iscenesatte, hvis man ikke ligefrem får en eller anden psykologisk åbenbaring, hvilket uden tvivl har været hensigten. Men Ottarsdóttir kan ikke lide at skære tingene ud i pap, og "Bye Bye Blue Bird" er derfor ikke en snakkefilm. Efter min mening bliver der fokuseret for lidt på deres individuelle problemer, og karaktererne forbliver forholdsvis fremmede igennem filmen. Jeg nåede aldrig at lære dem at kende, fordi der af og til bruges for meget tid på det billedmæssige, hvor vi virkelig skal sige: Nej, hvor de tøser dog bare er vilde og anderledes. Til sidst bliver det en smule anstrengende, fordi det er så krystalklart lige fra starten. Fordi det netop er så tydeligt, at de ikke passer ind, virker slutningen også en smule forhastet, men mere skal ikke afsløres her.
Det er bevidst, at filmen bevæger sig mellem de store dramatiske udbrud, men det gør også, at den virker opbrudt. Jeg savnede et flow, og en egentlig udvikling med de to piger var svær at få øje på før helt til sidst.
Smal film
Filmen skal ikke roses, bare fordi den er nordisk og smal og alt det der " nogen kæmpe oplevelse var det i hvert fald ikke, og den sniger sig kun akkurat op på tre øjne. Men den skal ikke afvises, bare fordi dialogen er på færøsk. Den er egentlig en udmærket første lektion, hvis man ikke kender så meget til Færøerne. Man kan gå ind og høre sproget, se naturen og mærke dobbeltmoralen og det indskrænkede livssyn, der stadig hersker. Og så fortælles der (sådan engang imellem) en historie om længsler, forening og identitet, som er så oppe i tiden.
19/11-2018
