Who framed Michael Jordan
2.0
Space Jam er et fremragende stykke PR arbejde for basketballstjernen Michael Jordan, men kun en middelmådig film.
I Warner Brothers-land bliver man invaderet af de små Nerdlocks, der har tænkt sig at bortføre hele staben af kendte tegnefilmfigurer (Daffy, Elmer Fjot, Sylvester, o.s.v.) for at bruge dem som turistattraktioner i forlystelsesparken Kolbøttebjerget. Men det bliver ikke uden kamp, så med Snurre Snup i spidsen udfordrer gutterne deres undermænd til en net, lille basketballkamp. The nerdlocks har dog den egenskab, at de kan tappe energien fra de store NBA-stjerner, og pludselig er gode råd dyre for vore WB-venner. Det viser sig, at den største af basketball stjernerne, Michael Jordan, har valgt at droppe basketball-spillet for at hellige sig en middelmådig karriere som baseballspiller. Så han trækkes hele vejen til Toon-land for at hjælpe Snurre Snup og co. med at slå de knap så små nerdlocks, der nu passende kalder sig Monstars. Dette er indledningen til det, der klart er filmens mest velfungerende afsnit, hvor Michael Jordan skal lære dem basketball'ens ædle kunst. Og så er det ellers: "Showdown i Toontown", hvor fantasien for alvor slippes løs. Men før vi overhovedet når til Toonland, skal vi desværre trækkes med et pladderromantisk og selvbiografisk afsnit hvor Michael Jordan vil være baseballspiller - som sin far, samt et papirtyndt forsøg på at give ham et menneskeligt familieliv.
Jordan drops the ball
Når man har med sådan et star-vehicle at gøre, afhænger filmens succes meget af stjernens karisma på det hvide lærred, og her kommer Michael Jordan gevaldigt til kort. Han har ligeså meget karisma som en våd slik-asparges og virker vældig anstrengt og ikke mindst anstrengenede.
Det er "The Toons", der tager stikket hjem i denne film. Man kan ikke andet end imponeres over den fantasifulde kreativitet, som tegnefilmfolket lægger for dagen og det er i sidste ende dem, der gør dette til en seværdig film. Men der er alt for mange huller i manuskriptet til at gøre det til en vellykket film. Det er tydeligt, at manuskriptforfatterne og instruktøren Joe Pytka, har klippet og hugget en farlig masse hæle og tæer for at få Michael Jordan presset ned i et par luftbårne Air-Jordan Nike sko, og transporteret ham til Toon-land, hvor de store point skal trækkes hjem. Det giver sig også udslag i, at introduktionen af bl.a. Bill Murray (som sig selv) er den tyndeste undskyldning for en comic-relief overtegnede længe har set. Bevares, Bill Murray er da morsom, mens han er på, men hvad han laver i filmen er meget tvivlsomt. Men ret skal være ret: For alle die-hard basketball- og Michael Jordan fans er der nok at se på, og det er vel i sidste ende dét, det hele drejer sig om. Men som film når den ikke "Who Framed Roger Rabitt?" til forpoterne.
I Warner Brothers-land bliver man invaderet af de små Nerdlocks, der har tænkt sig at bortføre hele staben af kendte tegnefilmfigurer (Daffy, Elmer Fjot, Sylvester, o.s.v.) for at bruge dem som turistattraktioner i forlystelsesparken Kolbøttebjerget. Men det bliver ikke uden kamp, så med Snurre Snup i spidsen udfordrer gutterne deres undermænd til en net, lille basketballkamp. The nerdlocks har dog den egenskab, at de kan tappe energien fra de store NBA-stjerner, og pludselig er gode råd dyre for vore WB-venner. Det viser sig, at den største af basketball stjernerne, Michael Jordan, har valgt at droppe basketball-spillet for at hellige sig en middelmådig karriere som baseballspiller. Så han trækkes hele vejen til Toon-land for at hjælpe Snurre Snup og co. med at slå de knap så små nerdlocks, der nu passende kalder sig Monstars. Dette er indledningen til det, der klart er filmens mest velfungerende afsnit, hvor Michael Jordan skal lære dem basketball'ens ædle kunst. Og så er det ellers: "Showdown i Toontown", hvor fantasien for alvor slippes løs. Men før vi overhovedet når til Toonland, skal vi desværre trækkes med et pladderromantisk og selvbiografisk afsnit hvor Michael Jordan vil være baseballspiller - som sin far, samt et papirtyndt forsøg på at give ham et menneskeligt familieliv.
Jordan drops the ball
Når man har med sådan et star-vehicle at gøre, afhænger filmens succes meget af stjernens karisma på det hvide lærred, og her kommer Michael Jordan gevaldigt til kort. Han har ligeså meget karisma som en våd slik-asparges og virker vældig anstrengt og ikke mindst anstrengenede.
Det er "The Toons", der tager stikket hjem i denne film. Man kan ikke andet end imponeres over den fantasifulde kreativitet, som tegnefilmfolket lægger for dagen og det er i sidste ende dem, der gør dette til en seværdig film. Men der er alt for mange huller i manuskriptet til at gøre det til en vellykket film. Det er tydeligt, at manuskriptforfatterne og instruktøren Joe Pytka, har klippet og hugget en farlig masse hæle og tæer for at få Michael Jordan presset ned i et par luftbårne Air-Jordan Nike sko, og transporteret ham til Toon-land, hvor de store point skal trækkes hjem. Det giver sig også udslag i, at introduktionen af bl.a. Bill Murray (som sig selv) er den tyndeste undskyldning for en comic-relief overtegnede længe har set. Bevares, Bill Murray er da morsom, mens han er på, men hvad han laver i filmen er meget tvivlsomt. Men ret skal være ret: For alle die-hard basketball- og Michael Jordan fans er der nok at se på, og det er vel i sidste ende dét, det hele drejer sig om. Men som film når den ikke "Who Framed Roger Rabitt?" til forpoterne.
19/11-2018
