I den bedste mening
4.0
Fem hærdede straffefanger og to garvede betjente på en øde ø. Det lyder lovende, og Carsten Frombergs debutfilm "Ondt blod" folder sig ud som en barsk og veldrejet fortælling om magt og vold under østenvindens kolde storme.
I "Ondt blod" er det ikke overvægtige mellemledere fra det private erhvervsliv, som kommer på overlevelsestur i den svenske ødemark. Det er derimod fem rå tugthuskandidater, der kommer helt derud hvor menneskets betingelser bliver sat på spidsen, og man efter sigende finder sin mandlige identitet, overlevelsesinstinktet, som gør én til et 'ægte' menneske. Det er denne moderne myte om den barske naturs opdragende virkning på sløve byfolk, som giver "Ondt blod" en tankevækkende dimension og medvirker til, at denne film både er et helstøbt psykologisk drama, en tænderskærende spændende fortælling og et svimlende kig i menneskesindets farlige dybder.
Dan (Thomas Bo Larsen) er en urtypisk kriminel, som vi kender dem til hudløshed: Svigtet og mishandlet i barndomshjemmet har han som voksen forsøgt at vende sig fra offerrollen ved at gøre alle andre til ofre. Han er voldelig og brutal, men har samtidig et veludviklet talent for at manipulere sine omgivelser. I fængslet er han konge og underlægger sig diktatorisk medfangernes svagere personligheder. Ligeledes skal ingen autoriteter bestemme over ham, de kan rende ham, og han er på alle måder kontrær. Dan er en moderne arketype, oprøreren uden mål, der indeni blot er en misforsået lille dreng. Eller er han? - "Ondt blod"s dramatik kommer fra det ubestemte og farlige i Dans personlighed. Han er gåden, som vi skal prøve at løse; hvordan kan han omvendes, hvordan renser man hans 'onde blod'?
En ny chance
Det bliver den erfarne men også nedslidte strømer Lasse Bovin (Jens Okking), som skal forsøge at trænge ind i den nu 29-årige Dans verden, og genfinde den lille dreng, som blev forgiftet for så længe siden. Lasse er ingen normal politibetjent, for hans metode består i at tage en lille gruppe kriminelle med på en én-uges overlevelsestur til en gudsforladt svensk ø, og her konfrontere storby-rødderne med livets barske realiteter, hvor maden ikke længere kan købes i Brugsen, men skal skydes og tilberedes med de bare hænder. Kort sagt - sætte de unge kriminelle ud i ekstreme betingelser, hvor de ikke kan platte sig til overlevelsen, men selv må tage ansvaret.
Lasse er på sin vis en del af over-Danmark, et udtryk for 'behandlersamfundet', men han er ikke nogen socialpædagog og tror ikke på humanistisk forståenhed. For ham skal alle have 'en ny chance', men løsningerne er op til de unge selv. I hans person mødes tilskuerens håb om en løsning på de kriminelles problemer og foragten for de håbløse metoder, som 'staten' tager i brug. Vi aner den mulige succes i hans projekt, men krummer samtidig tæer over hans åbenlyse naivitet - at en uges ophold blandt havmåger og skarpe klipper skulle gøre nogen til et bedre menneske? Stoler han for meget på det gode i mennesket, på myten om at 'du kan, hvis du vil'? Lasse har tidligere gjort gode erfaringer med den taktik, men med den 'udflugt med døden', som "Ondt blod" beskriver, har han udfordret skæbnen, for Dan og hans fire kumpaner er ikke grønskollinger, og Lasse har mere i klemme hos Dan, end han umiddelbart giver udtryk for. Og som vi alle ved, er det værste en politimand kan gøre at sammenblande arbejde og følelser. Der er med andre ord bygget op til den helt store katastrofe på denne sviptur til ødemarken. Vi ved det må gå galt, spørgsmålet er, hvordan går det galt, og hvem vinder? Her er det, at Carsten Fromberg med en suveræn personinstruktion og et veldrejet manuskript, han forøvrigt selv har skrevet, med meget enkle midler formår at holde den hjælpeløse tilskuer i ave i samtlige 90 minutter. Nådesløst opbygges en identifikation med disse figurer, vi aner menneskeligheden bag de selvopholdte karikerede facader, og håber, at historien måske alligevel får en lykkelig slutning. Men små ulykker bliver til store katastrofer, og med begivenhedernes eskaleren må vore hjerter rives ud, og den dramatiske fortælling følge sin egen logik. Mere skal ikke afsløres her.
