Små mus i storbyen

4.0
Tegnefilmen "Cirkeline - Ost og kærlighed" er et rigtig godt dansk tilbud til de yngste og deres forældre her i vinterferien.

Hvem kender ikke Cirkeline, den søde lille pige, der sover i en tændstikæske? Og hendes bedste venner, musene Ingolf, Fredrik og Sidse? Alle os, der var børn i 70'erne, gør i hvert fald, og hvis der er nogen retfærdighed til, så gør nutidens unger også. Eller også kommer de til det. For Jannik Hastrups nye tegnefilm om Cirkeline og hendes musevenner må vist blive podernes foretrukne bio-hit i den nært forestående vinterferie.

Stakkels Mille

Cirkeline, Ingolf, Fredrik og Sidse er trætte af, de ikke har fødselsdag. Men så kommer Cirkeline i tanker om - hvorfor ikke bare fejre deres alle sammens ikke-fødselsdag? Af sted ud i byen på Sidses mini-motorcykel for at finde kager! Men pludselig bliver Ingolf væk for de andre, og så er det, at han møder Mille. Søde Mille - en lille nærsynet pige-mus, som bare er så dejlig, synes Ingolf. Og for at det ikke skal være løgn, så har Mille fødselsdag i morgen! Ingolf bliver ellevild, for det skal jo fejres, men nej ... Mille må aldrig noget for sin skrappe far, som tvinger hende til at finde ost hver dag, selv om hun næsten ingenting kan se.

Ingolf lover Mille, at han vil gå med hende hjem og spørge hendes far, om Mille ikke nok må holde fødselsdag dagen efter. Men da de kommer hjem til Mille, bliver hendes far så vred, at han lukker Mille inde i en musefælde med et gitter og smider Ingolf ud. Ingolf bliver meget forskrækket, men vover sig alligevel tilbage for at befri Mille. Da Ingolf kommer hen til musefælden - er Mille væk! Hendes mor har lukket hende ud, og nu går hun rundt ude i byen, så de bliver nødt til at finde hende. Det er en stor og lidt farlig by, når man kun er en lille mus - og især, hvis man som Mille ikke ser så godt. Heldigvis har Mille fået nogle rigtig gode venner i Cirkeline, Ingolf og de andre, og de skal nok gøre alt for at hjælpe hende.

Ovra - det' for børn!

Jannik Hastrup er vel vores mest erfarne tegnefilminstruktør, og det er helt tydeligt i "Cirkeline - Ost og kærlighed", at han kan fortælle en historie til sit publikum, børnene. Cirkeline og musene er så elskelige figurer, at ungerne nødvendigvis må blive vilde med dem, og der lægges hele tiden vægt på at skabe gentagelser i fortællingen, som man kan huske og snakke om bagefter. Der er også den lille portion uhygge, som enhver god historie skal have - det er den onde far, der står for denne del - men i tilpasse mængder, så det hverken bliver for kedeligt eller for uhyggeligt. Og som bekendt er alting jo godt, når blot enden er det - og det er den!

Som efterhånden halvgammelt barn må der være plads til at glæde sig over, at også i dag er der en fin, dansk tegnefilm som "Cirkeline - Ost og kærlighed" at finde i det ellers noget brogede udvalg af medietilbud til de mindste. Med Cirkeline i hånden går ingen galt i byen. Så se bare at komme af sted med rollingerne!
Cirkeline - Ost og Kærlighed