Yabba Dabba Uduelig!
1.0
Brian Levants anden film om "The Flinstones" fortæller forhistorien om de gæve stenalderfolk fra Bedrock.
Da unge Fred Flintstone (Mark Addy) og Barney Rubble (Stephen Baldwin) har bestået deres eksamen som brontoførere ved stenbrudsakademiet i Bedrock, tager de et smut ned på den lokale Bronto King drive-in. Her forelsker de sig i de to servitricer Wilma (Kristen Johnston) og Betty (Jane Krakowski) uden dog at vide, hvordan man gebærder sig over for det modsatte køn. Til alt held for Fred og Barney får de helt uventet hjælp fra en lille, svævende grøn tingest ved navn The Great Gazoo (Allan Cumming). Han er nemlig blevet sendt fra det ydre rum for at iagttage jordboernes parringsritualer. Det lyder måske åndsvagt, men i virkeligheden er det meget værre.
Forhistorien om Fred og Barney
Seks år efter "The Flinstones", den første live-action film baseret på den animerede sit com fra 60'erne, har Brian Levant gjort det igen. Han har lavet endnu en meget lidt morsom familiekomedie om livet i stenalderen. Denne gang er der tale om en prequel, der fortæller historien om dengang, Fred og Barney mødte deres udkårne. Millionærarvingen Wilma foretrækker selvfølgelig den jævne Fred fremfor den glatte Chip Rockerfeller, der erkender sit nederlag og inviterer det unge firkløver til forlystelsesparadiset Rock Vegas. Men den luskede Rockerfeller har selvfølgelig ikke opgivet håbet om at gafle Wilma, og de efterfølgende intriger i Rock Vegas udgør hovedparten af den forudsigelige handling.
Et tragisk misfoster
Det er på samme tid en børnefilm (masser af special effects og sjove dyr), en teenage komedie (den første kærlighed og komiske referencer til sex) og overdådigt nostagitrip for fans af den gamle tv-serie. Folkene bag filmen har uden tvivl tilstræbt en film for hele familien, men på samme måde som Freds køretøj, der er en blanding af en damptromle og en sæbekassebil, så er "The Flinstones i Viva Rock Vegas" et tragisk misfoster, som det er svært at forestille sig, at nogen kan holde oprigtigt af. Mark Addy og Stephen Baldwin kæmper med et bovlamt manuskript og deres egen begrænsede udstråling, mens samspillet ikke på noget tidspunkt slår gnister. Kristen Johnston og Jane Krakowski er marginalt bedre. Dertil kommer det lille rumvæsen, der taler med en distingveret britisk accent og forsøger at gøre sig morsom over de to uerfarne og fladpandede ungersvendes hjælpeløshed. Han er om muligt endnu mere irriterende end Barneys fjogede grin.
Fortidslevn
Den kulørte og detaljerige scenografi gør sit til, at man lejlighedsvis kan more sig over fjollerierne i Bedrock og Rock Vegas. Overhovedet virker den banale historie som en undskyldning for at bruge halvanden time på at udstille Freds stenalderverden med kuriøse deltaljer, anakronismer og talrige special effects.
Den eneste figur, der rammer plet, er en særdeles camp'et Joan Collins i rollen som Wilmas snobbede mor. Men ellers skulle man tro, at Fred og Barney selv havde skrevet og instrueret denne film om deres ungdoms genvordigheder. Og det er ikke ment som en kompliment. Fra den første film om "The Flinstones" ved vi, at Fred har jord i hovedet, men et hjerte af guld, og han får selvfølgelig igen, hvad han fortjener. Men har publikum ikke fortjent bedre? Flintstone-figurerne burde have fået samme skæbne som dinosaurerne og blive husket som et fortidslevn fremfor at blive genoplivet i en verden, der heldigvis har mange fjollede komedier, som rent faktisk er sjove.
Da unge Fred Flintstone (Mark Addy) og Barney Rubble (Stephen Baldwin) har bestået deres eksamen som brontoførere ved stenbrudsakademiet i Bedrock, tager de et smut ned på den lokale Bronto King drive-in. Her forelsker de sig i de to servitricer Wilma (Kristen Johnston) og Betty (Jane Krakowski) uden dog at vide, hvordan man gebærder sig over for det modsatte køn. Til alt held for Fred og Barney får de helt uventet hjælp fra en lille, svævende grøn tingest ved navn The Great Gazoo (Allan Cumming). Han er nemlig blevet sendt fra det ydre rum for at iagttage jordboernes parringsritualer. Det lyder måske åndsvagt, men i virkeligheden er det meget værre.
Forhistorien om Fred og Barney
Seks år efter "The Flinstones", den første live-action film baseret på den animerede sit com fra 60'erne, har Brian Levant gjort det igen. Han har lavet endnu en meget lidt morsom familiekomedie om livet i stenalderen. Denne gang er der tale om en prequel, der fortæller historien om dengang, Fred og Barney mødte deres udkårne. Millionærarvingen Wilma foretrækker selvfølgelig den jævne Fred fremfor den glatte Chip Rockerfeller, der erkender sit nederlag og inviterer det unge firkløver til forlystelsesparadiset Rock Vegas. Men den luskede Rockerfeller har selvfølgelig ikke opgivet håbet om at gafle Wilma, og de efterfølgende intriger i Rock Vegas udgør hovedparten af den forudsigelige handling.
Et tragisk misfoster
Det er på samme tid en børnefilm (masser af special effects og sjove dyr), en teenage komedie (den første kærlighed og komiske referencer til sex) og overdådigt nostagitrip for fans af den gamle tv-serie. Folkene bag filmen har uden tvivl tilstræbt en film for hele familien, men på samme måde som Freds køretøj, der er en blanding af en damptromle og en sæbekassebil, så er "The Flinstones i Viva Rock Vegas" et tragisk misfoster, som det er svært at forestille sig, at nogen kan holde oprigtigt af. Mark Addy og Stephen Baldwin kæmper med et bovlamt manuskript og deres egen begrænsede udstråling, mens samspillet ikke på noget tidspunkt slår gnister. Kristen Johnston og Jane Krakowski er marginalt bedre. Dertil kommer det lille rumvæsen, der taler med en distingveret britisk accent og forsøger at gøre sig morsom over de to uerfarne og fladpandede ungersvendes hjælpeløshed. Han er om muligt endnu mere irriterende end Barneys fjogede grin.
Fortidslevn
Den kulørte og detaljerige scenografi gør sit til, at man lejlighedsvis kan more sig over fjollerierne i Bedrock og Rock Vegas. Overhovedet virker den banale historie som en undskyldning for at bruge halvanden time på at udstille Freds stenalderverden med kuriøse deltaljer, anakronismer og talrige special effects.
Den eneste figur, der rammer plet, er en særdeles camp'et Joan Collins i rollen som Wilmas snobbede mor. Men ellers skulle man tro, at Fred og Barney selv havde skrevet og instrueret denne film om deres ungdoms genvordigheder. Og det er ikke ment som en kompliment. Fra den første film om "The Flinstones" ved vi, at Fred har jord i hovedet, men et hjerte af guld, og han får selvfølgelig igen, hvad han fortjener. Men har publikum ikke fortjent bedre? Flintstone-figurerne burde have fået samme skæbne som dinosaurerne og blive husket som et fortidslevn fremfor at blive genoplivet i en verden, der heldigvis har mange fjollede komedier, som rent faktisk er sjove.
19/11-2018