Igen, men bedre
Historien er på sin vis ikke ny, og typerne kender vi på forhånd. Handlingen giver genlyd af John Boormans mesterværk "Udflugt med døden" (Deliverance, 1972) eller William Goldings "Fluernes herre", og de farverige kriminelles rå-men-hjertelige jargon er set mange gange før. Forskellen er, at det sjældent er set så godt som i "Ondt blod". Jens Okking har lige den rette blanding af misforstået korpulent hyggeonkel, der vil det hele så godt, og et mere farligt strejf af hemmelighedskræmmeri og skumle bagtanker. Lasse spiller ikke med åbne kort, og det kommer ham dyrt at stå. Thomas Bo Larsen er glimrende som uforudsigelig og meget københavnsk halvpsykopat, og resten af forbryderne spilles særdeles stærkt med Anders Nyborg som medløberen Dollar, Dejan Cukic som velleveren Salto, og Bjarne Henriksen er rigtig god som den stilfærdige jyde Palle, som forekommer sympatisk, men viser sig at rumme andre egenskaber. Undtagen medbetjenten Bentzon (Henrik Jandorf), som måske lades lidt i stikken af manuskriptet, er alle rollerne velskrevne og psykologisk troværdige, uden at være forudsigelige eller demonstrativt mangetydige. Det er i magtspillet mellem Lasse og Dan over gruppens herredømme, at gnisterne slår, men det er i forholdet til de andre, at spillet giver resonans og dybde.
Ligeledes er manuskriptet rigtigt skruet sammen, drejningerne kommer på alle de rigtige steder, og det hele er planlagt med så stor tæft, at begivenheder, som forekommer små, pludselig kan eskalere, samtidig med at det hele synes logisk og troværdigt. Alligevel er det ikke nogen fatalistisk skæbnefortælling, man siger aldrig 'ja, sådan måtte det jo gå', for fortællingen er fyldt med det, som netop er personernes fejltræk - de reagerer ikke efter en fast skabelon, men forekommer at famle i blinde og hele tiden prøve sig frem. Dermed etableres en velklingende parallel til virkelighedens mellemmenneskelige forhold, hvilket gør "Ondt blod" til 'ægte', og medfølelsen så meget større. Selvom filmen har socialrealistiske træk skal man kigge i vejviseren efter færdigstøbte og pegefingerløftende løsninger på kriminalitetsproblemet, dertil er "Ondt blod" både for ambivalent og realistisk troværdig. Den er først og fremmest den konkrete historie om disse syv menneskers miserer, og ikke et sagsindlæg. "Ondt blod" er dermed endnu et skvulp i den nye mere barske bølge i dansk film, som fik sit indtog med "Nattevagten". Vægten er lagt på fascination og indleven frem for analyse og debat. Omvendt kan fascinationen kun frembringes af relevante emner.
"Ondt blod" er en filmoplevelse ud over de sædvanlige, medrivende og troværdig. Både meget udansk i sin barskhed og vilje til at undgå pædagogik og lommefilosofi, og meget dansk i sine genkendelige typer, og tilbageholdte realistiske stil.
I "Ondt blod" er det ikke overvægtige mellemledere fra det private erhvervsliv, som kommer på overlevelsestur i den svenske ødemark. Det er derimod fem rå tugthuskandidater, der kommer helt derud hvor menneskets betingelser bliver sat på spidsen, og man efter sigende finder sin mandlige identitet, overlevelsesinstinktet, som gør én til et 'ægte' menneske. Det er denne moderne myte om den barske naturs opdragende virkning på sløve byfolk, som giver "Ondt blod" en tankevækkende dimension og medvirker til, at denne film både er et helstøbt psykologisk drama, en tænderskærende spændende fortælling og et svimlende kig i menneskesindets farlige dybder.
Dan (Thomas Bo Larsen) er en urtypisk kriminel, som vi kender dem til hudløshed: Svigtet og mishandlet i barndomshjemmet har han som voksen forsøgt at vende sig fra offerrollen ved at gøre alle andre til ofre. Han er voldelig og brutal, men har samtidig et veludviklet talent for at manipulere sine omgivelser. I fængslet er han konge og underlægger sig diktatorisk medfangernes svagere personligheder. Ligeledes skal ingen autoriteter bestemme over ham, de kan rende ham, og han er på alle måder kontrær. Dan er en moderne arketype, oprøreren uden mål, der indeni blot er en misforsået lille dreng. Eller er han? - "Ondt blod"s dramatik kommer fra det ubestemte og farlige i Dans personlighed. Han er gåden, som vi skal prøve at løse; hvordan kan han omvendes, hvordan renser man hans 'onde blod'?
En ny chance
Det bliver den erfarne men også nedslidte strømer Lasse Bovin (Jens Okking), som skal forsøge at trænge ind i den nu 29-årige Dans verden, og genfinde den lille dreng, som blev forgiftet for så længe siden. Lasse er ingen normal politibetjent, for hans metode består i at tage en lille gruppe kriminelle med på en én-uges overlevelsestur til en gudsforladt svensk ø, og her konfrontere storby-rødderne med livets barske realiteter, hvor maden ikke længere kan købes i Brugsen, men skal skydes og tilberedes med de bare hænder. Kort sagt - sætte de unge kriminelle ud i ekstreme betingelser, hvor de ikke kan platte sig til overlevelsen, men selv må tage ansvaret.
