Tilfældets Musik
5.0
Philip Haas' Paul Auster-filmatisering holder publikum fanget i selskab med hovedpersonerne Jim og Jack
Jim (Mandy Patinkin), tidligere brandmand, har samlet den ilde tilredte Jack (James Spader) op på en highway og er blevet overbevist om dennes evner som pokerspiller. Jim har arvet 10.000 dollars og beslutter, at Jack skal få pengene til at yngle i et spil poker med to stenrige spillefugle fra Jacks fortid. De to millionærer, med navnene Flower og Stone, bor i en kæmpe villa, hvor dysten skal udspilles. Til en start vinder Jack, men da Jim på et tidspunkt trækker sig tilbage i en times tid, vender Jacks held og før vi ved af det, har han tabt Jims 10.000 dollars, hans BMW og derudover 10.000 dollars, som ingen af dem har.
Så langt, så godt. Her stopper al sund fornuft, endda uden at handlingsforløbet mister sin særdeles logiske karakter. Jim og Jack tages til fange og tvinges, som afbetaling, til at bygge en mur på millionærernes grund. Den skal bestå af de præcis 10.000 sten, fra et 1500-tals slot, som millionærerne, i et øjeblik af misforstået kulturinteresse, har købt med hjem fra en rejse i Europa.
Da byggearbejdet går igang, forsvinder millionærerne fra jordens overflade og efterlader kun deres ældre butler (M. Emmet Walsh) som opsynsmand og leder af arbejdet. Hvad der videre sker skal ikke afsløres, og som sådan er man på grund af den absurde stemning forberedt på enhver tænkelig drejning af handlingsforløbet. Alt virker logisk, når alt i forvejen er kaos. Mystik og meningsløshed bliver kodeordene. På den ene side er "The Music of Chance" en visuel guide til folk, der ønsker at bygge en mur og en minutiøs skildring af mennesker, der udsættes for pres. På den anden side er filmen en psykologisk gyser med metafysiske undertoner. Dette forenet giver en særdeles absurd mikstur, hvor logik og uforklaret symbolik går hånd i hånd. "The Music of Chance" handler om ingenting og om alting. Tør man acceptere plottets umiddelbare banalitet åbnes for et kæmpemæssigt metaforisk univers.
Eksempelvis har Stone en tilsyneladende harmløs hobby, en modelby kaldet "City of the World". Ved nærmere inspektion går det op for både Jim, Jack og os, at modelbyen er Stones liv, opdelt med et lille område for hver skelsættende periode. Således kan man følge ham fra dreng og frem, markeret med finger-store træfigurer. Særlig vægt har situationen, hvor Stone og Flower vinder et ubegribeligt antal millioner i lotteriet. Lige netop de to små jublende figurer, placeret foran det lille spillested, får afgørende betydning. Mens Jack har held i pokerspillet, ser Jim nærmere på modelbyen, og uden forklaring fjerner han netop disse to figurer. Da han kommer tilbage til spillebordet, er Jacks held vendt som lyn fra en skyfri himmel. Denne hybris-nemesis-symbolik er blot et enkelt finurligt element i "The Music of Chance".
Det forbliver publikums afgørelse om Stone og Flower har overnaturlige kræfter, om menneskets skæbne er forudbestemt, om tilværelsen er en perlerække af tilfældigheder eller om denne film blot er det rene dada. Det er præcis her "The Music of Chance" er suveræn underholdning. Man er fanget i et uforståeligt univers, hvor man enten kan tillægge alle filmens elementer betydning -"Jim" er slang for "at ruinere", "Jack" betyder "penge", den ene gidseltager hedder "Stone" og der er både 10.000 sten og dollars. Eller man kan vælge at se historien som et lille afsluttet forløb, som ikke nødvendigvis giver mening og som svæver i luften længe efter dens afslutning. Det hele fortælles med en mageløs ro. Ingen unødvendig musik, ingen overflødige kamerakørsler og klip og et replikskifte så naturligt som en dagligdagskonversation. "The Music of Chance" er fremragende afdæmpet hverdagsrealisme med historien i centrum og en aura af mystik.
