Mens vi venter på pistolen går af
5.0
Uhyggelig og rystende skildring af rodløse og aggresive unge i et forstadskvarter til Paris
Normalt når man snakker om socialrealisme i nutidens film, så handler det om den engelske afart, med instruktører som Mike Leigh og Ken Loach. Men også sydeuropa har udviklet genren, især Italien, hvad man desværre ikke har set meget til i danske biografer. Nu får de danske biografgængere chancen for at se et fransk eksempel: Mathieu Kassovitz's "Hadet".
"Hadet" foregår i en forstad til Paris, plaget af arbejdsløshed, narko og stadige kampe mellem politi og rodløse unge. Filmen følger tre unge i løbet af en dag: Den jødiske Vinz (Vincent Cassel), den arabiske Saïd (Saïd Taghmaoui) og Hubert (Hubert Koundé), der er neger. Ingen af dem har noget job, nogen kæreste, ret meget familie eller for den sags skyld nogen fremtid.
Natten før har der været gadekampe, fordi en ung indvandrer er blevet livsfarligt såret under et forhør hos politiet. De tre unge driver rundt, ryger hash, provokerer politiet, og alt andet de kan komme i nærheden af. De har ikke rigtigt noget andet at tage sig til end at skabe problemer for sig selv. Vinz har fundet en pistol, som en politimand har tabt dagen før, og i dens selskab må det næsten uundgåeligt ende med voldelige konfrontationer. Og man afslører ikke for meget af filmen ved at fortælle, at det gør det.
Andet og mere
Så langt ligner filmen så mange andre velmenende "problemfilm" af den slags, som både den traditionelle europæiske film og Hollywood er yderst leveringsdygtig i. Men "Hadet" er anderledes.
For det første er miljøskildringen uovertruffen. Den skildrer milimeterpræcist det aggressive, utilpassede, macho-dominerede og hele tiden potentielt voldelige klima, som de tre unge er en del af. De unge bander ikke, de sviner konstant hinanden til, i en grad, så man ikke rigtigt kan tale om replikker, men snarere om en evigt kørende strøm af infantil aggressivitet, drilleri og pissen territoriet af. Spillet med stor indlevelse af skuespillerne og statisterne, der er hentet fra det samme miljø, som filmen skildrer.
For det andet, så dømmer filmen ikke sine personer. Der er her, at filmen adskiller sig tydeligst fra Hollywood: Der er ikke helte og skurke, som kæmper mod hinanden, så de gode kan vinde til sidst. I stedet er selv de tre hovedpersoner både sympatiske og usympatiske på en gang. I flere af de scener, hvor de forulemper almindelige mennesker, kan man sagtens forestille sig, hvor ubehageligt det må være at være den, som det går ud over. Der er heller ikke nogle nemme forklaringer i deres baggrund - vi skimter ødelagte familier og fattige kår, men hovedpersonerne lever af egen vilje, og er selv ansvarlige for det lort de går rundt og laver. Men selvfølgelig opbygger man som tilskuer en form for sympati for dem alligevel, for filmen lader os dumpe direkte ned i deres hverdag, og det er i sandhed ikke en hverdag, som almindelige mennesker ønsker sig.
Filmen er holdt i sort/hvid og håndholdt kamera, men er ikke uden formmæssige bravournumre, f.eks. nogle helt forrygende kamerature. Den lader os bare se de unge som de er, og så er det op til tilskueren at tænke over, hvem der er skyld i hvad. Det nærmeste filmen kommer et egentligt budskab, er den kritiske holdning til politiet. De rodløse unge retter deres frustrationer og had mod hvad som helst, også dem selv, men når politiet sætter endnu hårdere mod hårdt, så kører det hele op i en voldsspiral, der er dømt til at skabe tragedier, og som tvinger selv de moderate og fornuftige af de unge, personificeret i den tænkende Hubert, ud i desperate modreaktioner. Og så er selve den blotte skildring af det umenneskelige miljø næsten en kritik i sig selv.
Det er en fremragende film. For en gangs skyld en europæisk film, der ikke prøver at gøre det, som Hollywood alligevel kan gøre bedre, men i stedet udnytter den personlige tone og den kunsteriske frihed til at fortælle noget vigtigt, lige i ansigtet på tilskueren, uden moraliseren, skabeloner, klicheer eller prætentiøse kunstfilmsfinesser. Karakteristisk er en scene, hvor de unge party-crasher en reception til en finkulturel maleriudstilling. De opklistrede legetøjsdukker på lærrederne siger ikke meget til de unge om den virkelighed de lever i. Det gør "Hadet" til gengæld til alle de tilskuere, som fra tid til anden bliver konfronteret med de problemer, som opstår i de trøstesløse betonkvarterer i hele Europa - også i Danmark.
