Slut med volden?
Wim Wenders prøver igen med en kunstfærdig og intellektuel film Den tyskefødte instruktør Wim Wenders er et godt eksempel på, hvor lunefuld en karriere som filminstruktør kan være. Gennem halvfjerdserne lavede han en lang række kritikerroste film i Tyskland, og da han med Cannes-vinderen "Paris, Texas" og "Englen over Berlin" fik sit internationale gennembrud, blev han regnet for en af Europas førende instruktører. Men tiderne skifter, og det gjorde begejstringen for Wenders film også. Hans værker fra 90'erne, "Until the end of the world", "Faraway, so close!"", "Lisbon Story" og "Beyond the clouds" (lavet i samarbejde med Michelangelo Antonioni) er blevet mødt med udbredt skuffelse, og efterhånden også en slet skjult ligegyldighed, hos både kritikere og publikum. Det er som om folk er blevet trætte af Wenders luftige skildringer af fremmedgjorte mennesker i en fremmedgjort verden, og det er efterhånden langt fra sikkert, at filmene overhovedet kommer op her i Danmark. Wenders nye film, "The end of violence", foregår som "Paris, Texas" i USA, og har et blandet skuespillerhold med både amerikanske og europæiske skuespillere. Den handler om den fremmedgjorte Hollywood-producer Mike Max (Bill Pullman), der laver succesfulde volds-action-film, men har så stor afstand til mennesker, at hans ligeledes fremmedgjorte hustru (Andie McDowell) må slå op med ham via sin mobiltelefon, selv om de befinder sig få meter fra hinanden. Samtidig sidder en fremmedgjort computernørd (Gabriel Byrne) ved en stjernekikkert på toppen af en bakke, og arbejder på et tophemmeligt overvågnings-system. Han kan via kameraer og satellitter se hele Hollywood ned til mindste detalje. Pullman bliver overfaldet af to banditter, der vil skyde ham og stjæle hans bil - men på mystisk vis bliver de to røvere skudt, og Pullman flygter, og ender hos en mexicansk familie, der til en afveksling ikke er fremmedgjorte, men derimod bliver hans venner. Men så finder Ray ud af, at det er FBI, som har skudt røverne, og at de samtidig prøvede at skyde Mike. Stor kunst...

Egentlig er det ikke noget dårligt oplæg til en film, og det er da også nogle ganske interessante temaer, som Wenders slår an - overvågningssamfundet, filmklicheers virkning på virkeligheden m.m. Men det lader sig ikke skjule, at denne film simpelt hen er den mest ulidelige gang pseudo-intellektuelle og prætentiøse film-tomgang, som undertegnede længe har set. Skuespillet er stilliseret til det urimelige, alle taler forbi hinanden med kunstlet teateraccent, der minder om amerikanske independent-film, når de er værst. Især Andie McDowell, der siden hendes fantastiske rolle i "Sex, løgn og video" har spillet smilende påklædningsdukke i et utal af tynde komedieroller, slipper dårligt fra den selvhøjtidelige stil. Persontegningen er lutter tynde papfigurer, der aldrig har været blot i nærheden af et virkeligt menneske. Handlingen er tynd, og fyldt med den slags "provokerende" postmoderne huller, som man efter behag kan kalde stil eller slet og ret dårlig fortællen. Troværdighed er der ingen af overhovedet. Tempoet er slæbende, selv om fotograferingen er ganske flot. Der er også et ton af det man med et flot ord kalder "Intertekstuelle meta-referencer", dvs. citater fra andre kunstværker - vi ser en film om nogen som er ved at lave en film, der foregår i en bar, som er taget ud af Hoppers berømte maleri "Nighthawk".

Og oven i det hele er hele filmen fyldt med en enerverende strøm af intellektuel ordskvaller. "Definer vold", "Definer fare", "Definer fravær af kærlighed", definer det ene og det andet, beder en ung skuespillerinde i filmen konstant om. Interessant bliver det aldrig, og rørende slet ikke.

Man kan spørge sig selv, hvad der går galt. Selve 70'er-temaet om fremmedgørelse kan en mand som David Lynch få et mesterværk ud af, som i "Lost Highway", en film som "The end of violence" deler både hovedrolleskuespiller (Bill Pullman) og egentlig også lidt skuespilstil med. Det er som om Wenders mangler dels nødvendigheden og det vedkommende i sin film (han har ikke Lynchs vilje til at dykke ned i de ømme punkter i sig selv), men også en hel basal gang fortælleglæde. Det er film som denne, der får tilskuerne til at foretrække Hollywoodfilm frem for europæiske. Selv den dårligste og mest forudsigelige Hollywood-genrefilm har i den mindste altid en flot helt, der tryner en slem skurk, og får en storbarmet blondine til sidst. En slatten kunstfilm som "The end of violence" har ikke andet end sin selvoptagne insisteren på at være dyb og tankevækkende.

Definer to trættende timer i biografen og en spildt biografbillet: "The end of violence".