Hong Kong-action

4.0
Husets Biograf fortsætter sin minikavalkade af Hong Kong-actionfilm med den mundrette "Full Alert", der indeholder alt, hvad man kan forvente af genren.

Den tavse Inspector Pao får endelig buret den intelligente og utilregnelige Mak Kwan inde. Efter en serie hårdhændede forhør finder Pao ud af, at Kwan har rigtig store planer om et gevaldigt kup og må have en stribe medsammensvorne til kuppet. Pao aner en befrielsesaktion forude og sætter sine styrker i fuldt beredskab - full alert - ved transporten af den akademiske fange. Pao får ret, og med nød og næppe, og store tab, lykkes det at transportere Kwan til domstolen. Men efter en flugtaktion, der ville gøre Houdini grøn af misundelse, stikker Kwan af og bliver genforenet med sin elskede kæreste og en rå bande. Nu er det op til Inspector Pao at finde ud af, hvor og hvornår Kwan vil udføre kuppet, men har Pao for en gangs skyld mødt sin overmand?

Hong Kong i Hollywood
Hong Kong-krimien har været dyrket af filmelskere igennem de sidste cirka 20 år, genren har bestået. John Woo er nok den mest kendte instruktør, og med film som "The Killer" (1989) og hans serie "A Better Tomorrow" (den første er fra 1986), er det til at forstå. Hollywood fik øjnene op for genren, som f.eks Tarantino har ladet sig inspirere af til hans "Pulp Fiction" (1994). Og som noget nyt og frækt importerede filmbyen både genren, skuespillerne (Chow Yun Fat - Woos hofskuespiller) og instruktørerne. Hvad Woo angår, har det medført film som "Hard Target" (ringe film fra 1993), og først med "Face/Off" (1997) fik vi en gennemført Hong Kong-film uden manipulerende producenter - selvfølgelig hjælper det også, at skuespilkongerne Travolta og Nicolas Cage besatte de to afsindigt krævende hovedroller. Ringo Lam lavede sin "Maximum Risk" (1996) med Jean Claude van Damme, og det er en film, som Van Damme-film er flest. Den Hollywoodske actionfilm bliver efter Hong Kong-krimiens indtog for altid påvirket.

Ambivalens
Der er specielt to elementer, der går igen i Hong Kong-krimien. Familien er altid en hellig enhed, og hvis der så meget som kigges på den, bryder helvede løs. Det er da også først efter, at Kwan har været inde i Paos hjem, at Pao lægger den civiliserede opførsel på hylden og mere målrettet end nogensinde, og med alle midler, ustoppeligt sætter efter den snedige tyv. Det andet vigtige element er det ambivalente spændingsfelt, der opstår imellem modpolerne en kriminel og en politimand. De to får, både i denne og også i andre Hong Kong-krimier, dyb respekt for hinanden - fascineres - og havde det ikke været på grund af modsætningerne, kunne de nemt have været bedste venner. Ja, og så der selvfølgelig også et tredje element - måske det vigtigste. Ambivalente venskaber og fremhævede familieforhold har nemlig en tendens til at blive meget meget patetisk, i hvert fald i vores del af verdenen, men gudskelov indeholder Hong Kong-genren usædvanlige mængder af lækker koreograferet action og i det hele taget en særegen action-æstetik. Flittig brug af slow motion, alternative kameravinkler og lynhurtig klipning manipuleret af dirigenten, instruktøren, gør Hong Kong-filmen til en unik oplevelse.
"Full Alert" har det hele og føjer sig til rækken af store Hong Kong-film.