En film der fortjener et stort publikum, også selv om de danske undertekster er fyldt med stavefejl.
Normalt når man snakker om socialrealisme i nutidens film, så handler det om den engelske afart, med instruktører som Mike Leigh og Ken Loach. Men også sydeuropa har udviklet genren, især Italien, hvad man desværre ikke har set meget til i danske biografer. Nu får de danske biografgængere chancen for at se et fransk eksempel: Mathieu Kassovitz's "Hadet".
"Hadet" foregår i en forstad til Paris, plaget af arbejdsløshed, narko og stadige kampe mellem politi og rodløse unge. Filmen følger tre unge i løbet af en dag: Den jødiske Vinz (Vincent Cassel), den arabiske Saïd (Saïd Taghmaoui) og Hubert (Hubert Koundé), der er neger. Ingen af dem har noget job, nogen kæreste, ret meget familie eller for den sags skyld nogen fremtid.
Natten før har der været gadekampe, fordi en ung indvandrer er blevet livsfarligt såret under et forhør hos politiet. De tre unge driver rundt, ryger hash, provokerer politiet, og alt andet de kan komme i nærheden af. De har ikke rigtigt noget andet at tage sig til end at skabe problemer for sig selv. Vinz har fundet en pistol, som en politimand har tabt dagen før, og i dens selskab må det næsten uundgåeligt ende med voldelige konfrontationer. Og man afslører ikke for meget af filmen ved at fortælle, at det gør det.
Andet og mere
Så langt ligner filmen så mange andre velmenende "problemfilm" af den slags, som både den traditionelle europæiske film og Hollywood er yderst leveringsdygtig i. Men "Hadet" er anderledes.
For det første er miljøskildringen uovertruffen. Den skildrer milimeterpræcist det aggressive, utilpassede, macho-dominerede og hele tiden potentielt voldelige klima, som de tre unge er en del af. De unge bander ikke, de sviner konstant hinanden til, i en grad, så man ikke rigtigt kan tale om replikker, men snarere om en evigt kørende strøm af infantil aggressivitet, drilleri og pissen territoriet af. Spillet med stor indlevelse af skuespillerne og statisterne, der er hentet fra det samme miljø, som filmen skildrer.
For det andet, så dømmer filmen ikke sine personer. Der er her, at filmen adskiller sig tydeligst fra Hollywood: Der er ikke helte og skurke, som kæmper mod hinanden, så de gode kan vinde til sidst. I stedet er selv de tre hovedpersoner både sympatiske og usympatiske på en gang. I flere af de scener, hvor de forulemper almindelige mennesker, kan man sagtens forestille sig, hvor ubehageligt det må være at være den, som det går ud over. Der er heller ikke nogle nemme forklaringer i deres baggrund - vi skimter ødelagte familier og fattige kår, men hovedpersonerne lever af egen vilje, og er selv ansvarlige for det lort de går rundt og laver. Men selvfølgelig opbygger man som tilskuer en form for sympati for dem alligevel, for filmen lader os dumpe direkte ned i deres hverdag, og det er i sandhed ikke en hverdag, som almindelige mennesker ønsker sig.
Filmen er holdt i sort/hvid og håndholdt kamera, men er ikke uden formmæssige bravournumre, f.eks. nogle helt forrygende kamerature. Den lader os bare se de unge som de er, og så er det op til tilskueren at tænke over, hvem der er skyld i hvad. Det nærmeste filmen kommer et egentligt budskab, er den kritiske holdning til politiet. De rodløse unge retter deres frustrationer og had mod hvad som helst, også dem selv, men når politiet sætter endnu hårdere mod hårdt, så kører det hele op i en voldsspiral, der er dømt til at skabe tragedier, og som tvinger selv de moderate og fornuftige af de unge, personificeret i den tænkende Hubert, ud i desperate modreaktioner. Og så er selve den blotte skildring af det umenneskelige miljø næsten en kritik i sig selv.
Det er en fremragende film. For en gangs skyld en europæisk film, der ikke prøver at gøre det, som Hollywood alligevel kan gøre bedre, men i stedet udnytter den personlige tone og den kunsteriske frihed til at fortælle noget vigtigt, lige i ansigtet på tilskueren, uden moraliseren, skabeloner, klicheer eller prætentiøse kunstfilmsfinesser. Karakteristisk er en scene, hvor de unge party-crasher en reception til en finkulturel maleriudstilling. De opklistrede legetøjsdukker på lærrederne siger ikke meget til de unge om den virkelighed de lever i. Det gør "Hadet" til gengæld til alle de tilskuere, som fra tid til anden bliver konfronteret med de problemer, som opstår i de trøstesløse betonkvarterer i hele Europa - også i Danmark.
En film der fortjener et stort publikum, også selv om de danske undertekster er fyldt med stavefejl.
19/11-2018