Lasse er på sin vis en del af over-Danmark, et udtryk for 'behandlersamfundet', men han er ikke nogen socialpædagog og tror ikke på humanistisk forståenhed. For ham skal alle have 'en ny chance', men løsningerne er op til de unge selv. I hans person mødes tilskuerens håb om en løsning på de kriminelles problemer og foragten for de håbløse metoder, som 'staten' tager i brug. Vi aner den mulige succes i hans projekt, men krummer samtidig tæer over hans åbenlyse naivitet - at en uges ophold blandt havmåger og skarpe klipper skulle gøre nogen til et bedre menneske? Stoler han for meget på det gode i mennesket, på myten om at 'du kan, hvis du vil'? Lasse har tidligere gjort gode erfaringer med den taktik, men med den 'udflugt med døden', som "Ondt blod" beskriver, har han udfordret skæbnen, for Dan og hans fire kumpaner er ikke grønskollinger, og Lasse har mere i klemme hos Dan, end han umiddelbart giver udtryk for. Og som vi alle ved, er det værste en politimand kan gøre at sammenblande arbejde og følelser. Der er med andre ord bygget op til den helt store katastrofe på denne sviptur til ødemarken. Vi ved det må gå galt, spørgsmålet er, hvordan går det galt, og hvem vinder? Her er det, at Carsten Fromberg med en suveræn personinstruktion og et veldrejet manuskript, han forøvrigt selv har skrevet, med meget enkle midler formår at holde den hjælpeløse tilskuer i ave i samtlige 90 minutter. Nådesløst opbygges en identifikation med disse figurer, vi aner menneskeligheden bag de selvopholdte karikerede facader, og håber, at historien måske alligevel får en lykkelig slutning. Men små ulykker bliver til store katastrofer, og med begivenhedernes eskaleren må vore hjerter rives ud, og den dramatiske fortælling følge sin egen logik. Mere skal ikke afsløres her.
Igen, men bedre
Historien er på sin vis ikke ny, og typerne kender vi på forhånd. Handlingen giver genlyd af John Boormans mesterværk "Udflugt med døden" (Deliverance, 1972) eller William Goldings "Fluernes herre", og de farverige kriminelles rå-men-hjertelige jargon er set mange gange før. Forskellen er, at det sjældent er set så godt som i "Ondt blod". Jens Okking har lige den rette blanding af misforstået korpulent hyggeonkel, der vil det hele så godt, og et mere farligt strejf af hemmelighedskræmmeri og skumle bagtanker. Lasse spiller ikke med åbne kort, og det kommer ham dyrt at stå. Thomas Bo Larsen er glimrende som uforudsigelig og meget københavnsk halvpsykopat, og resten af forbryderne spilles særdeles stærkt med Anders Nyborg som medløberen Dollar, Dejan Cukic som velleveren Salto, og Bjarne Henriksen er rigtig god som den stilfærdige jyde Palle, som forekommer sympatisk, men viser sig at rumme andre egenskaber. Undtagen medbetjenten Bentzon (Henrik Jandorf), som måske lades lidt i stikken af manuskriptet, er alle rollerne velskrevne og psykologisk troværdige, uden at være forudsigelige eller demonstrativt mangetydige. Det er i magtspillet mellem Lasse og Dan over gruppens herredømme, at gnisterne slår, men det er i forholdet til de andre, at spillet giver resonans og dybde.
Ligeledes er manuskriptet rigtigt skruet sammen, drejningerne kommer på alle de rigtige steder, og det hele er planlagt med så stor tæft, at begivenheder, som forekommer små, pludselig kan eskalere, samtidig med at det hele synes logisk og troværdigt. Alligevel er det ikke nogen fatalistisk skæbnefortælling, man siger aldrig 'ja, sådan måtte det jo gå', for fortællingen er fyldt med det, som netop er personernes fejltræk - de reagerer ikke efter en fast skabelon, men forekommer at famle i blinde og hele tiden prøve sig frem. Dermed etableres en velklingende parallel til virkelighedens mellemmenneskelige forhold, hvilket gør "Ondt blod" til 'ægte', og medfølelsen så meget større. Selvom filmen har socialrealistiske træk skal man kigge i vejviseren efter færdigstøbte og pegefingerløftende løsninger på kriminalitetsproblemet, dertil er "Ondt blod" både for ambivalent og realistisk troværdig. Den er først og fremmest den konkrete historie om disse syv menneskers miserer, og ikke et sagsindlæg. "Ondt blod" er dermed endnu et skvulp i den nye mere barske bølge i dansk film, som fik sit indtog med "Nattevagten". Vægten er lagt på fascination og indleven frem for analyse og debat. Omvendt kan fascinationen kun frembringes af relevante emner.
"Ondt blod" er en filmoplevelse ud over de sædvanlige, medrivende og troværdig. Både meget udansk i sin barskhed og vilje til at undgå pædagogik og lommefilosofi, og meget dansk i sine genkendelige typer, og tilbageholdte realistiske stil.
19/11-2018