Jim (Mandy Patinkin), tidligere brandmand, har samlet den ilde tilredte Jack (James Spader) op på en highway og er blevet overbevist om dennes evner som pokerspiller. Jim har arvet 10.000 dollars og beslutter, at Jack skal få pengene til at yngle i et spil poker med to stenrige spillefugle fra Jacks fortid. De to millionærer, med navnene Flower og Stone, bor i en kæmpe villa, hvor dysten skal udspilles. Til en start vinder Jack, men da Jim på et tidspunkt trækker sig tilbage i en times tid, vender Jacks held og før vi ved af det, har han tabt Jims 10.000 dollars, hans BMW og derudover 10.000 dollars, som ingen af dem har.
Så langt, så godt. Her stopper al sund fornuft, endda uden at handlingsforløbet mister sin særdeles logiske karakter. Jim og Jack tages til fange og tvinges, som afbetaling, til at bygge en mur på millionærernes grund. Den skal bestå af de præcis 10.000 sten, fra et 1500-tals slot, som millionærerne, i et øjeblik af misforstået kulturinteresse, har købt med hjem fra en rejse i Europa.
Da byggearbejdet går igang, forsvinder millionærerne fra jordens overflade og efterlader kun deres ældre butler (M. Emmet Walsh) som opsynsmand og leder af arbejdet. Hvad der videre sker skal ikke afsløres, og som sådan er man på grund af den absurde stemning forberedt på enhver tænkelig drejning af handlingsforløbet. Alt virker logisk, når alt i forvejen er kaos. Mystik og meningsløshed bliver kodeordene. På den ene side er "The Music of Chance" en visuel guide til folk, der ønsker at bygge en mur og en minutiøs skildring af mennesker, der udsættes for pres. På den anden side er filmen en psykologisk gyser med metafysiske undertoner. Dette forenet giver en særdeles absurd mikstur, hvor logik og uforklaret symbolik går hånd i hånd. "The Music of Chance" handler om ingenting og om alting. Tør man acceptere plottets umiddelbare banalitet åbnes for et kæmpemæssigt metaforisk univers.
Eksempelvis har Stone en tilsyneladende harmløs hobby, en modelby kaldet "City of the World". Ved nærmere inspektion går det op for både Jim, Jack og os, at modelbyen er Stones liv, opdelt med et lille område for hver skelsættende periode. Således kan man følge ham fra dreng og frem, markeret med finger-store træfigurer. Særlig vægt har situationen, hvor Stone og Flower vinder et ubegribeligt antal millioner i lotteriet. Lige netop de to små jublende figurer, placeret foran det lille spillested, får afgørende betydning. Mens Jack har held i pokerspillet, ser Jim nærmere på modelbyen, og uden forklaring fjerner han netop disse to figurer. Da han kommer tilbage til spillebordet, er Jacks held vendt som lyn fra en skyfri himmel. Denne hybris-nemesis-symbolik er blot et enkelt finurligt element i "The Music of Chance".
Det forbliver publikums afgørelse om Stone og Flower har overnaturlige kræfter, om menneskets skæbne er forudbestemt, om tilværelsen er en perlerække af tilfældigheder eller om denne film blot er det rene dada. Det er præcis her "The Music of Chance" er suveræn underholdning. Man er fanget i et uforståeligt univers, hvor man enten kan tillægge alle filmens elementer betydning -"Jim" er slang for "at ruinere", "Jack" betyder "penge", den ene gidseltager hedder "Stone" og der er både 10.000 sten og dollars. Eller man kan vælge at se historien som et lille afsluttet forløb, som ikke nødvendigvis giver mening og som svæver i luften længe efter dens afslutning. Det hele fortælles med en mageløs ro. Ingen unødvendig musik, ingen overflødige kamerakørsler og klip og et replikskifte så naturligt som en dagligdagskonversation. "The Music of Chance" er fremragende afdæmpet hverdagsrealisme med historien i centrum og en aura af mystik.
19/11-2018
