Samlebånds-doktor
1.0
Geninspilningen af Hugh Loftings historie om "Dr. Dolittle" er, på nær et par enkelte morsomheder, næsten blevet en fornærmelse mod sit publikum.
For to år siden fik Eddie Murphy et bemærkelsesværdigt comeback i "The Nutty Professor"(1996) efter en serie eklatante fiaskoer. Det var et velfortjent comeback. Ikke kun fordi Murphy var morsom i rollen som den noget overvægtige professor men fordi Murphy har et indiskutabelt komiske talent, som i den grad er blevet spoleret af dårlig dømmekraft.
Man har ham ofte mistænkt for at vælge sine roller med hovedet under armen og har sørgeligt nok formøblet sit store talent værst muligt. Sådan er det desværre også gået efter "The Nutty Professor". Først med den ligegyldige "Farligere end politiet tillader"(1997) og nu med "Dr. Dolittle".
Potentialet for en uendelig række morsomheder, er ellers tilstede med Betty Thomas ved roret. Hun gjorde sig positivt bemærket med Howard Stern filmen "Private Parts". Men ak og ve, hvor en tynd kop te.
Murphy spiller Dr. Dolittle, der som barn havde evnen til at tale og forstå dyrene, men mister den på samme tidspunkt han mister sin elskede hund. Evnen vender dog tilbage efter et mindre trafikuheld, og han plages herefter konstant af dyrestemmer, hvilket foruroliger både hans familie og hans arbejdskolleger en del. Der skal desværre ikke den store matematikeksamen til at regne resten af historien ud. Den kære doktor ser det som sit kald at hjælpe alle dyr i nød, familien ender med at værdsætte og acceptere hans medfødte evner, han redder en tiger fra at blive blind, og de grådige forretningsfolk, for sådan nogen er der selvfølgelig også, får deres fortjente straf. Gab.
Er der en doktor i salen?
Ind imellem dette aldeles forudsigelige handlingsskellet bliver vi så bombarderet med en hoben dyr, som siger sjove ting, hvoraf hovedparten ganske enkelt er komplet umorsomt og trættende. Specielt øretæveindbydende er familiens kæledyr, en hamster, som "komikkeren" Chris Rock har lagt stemme til.
Der er en næsten uforskammet mangel på engagement og originalitet i manuskriptet. Men der hvor ødelæggelserne er størst, er at den slet ikke har formået at fange charmen i Loftings historie. Den prøver at kombinere lumre platheder med sukkersød familiehygge og man sidder tiltider med en fornemmelse af at man er dumpet ned i et overlangt afsnit af "The Cosby Show". Murphy kæmper en brav kamp med en bunke uinspirerende replikker, og selv i de scener hvor han for alvor skal folde sig ud, er det tydeligt at han ikke engang selv synes det er specielt morsomt, det han foretager sig. Og gud, hvor har han dog ret.
Hvis man har en bizar hang til at se talenter blive misbrugt, så bør man så afgjort se "Dr. Dolittle". Er man derimod af den mere humane støbning, der gerne vil huske Murphy fra hans velmagtsdage, så skal man nok holde sig væk.
For god ordensskyld bør det siges at det ene øje filmen får, er udelukkende givet fordi Eddie Murphy ikke synger "Talk to the Animals".
For to år siden fik Eddie Murphy et bemærkelsesværdigt comeback i "The Nutty Professor"(1996) efter en serie eklatante fiaskoer. Det var et velfortjent comeback. Ikke kun fordi Murphy var morsom i rollen som den noget overvægtige professor men fordi Murphy har et indiskutabelt komiske talent, som i den grad er blevet spoleret af dårlig dømmekraft.
Man har ham ofte mistænkt for at vælge sine roller med hovedet under armen og har sørgeligt nok formøblet sit store talent værst muligt. Sådan er det desværre også gået efter "The Nutty Professor". Først med den ligegyldige "Farligere end politiet tillader"(1997) og nu med "Dr. Dolittle".
Potentialet for en uendelig række morsomheder, er ellers tilstede med Betty Thomas ved roret. Hun gjorde sig positivt bemærket med Howard Stern filmen "Private Parts". Men ak og ve, hvor en tynd kop te.
Murphy spiller Dr. Dolittle, der som barn havde evnen til at tale og forstå dyrene, men mister den på samme tidspunkt han mister sin elskede hund. Evnen vender dog tilbage efter et mindre trafikuheld, og han plages herefter konstant af dyrestemmer, hvilket foruroliger både hans familie og hans arbejdskolleger en del. Der skal desværre ikke den store matematikeksamen til at regne resten af historien ud. Den kære doktor ser det som sit kald at hjælpe alle dyr i nød, familien ender med at værdsætte og acceptere hans medfødte evner, han redder en tiger fra at blive blind, og de grådige forretningsfolk, for sådan nogen er der selvfølgelig også, får deres fortjente straf. Gab.
Er der en doktor i salen?
Ind imellem dette aldeles forudsigelige handlingsskellet bliver vi så bombarderet med en hoben dyr, som siger sjove ting, hvoraf hovedparten ganske enkelt er komplet umorsomt og trættende. Specielt øretæveindbydende er familiens kæledyr, en hamster, som "komikkeren" Chris Rock har lagt stemme til.
Der er en næsten uforskammet mangel på engagement og originalitet i manuskriptet. Men der hvor ødelæggelserne er størst, er at den slet ikke har formået at fange charmen i Loftings historie. Den prøver at kombinere lumre platheder med sukkersød familiehygge og man sidder tiltider med en fornemmelse af at man er dumpet ned i et overlangt afsnit af "The Cosby Show". Murphy kæmper en brav kamp med en bunke uinspirerende replikker, og selv i de scener hvor han for alvor skal folde sig ud, er det tydeligt at han ikke engang selv synes det er specielt morsomt, det han foretager sig. Og gud, hvor har han dog ret.
Hvis man har en bizar hang til at se talenter blive misbrugt, så bør man så afgjort se "Dr. Dolittle". Er man derimod af den mere humane støbning, der gerne vil huske Murphy fra hans velmagtsdage, så skal man nok holde sig væk.
For god ordensskyld bør det siges at det ene øje filmen får, er udelukkende givet fordi Eddie Murphy ikke synger "Talk to the Animals".
19/11-2018
